Tarantinos sidste film handler om en anmelder for ... et porno-magasin

Nye detaljer om hovedkarakteren
Billede
(© 'Once Upon a Time in... Hollywood' / Sony Pictures)

Indtil videre har det været småt med informationerne omkring Quentin Tarantinos 10. og efter sigende sidste spillefilm, The Movie Critic, der blev annonceret tilbage i marts.

Men nu har instruktøren selv løftet noget af sløret for, hvad vi kan glæde os til. Det gør han i et interview med Deadline.

 

LÆS OGSÅ: Quentin Tarantino afslører: Derfor er der ingen sex i mine film

Mange har antaget, at titelrollen som ”film-anmelder” var baseret på den berømte kritikker Pauline Kael, men Tarantino kan nu fortælle, at hovedkarakteren rigtig nok er baseret på en virkelig filmanmelder. Men det er en mandlige kritiker fra 70’erne, der skrev for et porno-magasin.

Den 60-årige filmskaber faldt selv over den denne anmelder, da han som ung havde et job, hvor han fyldte pornoblade i automater.

Tarantino vil ikke afsløre navnet på magasinet, men fortæller, at i ’The Movie Critic’ har det fået titlen ”The Popstar Pages”.

 

LÆS OGSÅ: Derfor laver Quentin Tarantino kun én film mere

Filmskaberen beskriver denne anmelder – som altså nu bliver hans nye hovedkarakter - således:

- Han skrev om mainstream-film, og han var bladets andenvalg som anmelder. Jeg synes, at han var en god anmelder. Han var kynisk som bare helvede. Hans anmeldelser var en mellemting mellem Howard Stern og Travis Bickle, hvis han var en filmanmelder.

Hvis man skulle være ubekendt med navnet Travis Bickle, så er det Robert De Niros karakter fra Martin Scorsese-klassikeren Taxi Driver. Hvilket er en spændende karakter-reference at smide ind her.

Tarantino fortsætter beskrivelsen af sin kommende hovedkarakter:

- Han var meget, meget sjov. Han var meget flabet, forstår du. Han bandede. Han brugte racemæssig slang. Men hans lort var virkelig sjovt. Han var flabet som bare fanden.

 

LÆS OGSÅ: Derfor vil Quentin Tarantino aldrig instruere en Marvel-film

Instruktøren forklarer, at hans hovedperson bliver en mand i 30’erne, og kan i den sammenhæng afsløre, at det ikke bliver en skuespiller, som han har arbejdet med før, som skal indtage titelrollen:

- Jeg har ikke besluttet mig endnu, men det bliver en person omkring 35 år. Det vil helt sikkert være en ny hovedrolle hos mig.

Han kunne dog afsløre, at han allerede har ét navn i tankerne. Det er dog langt fra på plads endnu. Men vi skal altså ikke forvente at se hverken Leonardo DiCaprio eller Brad Pitt i hovedrollerne.

’The Movie Critic’ starter en tidlig pre-produktion i juni, så inden for de næste par måneder skal vi nok forvente at høre mere om mulige kandidater til hovedrollen.