Stor Oscar-hype: Jennifer Lawrence blæser Cannes bagover med ny rolle

På et tidspunkt var Jennifer Lawrence på alles læber, om det var hendes Oscar-vindende eller -nominerede præstationer i film som Winter's Bone, Silver Linings Playbook, American Hustle og Joy. Et mageløst ridt fra 2011 til 2016 for skuespilleren, der blev sammenlignet med legendariske Meryl Streep.
Men de senere år har der været lidt mere stille fra den 34-årige Hollywood-skuespiller, og det er ni år siden seneste Oscar-nominering. I mellemtiden er det bl.a. blevet til to børn, hvilket naturligt nok har betydet færre roller.
Nu har hendes seneste film haft premiere på festivalen i Cannes, og pressen er faldet i svime over J-Laws præstation.
"Utrolig", "vulkansk" og "bedre end nogensinde før" skriver medier som Vanity Fair, Screen International og BBC, og flere peger på, at hun meget vel kan være på vej mod sin femte Oscar-nominering.
Filmen hedder Die, My Love og er en mørk, kompromisløs, men også smuk skildring af et parforhold i krise. Instruktøren Lynne Ramsey har før dyrket menneskesjælens dybeste afkroge i film som We Need to Talk About Kevin (2011) og You Were Never Really Here (2017).
Jennifer Lawrence har rollen som Grace, der er flyttet ind i sin ægtemand, Jacksons (Robert Pattinson), afdøde onkels hjem. Efter hun føder parrets søn, begynder hun i de følgende måneder at opføre sig mildest talt ganske sært. Blandt andet begynder hun at rive sine fingre til blods og have fantasier om en måske, måske ikke virkelig mand på en motorcykel.

Det, at Jennifer Lawrence spiller en kvinde, der netop har født, og som går ind i en depressiv tilstand, har uden tvivl været mere nærværende for skuespilleren nu, end før hun selv blev mor. Hun fortalte til pressen i forbindelse med premieren i Cannes:
- At få børn ændrer alt. Det ændrer hele dit liv. Det er brutalt og utroligt. Jeg vidste ikke, at jeg kunne føle så meget.
- Mit job har meget at gøre med følelser, og de har åbnet verden for mig. Det er næsten som at føle mig som en vabel eller noget. Så følsom. Så de har ændret mit liv, selvfølgelig, til det bedste, og de har ændret mig kreativt.
Sidste år producerede Cannes-festivalens filmudvalg hele tre nominerede til Oscar-statuetten for Bedste kvindelige hovedrolle med Karla Sofía Gascón for 'Emilia Pérez', Demi Moore for 'The Substance' og Mikey Madison, der i sidste ende fik prisen for Anora.
Uanset om det samme gør sig gældende for næste års Oscar-nominerede, er der ingen tvivl om, at reaktionerne på Jennifer Lawrences seneste optræden peger i retning af mindst én Cannes-præstation i Bedste kvindelige hovedrolle-kategorien.
Vi ved endnu ikke, om 'Die, My Love' får dansk biografpremiere.