Den store biografguide til alle 16 nye film i juni

Årets første sommermåned skydes veloplagt i gang i landets biografer med en række nye film.
Der er meget at se frem til - og noget for enhver smag, når den bl.a. står på genoplivningen af et 80'er-fænomen, et fransk drama og komiske fjollerier på stribe.
Der er bl.a. også en ny Toy Story-film, en ny film af Steven Spielberg og så vender Jackass tilbage med en femte film.
Ikke nok med det, så byder biograferne også på en stjernebesat dansk film og en ny version af Robin Hood-myten, mens Supergirl også flyver ind i biografen.
Vi har ikke inkluderet særvisninger, events og temaaftener i denne oversigt, men du kan finde det fulde overblik over alle visninger her.
Herunder finder du alle 16 nye premierefilm i juni 2026.

Masters of the Universe - biografpremiere den 4. juni
Masters of the Universe-franchisen er tilbage i biografen med He-Man i front og et nyt episk action-eventyr, hvor vi møder prins Adam, der efter at have været adskilt i 15 år fra sin hjemplanet, vender tilbage til Eternia.
Hans verden er dog knust under Skeletors brutale herredømme, så nu må Adam finde sin indre He-Man og med sine allierede redde Eternia fra den onde Skeletor og hans monstrøse håndlangere.
Nicholas Galitzine ses som prins Adam aka He-Man, mens Camila Mendes er krigeren Teela og Idris Elba er den handlekraftige Duncan i filmen, der er baseret på 80'er-fænomenet, som har budt både legetøj, tegneserier og en filmatisering i 1987 med Dolph Lundgren i hovedrollen.
Pigen uden navn - biografpremiere den 4. juni
Man følger i dette franske drama Marion, der efter at være flygtet fra sin problemfyldte barndom, genforenes med sin søster Jeanne 15 år senere.
Men Jeanne genkender hende ikke. Marion introducerer sig således i mellemtiden med sit nye navn: Louise.
Louise trænger sig nu ind i Jeannes liv på ny og genlærer alt om den pige, hun engang var tæt på, mens hun samtidig søger svar på de spørgsmål, der har hjemsøgt hende siden barndommen.
'Pigen uden navn' er en del af Filmportens program.
Scary Movie - biografpremiere den 4. juni
Parodifilmen genopliver spoof-filmserien, hvor flere velkendte ansigter fra universet er tilbage, herunder bl.a. Marlon Wayans og Shawn Wayans samt Anna Faris og Regina Hall.
Der skal således på ny laves sjov med stort som småt indenfor populærkulturen og særligt gysergenren, der slagter sig vej gennem reboots, remakes, requels, prequels, sequels, spin-offs og selvfede gysere mm.
Intet er helligt. Ingen kliché overlever. Alle grænser bliver overskredet, som det lyder om filmen.
Marianne Faithfull: Broken English - biografpremiere den 4. juni
Musikdokumentaren fortæller historien om ikonet Marianne Faithfulls seks årtier lange rejse gennem musik, berømmelse og kunstnerisk fornyelse.
Marianne Faithfull rummer et liv af kontraster. Klosterskolepigen, der blev gift som teenager. En af 60'ernes ultimative it-girls og Mick Jaggers partner. Popsanger, folkesanger, new wave-ikon, stofmisbruger og en one-woman-army mod det misogyne mandeblik.
I det fiktive Ministeriet Mod Glemsel - der er under ledelse af Tilda Swinton - møder vi den ægte Marianne Faithfull, som guider os gennem hendes fantastiske liv og karriere.

Disclosure Day - biografpremiere den 10. juni
Mesterinstruktøren Steven Spielberg er klar med en ny science fiction-film om fremmede væsner fra verdensrummet.
Hollywood-legenden har atter allieret sig med David Koepp, som har forfattet manuskriptet. De to har tidligere samarbejdet på bl.a. Jurassic Park, dens efterfølger og Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull.
Filmens rolleliste tæller bl.a. Emily Blunt, Josh O'Connor, Colin Firth, Colman Domingo, Eve Hewson og Wyatt Russell.
KPop Demon Hunters - biografpremiere den 10. juni
Den energiske animationsfilm 'KPop Demon Hunters' dukkede nærmest op ud af det blå på Netflix i sommeren 2025 og blev hurtigt en global sensation. Nu kan filmen opleves på det store lærred her i landet.
Den musikalske film følger Rumi, Mira og Zoey - en K-pop-trio, som om dagen er superstjerner på scenen, men som i al hemmelighed lever et dobbeltliv som dæmonjægere.
Med kulørt animation, fængende sange og masser af humor har filmen talt til både unge og voksne. Filmen vandt bl.a. også en Oscar for bedste animationsfilm.
Miroirs no. 3 - biografpremiere den 11. juni
Filmskaberen Christian Petzold ('Rød himmel', 'Barbara') er tilbage i biografen med sin nye film, hvor Paula Beer indtager rollen som Laura, der på en weekendtur på landet mirakuløst overlever en bilulykke.
Hun efterlades fysisk uskadt, men dog dybt rystet. Laura bliver nu taget ind af en lokal kvinde, som var vidne til ulykken og omfavner hende med moderlig hengivenhed.
Da kvindens mand og voksne søn opgiver deres indledende modstand mod Lauras indtog, opbygger de fire langsomt en familie-lignende rutine. Men snart kan de ikke længere ignorere deres fortid.
Nirvanna the Band the Show the Movie - biografpremiere den 11. juni
Komedien er på en gang både besynderlig og hjertevarm, når man følger vennerne Matt og Jay, der sammen har et tomandsband, som selv efter mange år ikke har opnået succes.
På forunderlig vis lykkes det nu duoen at rejse tilbage til 2008 for at ændre deres nutids-fiasko til en musikalsk succes.
Tidsrejsen viser sig dog at rumme sin del af både udfordringer og problemer for Matt og Jay, hvis livslange venskab snart sættes på prøve på tværs af tid.

Vores løfte - biografpremiere den 18. juni
Da en tidligere svømmestjerne og nuværende tv-vært oplever, at hendes mand og tidligere træner bliver centrum for en række offentlige anklager om seksuelt magtmisbrug i en kommende bog, trues hele hendes livsfundament.
For hvad gør man, når tvivlen sætter ind? Kan man stadig stole på den, man elsker? Og kan kærligheden overvinde alt?
Kærlighedsdramaet har Danica Curcic og Lars Ranthe i hovedrollerne som parret, der pludselig står overfor den højtprofilerede sexskandale.
'Vores løfte' er en del af Biografklub Danmarks program.
The Death of Robin Hood - biografpremiere den 18. juni
'The Death of Robin Hood' er en mørk og kompromisløs nyfortolkning af den klassiske fortælling om Englands mest sagnomspundne fredløse, som her spilles af Hugh Jackman.
Der ingen romantiseret helt eller vittig gavtyv i denne version, men nærmere et portræt af en plaget mand, der ser tilbage på et liv præget af vold, kaos og død.
Robin Hood er blevet en myte, han ikke længere kan bære, og filmen kredser om skyld, forsoning og prisen for et liv levet i oprør.
En skønne dag - biografpremiere den 18. juni
På kanten af 40'erne er Cécile ved at tage hul på et nyt kapitel i sit liv. Kun få dage før hun åbner sin egen restaurant i Paris, modtager hun dog besked om, at hendes far er blevet syg. Hun må derfor rejse tilbage til sin barndomsby.
Langt fra trængslen og travlheden i Paris støder hun ind i Raphaël - hendes store kærlighed fra ungdomsårene - som stadig hænger ud med deres gamle fælles venner.
Langsomt vækkes gamle minder til live - og hendes fasttømrede tro på, at det perfekte liv findes i Paris, udfordres stille og roligt.
Toy Story 5 - biografpremiere den 18. juni
I den nye Toy Story-film kommer truslen ikke fra en ny actionfigur eller en blød bamse, men fra noget langt større: digitaliseringen.
Legetøjet kæmper her for at holde sig relevant i en verden, hvor skærme og gadgets fylder mere og mere på børneværelset. Så hvad stiller gode gamle Woody, Buzz Lightyear og alle de andre nu op?
De velkendte og originale stemmer er tilbage. Tom Hanks er atter Woody, Tim Allen er Buzz Lightyear og Joan Cusack lægger stemme til Jessie. Filmen vises også med dansk tale.

Supergirl - biografpremiere den 25. juni
Nu kommer opfølgeren til James Gunns 'Superman', hvor Supermans kusine - med det kryptoniske navn Kara Zor-El - er i centrum.
Da en uventet og hensynsløs fjende angriber, bliver Kara Zor-El aka Supergirl nødt til at arbejde sammen med en utilregnelig makker og begive sig ud på en galaktisk rejse for hævn og retfærdighed.
Hovedrolleindehaveren er Milly Alcock, som vi så kort i rollen som Supergirl i netop den nye Superman-film, mens rollelisten bl.a. også består af Matthias Schoenaerts, Eve Ridley, David Krumholtz, Emily Beecham, Jason Momoa - og selvfølgelig hunden Krypto. Filmen har også fået et dansk islæt med Clara Rosager, der spiller et blåt rumvæsen.
Couture - Modens Skjulte Tråde - biografpremiere den 25. juni
Dramaet med bl.a. Angelina Jolie på rollelisten udspiller sig midt i Paris Fashion Weeks glamourøse, men også nådesløse univers, hvor tre kvinders liv flettes sammen i et øjeblik af ekstremt pres og forandring.
Maxine er en amerikansk filminstruktør i Paris, der balancerer en krævende karriere, skilsmisse og moderskab, samtidig med at hun konfronteres med en aggressiv brysttumor.
Ada derimod er modeverdenens næste store håb - en ung model på flugt fra en udsigtsløs fremtid i Sydsudan - mens Angèle er en fransk makeupartist, der arbejder i catwalkens usynlige skygger, hvor perfektion forventes, men sjældent belønnes.
Jackass: Best and Last - biografpremiere den 25. juni
Her er tale om den femte - og øjensynligt sidste film - i serien om vennerne, der kaster sig ud i tossede og ikke mindst farlige stunts.
Johnny Knoxville og resten af banden er nemlig tilbage på det store lærred med splinternye stunts og rendyrket dumhed - side om side med de største hits og vildeste grin fra arkivet.
'Jackass: Best and Last' byder på den måde også på en hyldest til det venskab og den ballade, vi har lært at kende gennem de sidste 25 år.
Wasteman - biografpremiere den 25. juni
I dette rå drama følger man den prøveløsladte Taylor, hvis håb om en ny start bliver sat på spil, da hans cellekammerat Dee tropper op i hans liv.
Da Dee imidlertid tager Taylor under sine vinger, sætter et brutalt angreb deres relation på prøve, hvilket tvinger Taylor til at vælge mellem at beskytte Dee eller sine egne chancer for en prøveløsladelse.








