25 år senere: Hvem vandt science fiction-krigen i sommeren 1998?

I denne artikel skal vi rejse tilbage til sommeren 1998 og se nærmere på en krig. En kamp om publikum. Vi skal se nærmere på duellen mellem tre science fiction-film, der konkurrede om at lokke folk til billetlugerne. 

Nemlig Deep Impact, X-Files: Fight the Future og Armageddon.

I denne artikel undersøger vi, hvem der egentlig vandt sci-fi-krigen, der udspillede sig for 25 år siden. Undervejs vil vi måle det på forskellige parametre. Nogle mere faktuelle; hvilken film solgte flest billetter, og hvilken indtjente mest. Og nogle mere subjektive; hvilken af filmene holder bedst i dag? Og hvilken har haft den største gennemslagskraft i populærkulturen?

Vil du høre artiklen som podcast? Så lyt med på din foretrukne podcast-app (søg blot på: "kino.dk filmpodcast").

Året er 1998. Og vi har knapt nok skudt januar i gang før, at Den lille havfrue på Langelinie har mistet sit hoved for anden gang. I USA ruller skandalen omkring den amerikanske præsident Bill Clinton og hans forhold til den tidligere praktikant i Det hvide hus, Monica Lewinsky. 

Men på biograflærrederne er situationen en hel anden. Jordkloden står over for totalødelæggelse. I ’Deep Impact’ er en komet på vej til at kollidere med vores planet, mens det i ’Armageddon’ er asteroide som er på vej til at sprænge jorden i luften. I ’The X-Files’ er det en hel anden sag. Her er det nemlig en tophemmelig sammensværgelse med rumvæsner, som er ved at udrydde jordens befolkning.

’Deep Impact’ rammer biograferne i forsommeren, nærmere bestemt maj 1998. En månedstid senere venter film-udvidelsen af ’The X-Files’, hvor FBI-agenterne Mulder & Scully skal bekæmpe fremtiden. Mens man fra 1. juli kunne se Michael Bays katastrofefilm ’Armageddon’ på de store lærreder.

Filmåret 1998 byder generelt på flere mindeværdige film. Samme sommer udkommer Steven Spielbergs roste krigsfilm ‘Saving Private Ryan’, det frådende monster Godzilla angriber på New York City, og publikum kunne dø af grin over Cameron Diaz’ noget specielle hårvoks i komedien ‘Something about Mary’. Børnefamilier strømmede ind og så Pixars Græsrødderne og Disneys Mulan. Eddie Murphy gakkede ud i ’Dr. Doolittle’ og The Dude ville bare gerne have et nyt tæppe i ’The Big Lebowski’, mens Mel Gibson og Danny Glover fortsat talte om, hvor gamle de var til at lave det lort, de nu lavede i ’Dødbringende våben 4’.

Danskerne strømmede i biografen for at se samme års Oscar-vinder, James Camerons nyklassiker ’Titanic’, der fik en januar-premiere herhjemme. Dansk film kom også for alvor på alles læber i 1998, hvor henholdsvis Thomas Vinterbergs ’Festen’ og Lars von Triers ’Idioterne’ introducerede verden for dogmefilm. Mens vi også tog afsked med den originale Egon, Kjeld og Benny, der lavede deres sidste kup i franchisens 14. film ’Olsen-Bandens sidste stik’.

Ja, filmåret 1998 byder på mange spændende film, historier og sidespor. Men det er altså sommeren 1998, som vi nu for alvor stiller linsen skarpt på.

Allerede i samtiden udpegede mange sammenfaldet mellem handlingerne i netop ’Deep Impact’ og ’Armageddon’, hvor jorden står overfor en total ødelæggelse af henholdsvis en komet og en asteroide. I begge fortællinger sendes et bemandet rumskib tilmed ud på en mission om at springe de faretruende objekter i stumper og stykker inden, at de rammer vores klode. Og i begge tilfældet opstår, der selvfølgelig komplikationer. 

I denne meget direkte sci-fi duel får ’X-Files: Fight the Future’ kilet sig ind. En film, der på papiret ikke burde være en succes set med nutidens briller. Spillefilmen udkommer i sommerpausen mellem to sæsoner af den meget populære serie, der siden sin debut i 1993 har vokset sig til et blive et af tidens allerstørste popkulturelle fænomener. Sæson 5 har været seriens hidtil største succes baseret på de høje seertal, hvor helt op til 27 millioner amerikanske seere så med, og de to hovedroller David Duchovny og Gillian Anderson var blevet superstjerner. 

Både seriens skaber, Chris Carter, og produktionsselskabet bag, 20th Century Fox, mente at springet til det store lærred var på rette tid. Ikke mindst fordi, at man ville kapitalisere på det store publikum, man havde hjemme i stuerne. Men håbede altså, at få folk op af sofaerne og ind i biografen. 

På det her tidspunkt er det ikke set før, at en serie – midt i dens levetid – pludselig laver en film, som også handlingsmæssigt taler direkte ind i dens fortsatte mytologi. Det er derfor en disciplin udover det sædvanlig både at tilfredsstille fans og helt nye seere på samme tid. 

Jeg må hellere understrege, at man selvfølgelig havde set film baseret på serier. Tænk bare på Star Trek, men disse kom efter seriernes ophør og fortsætter ikke nødvendigvis en presserende historie. I X-Files sammenhæng var der tale om en film, som talte direkte ind i seriens igangværende historie, der var et kompliceret plot med både sort alien-væske, giftige bier, regeringskonspirationer og et særligt bånd mellem vores to helte.

X-Files startede herefter en tendens, hvor flere serier faktisk fik spillefilm, mens de stadig kørte på tv. Tænk bare på ’South Park’, ’The Simpsons’ og ’Jackass’.

Men påvirkede rykket fra tv til film salgstallene? Kunne man lokke publikum op sofaerne og ind biografsæderne? Det finder vi ud af nu, hvor vi skal sammenligne de tre films salgstal.

Der er ingen tvivl om, hvilken af de tre film, der vandt kampen om publikums gunst ved billetlugerne. Det gjorde ’Armageddon’, som ikke bare slog dens sommer konkurrenter, filmen endte faktisk som årets bedst sælgende film på verdensplan med en indtjening på 553 millioner dollars.

’Deep Impact’ indbragte næsten 350 millioner dollars på verdensplan, mens Mulder & Scully måtte indfinde sig med en tredje plads, da ’Fight the Future’ tjente lige i omegnen af 190 millioner dollars på verdensplan.

Værd at bemærke er det dog, at ’Deep Impact’ faktisk slog ’Armageddon’, hvis vi ser på, hvilken af de to film som havde den bedste åbning i de amerikanske biografer. Her indtjente Deep Impact nemlig 41 millioner dollars overfor 'Armageddon's 36 millioner. Mens 'X-Files' nærmer sig med 30 millioner.

En historie går på, at kort før biografpremieren på 'Deep Impact' var nogle astrologer faktisk ude og sige, at en asteroide havde kurs mod jorden og ville ramme os i 2028, hvilket skulle have boostet billetsalget. Efterfølgende ændrede beregninger sig dog – og vi i kan alle ånde lettet op derude. Det ser ikke ud til, at vi bliver ramt af en asteroide i 2028.

I en dansk kontekst har vi også en klar vinder, når vi ser på billetsalg. Således solgte Armageddon næsten 100.000 billetter mere end Deep Impact. 

258.000 danskere var i 1998 i biografen og se ’Armageddon’, mens 163.000 så ’Deep Impact’. 130.000 fandt vej ind og så den første X-Files spillefilm på det store lærred. ’Deep Impact’ og ’The X-Files’ var altså betydeligt tættere på hinanden salgsmæssigt i Danmark.

Ser vi nærmere på filmenes budgetter, er der også en væsentlig forskel at finde dér. 

’Armageddon’ havde efter sigende et budget på 140 millioner dollars, mens Deep Impact og The X-Files blot lå på omkring hhv. 80 og 60 millioner dollars. 

Armageddon havde således flere penge at lege med, når det kom til de storslåede effekter – og formentlig også i sine marketingskampagner.

Så kigger vi på den talmæssige bundlinje, så ligner ’Armageddon’ en klar vinder, når det kommer til kampen om at lokke publikum i biografen. 

Men hvem vandt kritikkerne hjerter?

Til at se nærmere på, hvordan kritikerne vurderer de tre film, har jeg valgt at tage udgangspunkt i websitet Rotten Tomatoes.

Rotten Tomatoes, der sjovt nok blev stiftet i august 1998, samler kritikkeres vurderinger på tværs af medier og skaber ud fra det et en samlet procent score, der går fra 0 til 100%. Og rammer vi 100% er filmen blevet mødt med nærmest udelukkende positiv omtale.

Hvis scoren lander mellem 0-59% vurderes filmen til at være ”rotten”, altså rådden. Er filmen over 60% ender den i kategorien frisk. Mens en film, der lander mellem 75 og 100% får titlen ”certified fresh”.

Hjemmesiden opererer ligeledes med en Audience Score, baseret på publikums vurdering af filmen på sitet.

Og lad os sige det sådan her. Vi har at gøre med to rådne film – og en frisk!

’Armageddon’ er kritikkernes bundskraber med en vurdering på 38% baseret på 125 anmeldelser, ’Deep Impact’ scorer 45% fra 95 anmeldelser, mens ’X-Files: Fight the Future’ bliver topscoren med 66% baseret på 73 anmeldelser.

Hvis vi kigger på Audience Score ligger 'Deep Impact' stadig lavt, faktisk under kritikernes vurdering. Den får 43%. Mens 'Armageddon' kun lige slår The X-Files med en procent. Den ender på 73% i Audience Score, mens X-Files snupper 72%. 

Det skal så fremhæves, at både 'Deep Impact' og 'Armageddon' begge har over 250.000 brugervurderinger, hvor X-Files-filmen er noget under med lidt over 50.000. 

Ser vi nærmere på IMDbs tal ligner X-Files igen en vinder. IMDb står for International Movie Database, og er, udover at være en database med oplysninger om alverdens film og serier, også et sted, hvor almindelige dødelige publikummer kan give en vilkårlig film en score på 1-10 stjerner. 

Her scorer 'Deep Impact' 6.2, 'Armageddon' 6.7 og 'X-Files: Fight the Future' 7.0. Igen skal det dog understreges, at de to førstnævnte film har flere samlede stemmer i alt.

Kigger vi nærmere på filmenes prishøst, er der ingen af dem som har snuppet nogle centrale filmpriser. ’Armageddon’ skiller sig dog klart ud ved at have opnået hele fire Oscar-nomineringer for bedste visuelle effekter, bedste lydeffekter, bedste lyd og bedste originale sang med Diane Warrens ’I don’t want to miss a thing’ fremført af Aerosmith.

'Armageddon' fik dog også æraen af at få en række Razzie Awards. Razzie Awards er anti-Oscar’en. Det er simpelthen showet, der kårer årets dårligste film og skuespilpræstationer. Her fik ’Armageddon’ både en normering for værste film, værste instruktør, værste birolle med Liv Tyler, værste film-par med Ben Affleck og Liv Tyler, og så vandt Bruce Willis faktisk prisen for værste hovedrolle!

Ja, samtiden var ikke særlig søde ved 'Armageddon'.

Den overordnede konklusion i denne kategori må altså være, at 'The X-Files' faktisk løb både med kritikkerne og publikumshjerter – om end den har opnået færre anmeldelser samlet set. 

Samtidig ser det også ud til, at brugerne på tværs af både Rotten Tomatoes og IMDb er meget lunkne omkring 'Deep Impact', mens 'Armegeddon' virker som en klar seerfavorit.

Det skal da også siges, at da vi for et par år siden afholdt en afstemning på kino.dk om den bedste film fra 1998, der snuppede 'Armageddon' 2. pladsen. En forklaring kan simpelthen være, at der er flere som har set den film modsat de to andre. Men om ikke andet må vi konkludere, at det er en publikumsfavorit.

Første pladsen gik i øvrigt til ’Saving Private Ryan’.

Lad os rykke videre til næste kategori, hvor vi skal se lidt nærmere på filmenes påvirkning af populærkulturen, deres overordnede plots og deres imponerende rollelister.

Man kan ikke komme udenom, at alle tre film bugner af stjerner på deres rolleliste. Både store stjerner i samtiden, stjerner fra Hollywoods gode gamle dage og unge talenter.

Men hvilken rolleliste er mest imponerende?

’Armageddon’ har Bruce Willis i front. Og på et allerede imponerende CV ved jeg, at rollen som Harry S. Stampler er en favorit hos flere. Hans samspil med film-datteren Liv Taylor udmærker sig især i en følelsesladet scene, mens hans pingpong med Ben Affleck slår gnister.

Rollelisten tæller også navne som bl.a. Steve Buscemi, Peter Stormare, Jason Isaac, Keith Davis, Owen Wilson og Billy Bob Thornton. Sidstnævnte kriminelt underbrugt, hvis du spørger mig.

Bag kameraet finder man intet mindre end seks navne, der har været involveret i at skrive manuskriptet. Det må siges at lyde lidt vel rigeligt for en science fiction-film om en gruppe mænd fra en boreplatform, der sendes ud i rummet for at sprænge en asteroide i luften. Især to navne stikker dog ud. Tony Gilroy, der er en kendt manuskript-fikser i Hollywood. Det gjorde han bl.a. på Star Wars-filmen ’Rogue One’. Mens filmen faktisk også er en af J.J. Abrams’ allerførste krediteringer på en Blockbuster-film. Han har sidenhen både skrevet Star Wars, Star Trek og Mission: Impossible.

Instruktørposten indtages af Michael Bay, der netop er kendt for sine eksplosioner – og dem mangler der ingen af i ’Armageddon’. Hans instruktion er der derimod delte meninger om, efter sigende har Bruce Willis udtalt, at han ikke ønskede at arbejde med den råbende Bay nogensinde igen efter hans oplevelser på netop ’Armageddon’. 

Men Bruce Willis skulle heller ikke selv have været helt nem at arbejde med. Et rygte går på, at han krævede en ekstra trailer til sig selv med en hel fitness sal i til en værdi af 175.000 dollars. Den blev efter sigende aldrig brugt.

'Deep Impact' havde Mimi Leder ved roret. En af de få kvindelige instruktører i 1998, som faktisk havde et stort budget at lege med. Men skæbnen kunne have været en hel anden. Filmen blev lavet som et samarbejde mellem DreamWorks og Paramount, og i et stykke tid stod Steven Spielberg faktisk til at skulle instruere ’Deep Impact’. 

Han endte dog med at være forpligtet til at lave en anden film, men han forblev som executive producer på projektet. Den ændring kunne have betydet alverden for ’Deep Impact’, der potentielt med Spielberg ved roret kunne have sejret endnu mere ved billetlugerne. Men producerne ville ikke vente, da de netop havde hørt, at Touchstone havde givet grønt lys til ’Armageddon’, der ville have et lignende plot.

Mimi Leder kendte ikke noget til den her konkurrence, der pludselig var mellem de to science fiction-film:

- Jeg kunne ikke tro det. Og pressen prøvede at sætte os op mod hinanden. Det føltes ikke godt. Begge film har stor værdi, og heldigvis blev de begge en stor succes, har Mimi Leder fortalt om situationen.

Det var dog ikke kun pressen, der skabte denne krig mellem de to film. Michael Bay var også ude med riven, da Deep Impact præsenterede sin rolleliste. Han fornærmede således projektet ved at sammenligne Bruce Willis’ star-power med Deep Impacts yngre stjerne Tea Leoni.

Leoni, der få år forinden havde arbejdet med Bay på ’Bad Boys’, sagde, at det var ”typisk Michael” og spurgte, hvordan det gav mening at skyde med pistoler mod en asteroide. Deep Impacts stærke biografåbning – og den måde den muligvis udpegede nogle logiske problemer med Armageddons historie, betød faktisk, at man optog en række nye scener kort tid før premieren – det har Bruce Willis en gang afsløret.

Sammenligner man de to films plot, er der heller ingen tvivl om, at vi selvfølgelig har at gøre med to science fiction- og katastrofe-film. ’Deep Impact’ er mere slowburn i sin tilgang til historien, og veksler i højere grad mellem almindelige mennesker på jorden og vores mission ude i rummet. Mens ’Armageddon’ er en mere klassisk, bombastisk Hollywood-blockbuster. Forskere var i samtiden ude at sige, at ’Deep Impact’ havde en højere grad af troværdighed, mens ’Armageddon’ i højere grad var eskapisme. Men det gør det jo ikke nødvendigvis til en dårligere film.

Téa Leoni var i 90’erne en aspirerende stjerne – og i øvrigt gift med David Duchovny fra ’The X-Files’, hvilket giver de to film en sjov, lille personlig duel. På rollelisten fik hun selskab af rutinerede stjernenavne som Morgan Freeman, Robert Duvall, Oscar-vinderne Vanessa Redgrave og Maximillian Schell. Og de unge stortalenter Elijah Wood og Leelee Sobieski.

’X-Files: Fight the Future’ havde udover sine to hovedroller, David Duchovny og Gillian Anderson, faktisk en række større navne med. X-Files-skaber Chris Carter valgte at bryde en gammel X-regel, der gik ud på, at man ikke skulle caste et alt for kendt ansigt, da dette ville kunne tage folk ud af oplevelsen. Carter gik efter at ramme noget mere realistisk med sine fortællinger. Men med filmen havde han pludselig de økonomiske muskler til at lege med navne fra den store liga, derfor kastede han sig ud i det. 

Det betød, at man hyrede den Oscar-vindende Martin Landau, der har arbejdet med stjerneinstruktører som Alfred Hitchcock og Woody Allen, ind til en rolle som Mulders nye, excentriske muldvarpe Kurtzweil. Rollelisten bød ydermere på den respekterede Blythe Danner og tyske Armin Mühler-Stahl, der kom direkte fra en Oscar-normering året før for filmen ’Shine’ – og generelt var talk of town i Hollywood i de år. Derudover kunne fans glæde sig over gensyn med velkendte karakterer som Assistent Director Skinner, den kæderygende skurk The Cigarette Smoking Man og Mulders paranoide trio af venner The Lone Gunmen. Mens instruktørposten blev indtaget af Rob Bowman, en af seriens faste og mest brugte instruktører, der nu fik lov til at lave sin allerførste spillefilm.

Når vi i eftertiden kigger disse rollelister i sømmene, er der ingen tvivl om, at ’Armageddon’ klart har den mest stjernebesatte rolleliste. De havde også et højere budget til det. Og når du kigger på de respektive skuespilleres CV, vil du i højere grad fremhæve ’Armageddon’ på Bruce Willis’ eller Liv Tylers filmografi, end du husker Morgan Freemann for sin rolle i ’Deep Impact’ eller Martin Landau for sin rolle i ’The X-Files’.

X-Files skiller sig selvfølgelig ud fra de to andre film ved netop ikke at have katastrofevinklen i fokus. Plottet handler om en dødbringende invasion, der er faretruende tæt på, men det foregår uden den brede befolknings kendskab. Jeg vil understrege, at filmen formår at komme nogenlunde i mål med den svære balancegang, hvor man både skal tilfredse hungrende fans og nye tilkomne publikummer, som tidligere omtalt.

Samtidig formår filmen faktisk også at skrue op på flere tangenter. Serien var i 90’erne med til at højne den generelle production value i TV, og havde for sin tid flere spektakulære eksplosioner, stunts og flyvende objekter. Men i filmen tager man det til næste niveau, ikke mindst i finalen, der udspiller sig på Antarktis med en stor UFO og masser af sne og is – optaget på en green screen, der faktisk stadig fungerer fint i dag.

Den opnår dog de sammen højder af ødelæggelse som ’Deep Impact’ og ’Armageddon’ gør, der begge formår at smadre amerikanske momenter og storbyer. Der er nok ingen tvivl om, at ’Armageddon’s visuelle effekter gør sig lidt bedre på nutidens fladskræme end Deep Impacts CGI-bølge, der ser yderst kunstig ud – ikke mindst efter at have set James Camerons ’Avatar: The Way of Water’ sidste år, der tog måden at skildre vand på filmen til nye højder.

X-Files gik – på trods af filmens store ambitioner – stadig efter at ramme en vis grad af realisme, så havde en alien smadret Frihedsgudinden, eller var den amerikanske befolkning blevet bevidst om et hemmeligt komplot mod dem, så stod hele seriens eksistens til at blive vendt på hovedet. Og vi skal ikke glemme, at der få måneder efter filmens premiere ventede en ny og sjette sæson af serien. ’Fight the Future’ satte derimod i høj grad fokus på det umulige kærlighedsforhold mellem Mulder og Scully, som forfatteren bag i årevis havde drillet de faste seere med. Især et uheldigt bi-stik har trukket store reaktioner i biografsalene over hele verden. Hvilket måske har fungeret til at glemme nogle af de små logiske brister, som filmen desværre også gemmer på her og dér.

Måske var X-Files filmen for kompliceret for sin samtid? I dag forventer man som seere, at det skal være kompliceret. Tænk bare på hele Marvels fortsatte filmiske univers, der nu også har forgrenet sig ud i serier, der i et eller andet omfang kræver, at du skal have set over 20 foregående film. På den måde var X-Files spillefilm langt forud for sin tid. Modsat serien har filmen dog aldrig opnået en større popkulturel status. Det er og vil for altid være serien – især de fem første sæsoner – som folk tænker på, når tænker på The X-Files. Men filmen kom på det rigtige tidspunkt – og det er og forbliver et højdepunkt i franchisen. 

Hvad kan vi så konkludere?

Science fiction-krigen om publikumsgunst blev ud fra et økonomisk perspektiv vundet af ’Armageddon’, der også må siges at være den film af de tre værker, der har fået størst liv i eftertiden. Og den dag i dag har det bedste tag i populærkulturen. Selvom den helt sikkert deler vandene – ikke mindst mellem anmeldere og publikum, der altså har hver sin mening om filmen.

 ’The X-Files’ er som franchise de andre to film svært overlegen, men spillefilm har aldrig opnået den status. Den fik moderat succes ved billetlugerne, selvom man efter den flotte åbningsweekend allerede talte om en mulig filmisk efterfølger. Den kom først i 2008 – efter seriens ophør, og her vendte man sig væk fra mytologien. Fans af ’The X-Files’ ser dog overordnet ud til at være tilfredse med ’Fight the Future’, der altså både har høstet udmærket roser hos kritikere og publikum.

’Deep Impact’ var i sin samtid et stort samtaleemne, ikke mindst netop på grund af den ulmende konflikt og strid med ’Armageddon’. Men her 25 år senere er det skræmmende få, der nævner den, når vi taler om gode 90’er science fiction- og/eller katastrofefilm. Er det så en overset perle? Nej. Men den er absolut seværdig.

Alt i alt kan vi glæde os over, at sommeren 1998 gav os tre stærke science fiction-film, som vi her 25 år senere stadig kan nyde.