Danskers Kennedy-film med Matt Damon lever stadig: "Vi ringes ved hvert halve år"

Nikolaj Arcel fortæller om sit amerikanske projekt
'Oppenheimer'
(© 'Oppenheimer' / UIP)

Nikolaj Arcel er lige nu aktuel i de danske biografer med storfilmen Bastarden, der har Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Det er instruktørens første danske film siden En kongelig affære, der udkom for 11 år siden. I de mellemliggende år har Arcel forsøgt sig i USA.

Det bød bl.a. på en mindre vellykket oplevelse med den amerikanske film The Dark Tower - noget han fortæller meget mere om her og i vores podcast med ham.

I selvsamme podcast fortæller han også, at en af de andre amerikanske projekter, som han havde på sit skrivebord, var en Robert Kennedy-film med Matt Damon, som måske stadig lever.

Lyt til hele vores podcast med Nikolaj Arcel herunder - eller i din foretrukne podcat-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"). 

Læs uddraget om samarbejdet med Matt Damon i denne artikel.

De første historier om, at Nikolaj Arcel skulle lave en film med Matt Damon, kom allerede ud i pressen i 2017. Men projektet har endnu ikke materialiseret sig. Den er dog ikke aflyst, kan den danske instruktør afsløre:

-Den er ikke aflyst. Den er på hold, fordi både mig og Matt på det tidspunkt, hvor vi prøvede at få finansieret den [havde det lidt svært, red.].

-Jeg havde lige lavet 'Dark Tower'. Det var ikke det bedste sted at stå, og han havde lige lavet et par film, der heller ikke gik så godt. En film om Robert Kennedy er måske ... tiden er måske ikke til det lige nu. Det er sådan en skør tid politisk i USA, at det måske ikke lige er nu, man skal lave dén film. 

Arcel understreger dog, at filmen i høj grad stadig lever:

-Vi har ikke givet op, for det er et passionsprojekt for os begge to. Men det kan være, det ikke bliver lige det næste år eller to eller tre, at den skal laves. Eller aldrig, det ved man ikke.

Nikolaj Arcel kan fortælle, at han stadig har kontakt til Oppenheimer-stjernen omkring Kennedy-filmen:

-Vi mødte hinanden på baggrund af det projekt. Mig og Rasmus Heisterberg [manuskripforfatter, red.] blev spurgt på det tidspunkt, om vi ville skrive den film. Jeg ved ikke hvorfor, men vi blev spurgt. 

-Vi blev meget fascinerede, og vi skrev et manuskript, som Matt blev rigtig vild med, og så har vi ligesom holdt kontakten siden. Vi var på nogle ture rundt og prøve at rejse pengene, men det var svært. 

-Så ringes vi ved en gang hvert halve år og siger "Skal vi prøve nu? Ej, det er ikke et godt tidspunkt, lad os prøve igen om et år". Og hvem ved, til den tid hvor nogen gider se sådan en film, så er vi begge to blevet for gamle, eller han er blevet for gammel til at spille den, eller hvad det nu er, jeg ved det ikke.

-Den er i hvert fald ikke lukket helt ned endnu, pointerer Arcel.

'Bastarden' kan ses i biografen nu.

Anbefalet til dig