Israelsk filmskaber blev nødt til at rejse til Danmark: "Menneskeheden lever på lånt tid"
Dokumentarfilmen Innocence behandler et emne, som er alt andet end uskyldigt. Vi er i Israel, hvor militæret rekrutterer helt unge børn til værnepligten, og det kontroversielle emne bliver taget op af filminstruktøren Guy Davidi, der har bosat sig i Danmark.
Davidi er kendt for filmene 'Mixed Feelings' og 'Five Broken Cameras', hvoraf sidstnævnte kastede en Oscar-nominering af sig. Med premieren på 'Innocence' er den 45-årige Davidi klar med sin fjerde spillefilm.
Vi har stillet instruktøren en række spørgsmål om grundlaget for filmen, om sine egne oplevelser i den israelske hær, om at flytte til København og om at blive nævnt sammen med genrens helt store navne Werner Herzog og Michael Moore.
Se traileren nederst, hvor du også kan finde biografbilletter til filmen.
Hvorfor valgte du at fokusere på netop emnet omkring værnepligt for unge i Israel?
Til at starte med ville jeg lave en film baseret på dagbøger fra unge soldater, hvoraf mange på tragisk vis endte deres eget liv, ved at bruge deres ord. Jeg ønskede at dykke ned i den traumatiske oplevelse det er, at blive tvunget til at deltage i noget, der kan ødelægge ens sande jeg.
Udbredelsen af selvmord i det israelske militær er svimlende højt, men det forbliver et tabu. Som man kan se det i min film, bliver soldater, der har taget deres eget liv, ofte stemplet som helte uden at anerkende, at deres ultimative handling i sin kerne var en protest imod militærets natur.
Hvordan har din egen erfaring været med hensyn til det israelske militær?
Jeg var tilbageholdende med at blive kombattant og formåede at undgå det, på trods af at jeg var kvalificeret. Inden jeg meldte mig til tjeneste, sigtede jeg efter stillinger relateret til journalistik eller film. Jeg meldte mig som 18-årig, ligesom alle andre, og det var et stort chok. Efter en eller to dage tænkte jeg: "Hvad er det her?". Det var et chok på så mange niveauer, min oplevelse var, at militæret er et korrupt sted, man bliver behandlet som affald. Du lærer for første gang at stjæle. Det føltes, som om hele oplevelsen var et forsøg på, med alle midler, at nedbryde min identitet og mine værdier. Soldater kan få en anden oplevelse, hvor de bliver behandlet bedre, og den propaganda, de står over for, er meget mere sofistikeret.
Under alle omstændigheder var jeg fast besluttet på at blive udskrevet, og den mest farbare vej uden at nægte at afsone og komme i fængsel var at blive dømt mentalt uegnet. Men i et system, hvor mange føler sig malplacerede, blev mine påstande ikke taget seriøst, før jeg beviste, at jeg både var ugunstig for dem og til fare for mig selv. Jeg kan huske, at jeg fortalte en militærpsykolog, at han ville have mit blod på hænderne, og han nikkede fuldstændig ligeglad. På en eller anden måde lykkedes det mig at blive udskrevet af militæret efter tre lange måneder. Det var den mest udfordrende oplevelse i mit liv.
Du har sagt, at du gerne vil have, at filmen føles episk. Kan du uddybe det?
Mange af dagbøgerne og brevene fra soldaterne afbildet i filmen blev skrevet som personlige beretninger, der beskriver alle de aspekter af deres liv, som drev dem til at tilslutte sig militæret. Derfor følte jeg, at filmen skulle dykke dybt ned i de mangefacetterede lag af deres eksistentielle kriser: identitetskampe, samfundsmæssigt pres, familiedynamikker, deres længsel efter kærlighed, deres personlige værdier samt mange andre faktorer, som man går igennem i den alder.
Jeg ønskede at skabe en film, der tager publikum med ind i den barske træningsoplevelse gennem sjældne hjemmevideooptagelser af de afdøde soldaters egne personlige liv, arkivoptagelser inde fra kamptræningen, flettet sammen med billeder af børn i børnehaven, der for første gang lærer, at de også en dag vil bære våben.
Hvad er din egen holdning til militæret og det israelske militær i særdeleshed?
Det israelske militær er en besættelsesmagt, hvis rutineopgaver involverer at kontrollere og terrorisere palæstinensere, alt imens de drager fordel af det. Jeg er dybt ked af at se Europa, inklusive Danmark, indgå store våbenaftaler med korrupte israelske våbenselskaber. Mange af disse våben, som blev sendt til det besatte Ukraine, er først blevet testet på besatte palæstinensere.
Generelt er mange hurtige til at dømme anti-militære meninger som naive. Alligevel indikerer vores alvorlige klimakrise og den altid tilstedeværende trussel fra atomvåben, at menneskeheden lever på lånt tid. Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i vores historie, hvor vi skal overgå til et højere stadie af global konfliktløsning, og vi er nødt til at sætte en stopper for våbenhandel og væbnede konflikter. At fortsætte ad denne vej er uholdbart og fører os mod udryddelse. Derfor er dét at være anti-militær ikke bare at være idealistisk, det er for mig at se praktisk tænkning.
Hvad håber du, publikum vil tage med sig fra filmen?
Filmen understreger betydningen af frihed og frie valg i unge menneskers liv, hvilket er relevant også uden for militærtjenestens kontekst. Det er også en film om at værne om følsomhed og sårbarhed. Jeg vil gerne have publikum til at indse, at skildringen af militær vold ofte er meget anderledes end det billede, vi bliver præsenteret for.
Tror du, at filmen kan ændre noget i Israel med hensyn til unge menneskers værnepligt?
Selvom det er udfordrende for en enkelt film at påvirke den offentlige mening, medmindre den er en del af en bredere bevægelse, var mit primære mål at skabe en fortælling, hvor publikum sidder og hepper på, at karaktererne afslår militærtjeneste – også selvom deres egen personlige ideologi måske understøtter obligatorisk tjeneste, eller de identificerer sig med den israelske hær.
Når karaktererne i filmen ikke træffer det valg, skal det gerne frembringe en gribende følelse af tristhed, der måske endda er i konflikt med publikums egne følelser. For dem, der er dybt engageret i filmen, tror jeg, at den har potentialet til at flytte perspektiver på værnepligt.
Hvorfor valgte du at flytte til Danmark?
Efter ’Five Broken Cameras’ blev Oscar-nomineret, var der mange kontroverser omkring filmen i Israel, fordi jeg var meget åbenhjertig og hård i min kritik af staten. I denne periode citerede de i medierne, at jeg støtter boykotten af Israel, hvilket er noget, som selv de fleste venstreorienterede israelske filmskabere ikke accepterer. Det var den rigtige ting at gøre, men med det fulgte endnu sværere betingelser end før, i forhold til at fortsætte mit arbejde.
Så dét at flytte væk var altid noget jeg så som en mulighed. For som dokumentarist kan man altid gøre tingene selv og klare sig på en eller anden måde. Og så mødte jeg min kæreste Maja Friis, som viste sin film Ballerina på en filmfestival i Tel Aviv. Beslutningen om at flytte hertil var uden tvivl meget hurtig derefter.
Filmen er produceret af Sigrid Dyekjær. Hvordan er hun at arbejde med?
Sigrid er den modigste producer, jeg nogensinde har mødt, og jeg tror på, at det er dette mod, der adskiller en fantastisk producer fra en god. Som filmskaber kæmper du med et enormt pres – økonomisk, mentalt, kunstnerisk og i mit tilfælde også politisk, for ikke at nævne de personlige økonomiske ofre ved at være kunstner.
Det er et hårdt erhverv langt fra det image, det projicerer. Du er i en konstant kompromistilstand. Så det er ofte fristende at gå for meget på kompromis med dit arbejde. Få producenter giver virkelig plads til at være modige, tage risici og endda stå over for potentielle fiaskoer.
Hvilken slags film foretrækker du selv at se?
Som 17-årig så jeg John Cassavetes' 'A Woman Under the Influence' og var dybt berørt. 'Festen' gjorde også et markant indtryk på mig. I mine tyvere skrev jeg og håbede på at lave fiktion, men efter et par forsøg forstod jeg, at en outsider som mig, aldrig vil få den nødvendige støtte til at gøre det.
Jeg har aldrig virkelig stræbt efter at blive dokumentarfilmskaber. Jeg vovede mig ind i dette felt, fordi jeg anerkendte det som min vej til at bevare uafhængighed og lave film, som jeg forestiller mig dem, fri for påvirkninger fra finansfolk og politik. Ikke at have nogen, der fortæller mig, hvilken formel jeg skal følge. En af de dokumentarfilm, der påvirkede mig meget dengang, var Herbert Saupers "Darwins mareridt".
Har du set, at du er valgt på listen Modigste dokumentarfilmskabere på IMDb? I fint selskab sammen med bl.a. Werner Herzog og Michael Moore. Hvordan har du det med det?
Ja, det har jeg set. Disse lister kan godt være lidt finurlige, kan de ikke? Jeg er usikker på, om jeg blev inkluderet af de rigtige årsager. Mens jeg deltog i demonstrationer i Palæstina, befandt jeg mig i virkelig alarmerende og farlige situationer. Men jeg følte mig ofte som den mest bange kameraperson, altid placeret bagerst. Helt ærligt, jeg kan ikke forestille mig at tage en kugle for en film. Der eksisterer heller ikke en reel trussel mod mit liv i forhold til mit arbejde.
Men når det kommer til at holde fast i mine overbevisninger inden for mit arbejdsområde og rent offentligt, så holder jeg fast. Uanset om det handler om at støtte BDS (Boycotts, Divestments, and Sanctions)-bevægelsen i den israelske presse eller at takke nej til at repræsentere Israel ved Oscar-uddelingen, da jeg blev nomineret. For mig var det modige, men svære beslutninger med stor indflydelse på mit professionelle liv.
'Innocence' får biografpremiere den 28. september.