Populær Netflix-serie med "hot" rabbiner får sæson 2: Nu er premieredatoen afsløret

Netflix har netop afsløret, at sæson 2 af den populære, romantiske komedieserie Nobody Wants This lander på streamingtjenesten allerede til oktober.
Første sæson udkom sidste år og blev set hele 65,9 mio. gange fra sin premiere den 25. september 2024 til 30. juni 2025.
Sæson 1 fulgte den hæsblæsende forelskelse mellem den ateistiske sexpodcaster Joanne (Kristen Bell) og den 'hotte' rabbiner Noah (Adam Brody), som hun selv kalder ham.
Parret havde igennem sæson 1 alle odds imod sig, men endte alligevel med at give det en chance og fortsætte forholdet.
Nu dykker sæson 2 dybere ned i deres forhold og det store spørgsmål om, hvorvidt parret er klar til at forpligte sig:
- Det er en interessant del af ethvert forhold, når man skal se, om det kan fungere med hinandens venner, daglige rutiner og de første milepæle sammen, lige fra helligdage til fødselsdage, samt fremtidsdrømme, uddyber seriens instruktør Erin Foster til Netflix' magasin Tudum.
Kristen Bell og Adam Brody var begge nomineret til dette års Primetime Emmy Awards i forbindelse med ’Nobody Wants This’, hvor Brody vandt titlen som bedste skuespiller i en komedieserie. Udover Bell og Brody består castet til sæson 2 blandt andet af de prisvindende skuespillere Justine Lupe, Timothy Simons og Michael Hitchcock.
Seriens første sæson blev nomineret til dette års Primetime Emmy Awards og Golden Globes, USA.
Sæson 2 af 'Nobody Wants This' kommer på Netflix den 23. oktober








