Nyt drama stryger til tops blandt anmelderne: "Ikke bare en vigtig film, det er én af årets bedste"

En vigtig fortælling om en socialt stigmatiserende diagnose - og en af årets bedste film. Sådan lyder dommen bl.a. fra de danske anmeldere om den nye britiske film I Swear.
Filmen er strøget til tops på anmeldernes top ti på Kino.dk, og kaster man et blik på de danske anmeldelser, er der bred enighed: 'I Swear' er noget helt særligt - underholdende, relevant og ikke mindst dybt rørende.
'I Swear' følger John Davidson, der er en skotsk teenager i 1980'ernes Storbritannien. Han sprudler af selvtillid og er en lovende målmand på det lokale fodboldhold. Men som et lyn fra en klar himmel rammes han af diagnosen Tourettes syndrom, og hele hans tilværelse vælter.
Vi befinder os i en tid, hvor kendskabet til sygdommen er minimalt, og hverdagens øjeblikke forvandler sig til følelsesmæssige minefelter. John må finde sin egen vej i et liv, hvor tics og voldsomme udbrud både skaber kaos og uventede komiske øjeblikke.
'I Swear' er baseret på den virkelige historie om John Davidson, der er i dag har dedikeret sit liv til at skabe opmærksomhed og forståelse omkring Tourettes.
Det er Robert Aramayo, der leverer portrættet af ham i filmen. En rolle som for nylig sikrede ham en BAFTA for Bedste mandlige hovedrolle - lige foran næsen af Michael B. Jordan, Leonardo DiCaprio og Timothée Chalamet. Ved samme prisuddeling var filmen også nomineret i kategorierne Bedste manuskript, Bedste britiske film og Bedste birolle, og filmen vandt desuden for Bedste casting.
Bag kameraet står instruktøren Kirk Jones, der bl.a. er kendt for 'Det rige lig', Nanny McPhee og Everybody's Fine
Se et udpluk af de danske anmeldelser herunder:
Berlingske, 6 stjerner
"Har ekstremt meget hjerte, varme, sjæl og empati." (Thomas Brunstrøm)
CPHCulture, 5 stjerner
"Er en dybt bevægende og befriende morsom filmoplevelse." (Christian Brink)
Filmmagasinet Ekko, 5 stjerner
"En af årets mest ærlige, morsomme og bevægende film – inspirerende uden nogensinde at føles fortærsket." (Helen O’Hara)
Filmmagasinet Nosferatu, 6 stjerner
"Det her er ikke bare en vigtig film, det er én af årets bedste." (Tobias Gilbert)
Information, giver ikke stjerner
"Sjældent har en forudsigelig plotstruktur givet mere mening end i en film om at leve med Tourettes." (Lone Nikolajsen)
Kulturbunkeren, 5 stjerner
"Er ikke bare en fremragende, rørende og medrivende oplevelse - det er også noget så bombastisk som en virkelig vigtig film." (Adib Scott Schmidt)
Lys! Kamera! Ord!, 5 stjerner
"Fortæller en yderst rørende og vedkommende historie." (Per Juul Carlsen)
Politiken, 5 hjerter
"Tourettes syndrom er i helt særlig grad socialt stigmatiserende, demonstrerer denne stærke - og stærkt underholdende - britiske film." (Kim Skotte)
Soundvenue, 5 stjerner
"Tourettes syndrom har mig bekendt aldrig været skildret sjovere eller mere sanddrueligt på film." (Henrik Reinberg Simonsen)
Vi elsker serier, 5 stjerner
"Balancerer mellem rå britisk socialrealisme og smittende livsglæde." (Lars Knudsen)








