Pierce Brosnans andet Bond-eventyr, det 18. i serien, leverer rutineret ramasjang i Pyrenæerne, Hamborg og Vietnam (her dubleret af Thailand). Meget tidstypisk er skurken en mediebaron (Jonathan Pryce), der spiller Kina og England ud mod hinanden for at fremprovokere 3. verdenskrig. Det vil nemlig være god reklame for premieren på hans globale nyhedskanal!
Teri Hatcher ses som en af Bonds gamle flammer, men Hongkong-superstjernen Michelle Yeoh løber med filmen som 007’s cirkelsparkende kollega Wai Lin fra Kina. Og så er det også i “Tomorrow Never Dies”, at James Bond modtager enetimer i det danske tungemål fra Oxford-professor Cecilie Thomsen (med det pæredanske rollenavn Inga Bergström).
David Arnold opdaterer flot seriens musikalske arv efter John Barry og skrev også sluttekstnummeret “Surrender”, fremført af k.d. lang. Den egentlige titelsang stod Sheryl Crow for.
Ingen tvivl om at Jonathan Pryce er god skuespiller, og han gør det sådan set også rimeligt nok som skurk her. Men han er måske lidt for gammel og se på. Men plottet med at det handler om en avis som skaffer nyheder på blodigt vis er genialt.
Pierce Brosnans bedste film og ifølge mig den bedste Bond film indtil dato.
Brosnan fortsætter de gode toner i skoene på agent 007, hvor han denne gang står overfor en Journalist/mediemogul med decideret storhedsvanvid, som gennem sit mediefirma ”Tomorrow” selv ønsker at skabe overskrifter i aviserne ved at forårsage kriser og nærmest skabe åben krig i bred skala ved at være kendt for at bringe næste morgens nyheder i dag. Lad os gå i dybden på avisen……øhhhh Bond filmen Tomorrow Never Dies.
En åbningsscene som åbner op for ballet med lige på og hårdt action. Scenen minder en kendelse om Goldeneye – et afsides liggende bjergområde, hvor han flyver forbi efter alt står i flammer og temasangen popper op. Udmærket scene, dog med undtagelse af den overdrevne tid vores agent har til at starte et jægerfly uden der kommer en skramme på den selvom et par hundrede folk skyder efter ham og på flyet. Det virkede en anelse som langsom action, og så overgår det nærmest til en omgang ”Hot Shots” øjeblikke med at katapulte bagsæde passagerer op i fly som flyver over en og så gik åbningen for vidt følte jeg.
Temasangen er en lækkerbisken og er i sandhed Bond materiale, så thumbs up herfra til Sheryl.
Herefter åbner plottet sig op med vores skurk og hans håndlanger. Ingen af dem har noget der gør dem synderligt specielle. Vores skurk har storhedsvanvid og efterlader sig gerne store drabstal for at gøre sig sine overskrifter og vores håndlanger er en forvokset gorilla, der gør hvad Boss siger. Det er en middelmådig præstation fra disse to, men jeg savner for alvor det der gør dem unikke.
Pierce Brosnan skal nu forsøge at gøre kunsten efter fra Goldeneye, men allerede nu begynder det at gå en smule ned af bakke, idet Goldeneye er hans absolut bedste præstation som Bond. Derudover har vi fornøjelsen af Michelle Yeoh, som hans ”partner”. Hun føles ikke som om hun passer ind i Bond verdenen, men nærmere ind i en Jackie Chan film, da hun godt kan lide at sparke til højre og venstre – hun har dog også været med i Jackie Chan film. At der så skal være dette samarbejde imellem dem gør ikke historien bedre må jeg ærligt erkende – ikke for mig i hvertfald.
Et decideret særligt fokuseret tema som sætter filmen i en ikonisk status har jeg egentligt svært ved at spotte, men vi fornøjes og forsynes med Gadegts og action. Den skønne telefon som kan alverdens dejlige ting, lige fra fingeraftryk, til stød, til fjernstyring af bilen – og Bonds BMW er en lækker en af slagsen.
Filmen forsøger at gøre sig stort på action fronten, men her er det en blandet cocktail. Det burde måske have været en martini, som var stirred, not shaken i stedet. Der er gode action elementer i filmen, men et sted hvor det halter er kampscenerne. De er decideret kedelige og intensiteten er suget ud af dem, fordi koreografien er så dårlig. Kig på Goldneye i stedet til allersidst ved antenne scenen og så sammenlign med denne film. Vi er milevidt fra hinanden, når det kommer til gode slåskampe. Her skuffer den. Filmen har dog ikoniske scener med sin brug af action. Scenen i parkeringshuset og BMW’en, motorcykelscenen mm. Men det er så også det.
Filmens kritik punkter, som gør at det trækker lidt ned i karakter: Scenen efter temasangen, hvor en ”torpedo” nærmest fungerer som et slags PAC MAN spil og kan styres vertikalt og lodret alt efter behag er nærmest til grin og behøves ikke yderligere kommentar. Se filmen og du ved hvad jeg mener. Derudover har jeg som omtalt været inde på det med kampscenerne hvor al energien er suget ud af. Det er dårligt koreograferet og ikke intens og så fungerer det bare ikke. Goldeneye gjorde det så godt, men her er der trådt i spinaten og det trækker meget ned. Og så henviste forrige film til at nu gik Bond over til BMW, men i starten af denne film kører han fortsat i sin Aston Martin og får så en ny BMW. Kan de bestemme sig efterhånden. Jeg vil til hver en tid foretrække Aston Martin til Bond, men i denne film må rosen også falde på den bil han får og det er en god scene. At Bond skal arbejde sammen med en er aldrig i højsæde ved mig og heller ikke i denne film. Det føles som at have en på slæb man ikke har lyst til. Og så skurkene. En Journalist i ordets forstand – er det virkelig det bedste de kunne finde på som modstander til vores agent.
Filmen er en middelmådig præstation, men alligevel en god præstation fra Pierce Brosnan. Den har sine gode øjeblikke og sine fæle. Jeg følte dog, at filmen godt hurtigt måtte ende og det er bestemt ikke meningen med en Bond film. Men nyd I morgen i dag og få et kapitel mere med vores alles yndlings agent.
Rigtig god Bond film - og med ingen ringere end Susan fra Desperate Housewives som Bond babe!
Godkendt Bond. En avis mand (Robert Murdock?), ønsker selv at skabe overskrifterne, ved at skabe krig. Bond leger med fjernstyret BMW og kører motorcykel.
Bruger anmeldelser (6)
Skriv din egen anmeldelse