Dansk romanklassiker filmatiseres med unge stjerner i hovedrollerne

Den danske filmskaber Charlotte Sieling er klar med sit næste store projekt. Det er en filmatisering af et af de mest elskede danske romanværker, nemlig Jette A. Kaarsbøls bestseller Den lukkede bog. Det kan SF Studios i dag afslører.
Filmen vil følge den unge Frederikke, der står foran en sikker og tryg fremtid i et kommende ægteskab med en præst, da hun møder den karismatiske læge Frederik.
En ny og moderne verden åbenbarer sig for Frederikke, hvor hun pludselig kan se nye muligheder og frihed. Men med følger også en kærlighed og en skæbne, som ikke er en dans på roser.
I de to hovedroller ses dansk-svenske Alba August og svenske Gustav Lindh, som begge har slået deres navne fast i dansk film og serier i værker som 'The Rain', 'Bullshit', 'Dronningen' og 'Retfærdighedens ryttere'.
Jette A. Kaarsbøls historiske roman blev udgivet i 2003 og har i eftertiden opnået klassikerstatus. Den er ifølge forlaget Gyldendal en af deres største romansucceser i nyere tid.
Romanen blev tildelt De Gyldne Laurbær og har gennem årene opnået en særlig plads hos læsere ikke kun i Danmark, men også i Norge, Sverige og Tyskland.
Charlotte Sieling har drømt om at filmatisere romanen i 20 år:
- Det fascinerende ved 'Den lukkede bog' er, hvor præcist det moderne gennembruds idéer og konflikter spejler vores egen tid. Frederikke er en ung kvinde, der forsøger at finde frihed og kærlighed på egne præmisser, og hendes kamp føles stadig dybt genkendelig. Det er en stor og emotionel fortælling om længsel, identitet og de valg, der former et menneskes liv.
Sieling har bl.a. stået bag storfilm som Margrete den Første og Vejen Hjem, og udover de to hovedroller, tæller rollelisten en række danske stjerner. Fra stortalenter som Clint Ruben som Thomas Velin, Agnes Rase som Amalie, Mathilde Lundberg som Helene og rutinerede kræfter som Iben Hjejle, Ari Alexander, Ellen Hillingsø og Ghita Nørby som den ældre Frederikke. Derudover ses Joachim Fjelstrup og Mathilde Eusebius som Georg og Gerda Brandes samt Andreas Hytting Olsen som Herman Bang.
'Den lukkede bog' forventes få biografpremiere i sensommeren 2027.








