Manuskriptforfatter måske fundet til Top Gun 2

Efterfølgeren snart klar til take-off
Billede

'Top Gun 2' har været under udvikling længe, men det har været småt med egentlige ryk i produktionen. Nu har filmen næsten fået tilknyttet en manuskriptforfatter.

The Hollywood Reporter skriver, at Justin Marks er i forhandlinger med Paramount om at skrive manuskript til efterfølgeren. Marks har kun én spillefilm på cv’et, nemlig 'Street Fighter: The Legend of Chun-Li', men han er også hyret til at skrive Jon Favreaus The Jungle Book.

Både produceren Jerry Bruckheimer og stjernen Tom Cruise vil meget gerne komme i gang med filmen, der sandsynligvis vil handle om en ældre Maverick, der nu underviser unge elever for at bevise, at der stadig er brug for menneskelige piloter i en verden fuld af droner.

Instruktøren af den oprindelige film, Tony Scott, gik bort i 2012, og der er endnu intet nyt om, hvem der overtager hans job på produktionen.