Dansk instruktør afslører: Sagde nej til flere Marvel-film

Han afslører også årsagen
Thor: Ragnarok
(© Marvel Studios / Thor: Ragnarok)

Nikolaj Arcel er lige nu aktuel i biograferne med den danske storfilm Bastarden, der har rundet 200.000 solgte billetter.

I anledning af filmens premiere besøgte den danske instruktør vores podcast til en snak om karrieren. Herunder også de op- og nedture, som har fulgt i kølvandet på succeser og fiaskoer.

Han fortæller bl.a. om sin største filmiske nedtur i form af Hollywood-filmen The Dark Tower. Og i den forbindelse kom han også med en afsløring. Nikolaj Arcel har takket nej til flere Marvel-film, som han ellers var tæt på at kunne instruere.

Lyt til hele vores pocast med Nikolaj Arcel herunder - eller på din foretrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"):

- Jeg talte med Marvel om at lave ’Thor 3’ og den første ’Doctor Strange’, og det var virkelig seriøst. Jeg var en ud af to, og så valgte jeg at springe fra de der Marvel-projekter for at lave ’Dark Tower’, fortæller instruktør til os og fortsætter:

-  Jeg skulle måske have tænkt mig lidt bedre om. Men jeg følte på det tidspunkt at lave en Marvel-film ville blive endnu en anonym film i rækken af en masse Marvel-film, og der er ikke nogen, der rigtig lægger mærke til, hvem der instruerer de her film nærmest.

- Taika Waititi og James Gunn, det er de to [instruktører, der skiller sig ud, red.]. Resten minder lidt om hinanden. Og jeg er jo ikke Taika Waititi, jeg er jo ikke sådan en helt tosset, der har min egen mærkelige… så jeg ville sikkert hurtigt forsvinde i alt det der Marvel-univers der, som jeg ellers elsker. 

- Så jeg valgte ’Dark Tower’, fordi jeg tænkte, det var en mulighed for at starte noget nyt op selv. Og der var et manuskript, og der var en finansiering, og det virkede som om, at det var en god ide.

Du kan læse meget mere om Nikolaj Arcels kvaler med at lave 'The Dark Tower' her.

Den biografaktuelle 'Bastarden' har Mads Mikkelsen i hovedrollen og udspiller sig i 1700-tallet og følger en tidligere soldat, der prøver at bevise, at den jyske hede kan tæmmes og opdrættes. Men han kommer på tværs af en ondskabsfuld godsejer.

'Bastarden' kan ses i biografen nu.

Anbefalet til dig