Internationale medier hylder ny dansk komedie med Mads Mikkelsen

"Perfekt balanceret"
Den sidste viking
(© Rolf Konow)

Den prestigefyldte filmfestival i Venedig er i fuld gang, og den danske film Den sidste viking havde sin verdenspremiere i weekenden. Og modtagelsen har været fantastisk.

Ikke nok med, at filmen fik over fem minutters stående applaus, så har de udenlandske medier også store roser til navnlig instruktør Anders Thomas Jensen og skuespillerne Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas.

Det anerkendte amerikanske medie The Hollywood Reporter siger, at filmen er morsom og gribende, mens Mads Mikkelsens præstation kaldes "perfekt balanceret". THR skriver desuden:

- 'Den sidste viking' handler i virkeligheden om, hvad to kærlige brødre vil gøre for hinanden. Dens humane budskab er stærkt, selvom det kommer i den aparte indpakning, der er typisk for denne muntre, voldelige, men fuldt ud succesfulde, mørke komedie.

- Kaas er også bemærkelsesværdig i en hård rolle som den strenge Anker, der til tider bare er direkte ond.

Den sidste viking
Nikolaj Lie Kaas, Anders Thomas Jensen, Sofie Gråbøl og Mads Mikkelsen ved gallapremieren i Venedig (© Leslie Holm)

Screen Daily fremhæver Mads Mikkelsens permanentede hår (noget som Mikkelsen selv tidligere har kommenteret på overfor kino.dk):

- Mikkelsen, med briller og den værste permanent i nyere filmhistorie, nedtoner sin karakters tilstand og får publikum til at heppe på denne voksne version af et meget såret barn.

To af de danske medier i Venedig, Filmmagasinet Ekko og Soundvenue, giver begge fem stjerner til filmen, så der er glæde at spore både hjemme og ude.

I 'Den sidste viking' løslades enspænderen Anker (Kaas) efter 15 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred (Mikkelsen), er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er. Men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. 

Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er. 

'Den sidste viking' bliver vist i det officielle program udenfor konkurrence i Venedig. Filmfestivalen finder sted fra den 27. august til den 6. september.

Efter Venedig går turen til Toronto Film Festival, hvor Den sidste viking også bliver vist.

'Den sidste viking' har dansk biografpremiere den 9. oktober.

Nyeste film i biografen