Bekræfter: Black Panther-instruktørs næste projekt er 'The X-Files'

Tilbage i marts 2023 bekræftede skaberen Chris Carter bag 'The X-Files', at der var mere af serien på vej fra Disney, men nu med filmskaberen Ryan Coogler som den nye showrunner.
Efter to år bekræfter Ryan Coogler nu selv, at han rent faktisk arbejder på en ny omgang 'The X-Files'. Han har endda haft samtaler med Gillian Anderson, der ellers tidligere har meldt ud, at hun er færdig med Dana Scully-karakteren.
Ryan Coogler, der lige nu er biografaktuel med gyseren Sinners, har tidligere stået bag bl.a. Creed og de to Black Panther-film. Succesen bag de to sidstnævnte film har sikret instruktøren en fordelagtig position hos netop Disney, der altså nu har givet ham ansvaret for den ikoniske 90'er-serie.
Det er i podcasten Last Podcast On The Left, at Ryan Coogler selv bekræfter, at han rent faktisk arbejder på 'The X-Files'. Det sker da en af værterne spørger om, hvad der venter næste gang:
- Jeg arbejder på 'The X-Files'. Det er mit næste projekt, afslører instruktøren til værternes store overraskelse og begejstring.
- Jeg har været spændt på det i lang tid, og jeg er klar til at vende tilbage til det nu. Og hvis vi gør vores job rigtigt, så vil nogle af de afsnit blive virkelig f*cking uhyggelige.
Da en af værterne spørger om, hvorvidt Ryan Coogler har talt med Gillian Anderson, begynder filmmageren først at grine og svarer så:
-Ja, jeg har talt med Gillian Anderson, hun er fantastisk. Jeg krydser fingre. Hun er med i den næste 'Tron’ (Tron: Ares, red.). Den har jeg lige set en trailer for. Da jeg talte med hende, var hun ved at afslutte optagelserne til den.

- Men ja, vi går efter at lave noget virkelig fedt til de ægte X-Files-fans. Og måske få nogle nye fans med også.
'The X-Files' kørte oprindeligt i ni sæsoner fra 1993 til 2001, inklusiv spillefilmen Fight the Future i 1998. I 2008 udkom en ny spillefilm, I Want to Believe, der desværre ikke ramte et stort publikum.
I 2016 vendte Mulder og Scully tilbage på tv, hvor de to agenter fik to sæsoner med blandede reaktioner. I 2018 meldte Gillian Anderson så ud, at hun var færdig med serien - noget hun har bekræftet ad flere omgange sidenhen.
I april 2024 udtalte Scully-stjernen imidlertid, at hun godt kunne være klar på at medvirke i en ny omgang X-Files, hvis Ryan Coogler stod bag. En udtalelse hun senere trak lidt i land. Men nu lyder det altså til, at Black Panther-bagmanden har en dialog med Gillian Anderson.

Ryan Coogler afslører intet om udgangspunktet for den nye 'The X-Files'. Vi ved således ikke, om det bliver et reboot, en spin-off i universet, en helt ny genstart eller noget helt fjerde.
X-Files-skaber Chris Carter har ad flere omgange fortalt, at han har haft samtaler med Sinners-instruktøren. I den sammenhæng omtalte han det nye forsøg som en "remount" af serien. Hvad der præcist skal læses ind i dette udtryk, er uvist.
Chris Carter sagde ydermere, at det ville blive med "et diverst cast". Igen er det usikkert, hvad det præcist dækker over. Men det lyder altså til, at Scully-karakteren meget vel allerede kunne være i spil igen.
David Duchovny, der spillede FBI-agenten Fox Mulder, udtalte til os i 2021, at han er interesseret i at lave mere. Dengang var det dog med Chris Carter i front. Så hvor Duchovny står på det punkt i dag, må tiden vise.

David Duchovny og Gillian Andersons komiske og romantiske kemi var stadig levende tidligere i år, da de uddelte en pris til SAG Awards. En lille forsmag på deres tilbagevenden til ’The X-Files’?
Hvor 'The X-Files' står på Cooglers som to-do-liste er også lidt op i luften. Han nævner det som en af de ting, han nu er klar til at kaste sig over efter 'Sinners'. Men vi ved, at han også arbejder på en tredje Black Panther-film og en Marvel-serie i samme univers. Det hele er dog hos Disney, så måske kan han formå at fordele sin tid ligeligt til alle tre projekter.
Ryan Cooglers nyeste film, 'Sinners', kan ses i biograferne nu.