Manden bag 'Alle for en' og 'Blå mænd' er tilbage: Se første trailer til ny dansk komedie

'Offroad' kan ses i biografen senere i år
Offroad
(© SF Studios / Offroad)

Trænger du til et godt grin? Så er der gode nyheder til dig. Den første trailer til den kommende danske komedie Offroad er netop landet! Se traileren nederst i artiklen. 

Filmens hovedroller indtages af Sofie Jo Kaufmanas, Julie Rudbæk og Katinka Lærke Petersen - et trekløver, man bl.a. kender fra den romantiske komedie Elsker dig for tiden

Bag kameraet og som medforfatter finder man Rasmus Heide, der bl.a. også står bag komedier som filmene i Alle for en-serien, Blå mænd, Julefrokosten og Centervagt.

Historien følger de tre veninder Maggie, Eva og Stine, der rejser til det solbeskinnede Tenerife. Aftenen inden hjemrejsen deler Maggie en hed nat med den spanske Francisco, der næste morgen imidlertid er forduftet.

Det er startskuddet på en rejse tværs gennem Tenerife i en stjålen autocamper, hvor veninderne jagter kærligheden - eller er det mon snarere en flugt fra livet i overhalingsbanen derhjemme?

Den stjernebesatte rolleliste tæller også navne som bl.a. Ulrich Thomsen, Iben Hjejle, Rasmus Bjerg, Lotte Andersen, Rasmus Botoft og Jesper Groth

'Offroad' har biografpremiere den 1. oktober.

Se filmens trailer herunder:

Nyeste film i biografen