Freddy Krueger blev skabt af misundelse over den unge Johnny Depp

For små 35 år siden, en lun forsommerdag i 1984, sad den 37-årig Robert Englund i en gammeldags makeup-stol - I ved dem, der ligner en old school barberstol. Han var ved at få påført den sminke, der skulle gøre ham til den forbrændte børnemorder og monster Freddy Krueger.

Over de fire timer han sad i stolen, nåede Robert Englund at tænke en del tanker, og en af de overvejelser, der tyngede ham mest var tvivl: Skulle han overhovedet have taget den her rolle?

Men hvad hverken skuespilleren eller nogle andre på produktionen vidste på det her tidspunkt var, at A Nightmare on Elm Street skulle blive et decideret fænomen, der ikke bare satte blodig kulør på 80'erne og gav publikum morderiske mareridt, men ændrede kursen for gyser-genren med den på en gang sadistiske og sjove Freddy Krueger.

Og hvad Robert Englund slet ikke vidste var, at han for evigt skulle blive Freddy.

Kino.dk har mødt manden bag det arrede ansigt, den ikoniske og hullede grøn-røde striktrøje, fedora hatten og selvfølgelig kniv-handsken til den store messe Sci-Fi-World i Göteborg.

Robert Englund blev Freddy for evigt!

Jalousi over Johnny Depp var med til at skabe Freddy Krueger

Selvom det blev til hele otte film i rollen som Freddy samt en tv-serie og et hav af gæsteoptrædener, så er det stadig den første film som Robert Englund husker - og især mødet med en meget ung Johnny Depp, der havde sin første rolle i ’A Nightmare on Elm Street’. Et møde, der faktisk var med til at definere hele Freddy Krueger-karakteren for Robert Englund:

- Første gang jeg mødte Johnny Depp var i sminke-rummet, jeg havde siddet der hele morgenen, og han kom ind senere med Heather [Langenkamp, der spiller Nancy i filmen] for at skyde en scene. Jeg var kommet i tvivl, måske jeg ikke skulle lave den her film. Makeuppen er ikke sjov, og det var varmt, det kløende og kradsede. Og der kommer han ind, han lignede en babyface -udgave af 16-årige Elvis Presley, og Heather lignede Brooke Shields.

- Det var smukke unge mennesker, og de skulle have makeup på, og jeg tænkte, de behøver ikke makeup!? De er smukke, unge, alt imens jeg bliver prikket i hovedet med den her gamle børste med sprød, tør lim på, og jeg sidder og bliver gjort klar til min næste scene. Her har jeg et øjeblik, hvor jeg tænker, måske jeg ikke skulle have valgt at være Freddy, fordi jeg var allerede en stor tv-stjerne fra serien ’V’ [1983, 1984].

- Jeg kiggede over på Johnny og Heather, og jeg var fuld af misundelse og jalousi, fordi jeg var 37 år, og de var børn. De var omkring 19 år, og jeg kiggede på dem, og jeg var hidsig over, at de blev forkælet. Makeup-pigen gav dem, bogstavelig talt, bittesmå plastik ventilatorer, så de kunne køle sig ned. Hvor er min ventilator?! Ingen gav Freddy en ventilator? Jeg er filmens stjerne.

Den lune Robert Englund griner højlydt, men grimassen skifter hurtigt, da han forsætter:

- Jeg havde det her øjeblik med jalousi og misundelse og fuld af tvivl om jeg overhovedet skulle lave den her gyserfilm, som i sidste ende har gjort mig til en international berømthed og tjent mig mange penge. I det øjeblik gik det op for mig, at jeg kunne bruge den her jalousi og misundelse over deres ungdom og skønhed som Freddy.

- Jeg kunne gøre det til et metod acting-trick, og det brugte jeg i hele franchisen - selv med andre skuespillere. Det var en følelse, som jeg kunne komme til meget hurtig, fordi jeg var nu Freddy Krueger for evigt. Det vidste jeg ikke der, men jeg vidste, at jeg kunne bruge det.

Robert Englund under vores interview i Göteborg.

Freddy er ikke pædofil, han dræber fremtiden

Faktisk blev denne opdagelse også en åbenbaring for Robert Englund, der pludselig forstod Freddy-karakteren på et helt andet og symbolsk niveau:

- Freddy dræber børn, han er en børnemorder, både på en symbolsk og bogstavelig måde, tænkt på det som tekst fra en rock-sang eller navnet på et punktband ”I dag i Göteborg, The Child Killers spiller... bam bam bam”.

- Ved at tænke over, hvad det egentlig betød: Hvem ville dræbe et barn? Fordi det er ikke pædofili, det er ikke Freddy, han dræber dem bare. Jeg tror, at han dræber fremtiden – fordi han selv ikke har nogen fremtid.

Robert Englund ser nærmest lige så overrasket ud i øjeblikket, han fortæller det, som man kan tænke sig, at han havde været tilbage i 1984, da han lavede denne skarpe observation af Freddys motivation.

Fald aldrig i søvn i badekarret...

Barndomsminder blev vækket

Men der var også noget andet i Robert Englund, som blev tændt, da han for alvor kom ind i rollen som The Springwood Slasher:

- Da jeg var barn, var jeg science fiction- og horror-fan. Jeg blev først en snob senere hen, efter min uddannelse på teateret, hvor jeg blevet optaget af Shakespeare, Ipsen, Strindberg, Moliére, Zekoff, og blev en klassisk-orienteret snob i et stykke tid. Jeg havde glemt min barndomlige uskyldighed, åbenhed og kærlighed til science fiction og horror.

- Mine venner og jeg ville cykle til lørdagens matinée. Vi ville slå græs og tjene penge, og så ville vi tage til matinéen, hvor vi kunne se to film. De viste altid to film i biografen, da jeg var barn – og en tegnefilm imellem. Så jeg havde disse fantastiske minder, som kom tilbage til mig på grund af Wes Craven [manden bag og instruktøren på 'A Nightmare on Elm Street'] og på grund af hans respekt for genren.

Glæden stråler ud af øjnene på den 71-årige Robert Englund, da han fortæller om sine barndomsoplevelser i Disney Lands Future World, hvor mødet med ubåden fra filmversionen af Jules Vernes ’En verdensomsejling under havet’ satte store spor i den 7-årige Robert som, der vidste, at han ville lave film.

-  Det var minder, som jeg ikke vil sige, at jeg havde undertrykt, men det var minder, som jeg havde fået som en fan-boy, som en kæmpe-fan, og jeg havde så at sige skubbet dem til side i mine minder for minder om teater og a-liste-film fra 70’erne. Og Wes opmuntrede mig til at huske dem, respektere dem og dele dem med fansene.

Robert Englund i rollen som Willie fra den populære sci-fi-serie 'V' (1984).

Blev Freddy for at undgå typecasting

I første omgang havde Robert Englund egentlig taget rollen som Freddy for afveksling, og det ironiske i det hele er faktisk, at skuespilleren tog skurke-rollen for at undgå den typecasting, han allerede følte, han var på vej ind i:

- Jeg lavede min tv-serie ’V’, og jeg var urolig for, at jeg ville blive typecastet for evigt som Dr. Spock fra ’V’. Jeg troede, at ’V’ ville fortsætte for evigt, og tv er større end film, fordi her er du i alles stuer et par gange om ugen. Vi var et stort hit, også internationalt. Jeg var allerede i Europa for at få priser for mini-serien i Milano, i Italien og i Paris, og jeg tænkte, det her er sjovt, og jeg kommer til at tjene en masse penge.

- Jeg troede, at jeg ville være på ’V’ for altid, så jeg tænkte, jeg må hellere få noget andet ud også. Jeg havde spillet rollen som bedste ven mange gange for store stjerner som Jeff Bridges, Arnold Schwarzenegger, Peter Strauss og Jan-Michael Vincent. Jeg var altid bedste-vennen - og af og til skurken.

- Jeg valgte at spille Freddy som modvirkning til populariteten fra ’V’. Det er den egentlige grund til, at jeg gjorde det – og så fordi, at den passede ind i mit skema. Så vild var jeg heller ikke med det fra starten af. Jeg ville gerne arbejde med Wes, han havde et omdømme a la David Lynch dengang.

Robert Englund er en meget levende historie-fortæller, som det kan ses her under vores interview i Göteborg.

Da Freddy blev en rockstjerne og Robert Englund crowdsurfede

Rollen som Freddy ændrede alt for Robert Englund, og inden længe blev han nærmest dyrket som en rockstjerne. Første gang det gik op for Englund, at det her var ude af kontrol, som han selv beskriver det, var på en tur i Italien til et award show, hvor han var ramt af jetlag:

- Jeg vågede tidligt, alle butikkerne var lukket med persiennerne trukket ned, men parken var åben. Den var fyldt med gamle, italienske bedstemødre, der var ude på dagens første hundeluftning eller den første tur med barnevognen, så mor og far kunne sove lidt mere inden arbejde. Jeg er helt alene i den her smukke, gamle park, den 6.30 om morgenen, og kan ikke finde nogle steder at købe kaffe.

- Så jeg går rundt i parken og bedstemødrene nærmer sig mig med ordene ”siñor, siñor” - og jeg troede, at det var på grund af ’V’. De klemte min kind, og en af dem sagde bogstavelig talt ”mamma mia” - og de genkendte mig som Freddy. Fordi i Europa respekterede voksne også horror-genren, ikke kun de unge som i USA på det tidspunkt. Dér vidste jeg, det var min første indikation på, at det her er ude af kontrol.

Men det stoppede ikke der, for selvsamme aften mærkede Englund for alvor sin nye status som horror-ikon:

- Til award-showet bliver jeg kørt i en Mercedes til La Scala. Vi bliver sat af ude foran, og jeg bliver flået væk fra min bil, og menneskemængden løfter mig op og bærer mig rundt ligesom til en punkkoncert. Jeg er i min smoking, min lejede smoking, og de råbte alle sammen Freddy.

- De kendte allerede til Nightmare, og jeg var der, og jeg lavede stadig ’V’. Så det var dér, at jeg vidste, at det var stukket af, og det var slet ikke til at styre.

Robert Englund blev som Freddy verdens næste store horror-ikon

DJ på MTV og det nye gyser-ikon

Strategien var også klar, for det var ikke kun biograferne, men også video-markedet, der blev oversvømmet med Freddy Krueger, og hvis du besøgte din lokale Blockbuster i 80’erne, så kunne du være sikker på at finde en papfigur af Robert Englund. Populariteten ville ingen ende tage:

- Vi lavede en Freddy-film nærmest hvert år eller halvandent år. Så lige når alle andre havde opdaget den forrige film, så udkom der en ny. Vi ramte også lige ned i MTV-generationen, jeg blev DJ på MTV, jeg blev vært på MTV, og vi var nummer 1 på VHS.

Det eneste Robert Englund kunne gøre var at omfavne sin nye status:

- Du kan ikke kæmpe imod video-revolutionen. Jeg blev så identificeret med Freddy, at jeg på et tidspunkt indså, at det var blevet ligesom Vincent Price eller Klaus Kinski, jeg var den nye horror-skuespiller, som de manglede. Jeg gik fuldt ind i den rolle, så jeg lavede flere gyserfilm.

- Jeg lavede ’Phantom of the Opera’, jeg lavede Stephen Kings ’The Mangler’ og fornyeligt lavede jeg en film kaldet ’Midnight Man’ og en anden én i England med Finn Jones fra ’Game of Thrones’, ’Last Showing’. Jeg blev internationalt kendt og udnyttede det. Og ved du hvad, når man bliver ældre, er det virkelig sjovt at tage til Italien og lave en film, eller Spanien og lave en film. Det er virkelig sjovt.

Den store succes som Freddy åbnede nemlig en masse døre for skuespilleren:

- Lad mig være ærlig, den ting jeg elskede allermest ved det her er, at Freddy, sammen med ’V’, gjorde mig til en international stjerne. Jeg var nu i stand til at begynde at lave film i Europa. Jeg startede med at lave film i Italien og Spanien, jeg lavede en film i Israel, Afrika, Rusland, Ungarn, Canada og Mexico.

- Så det blev en utrolig bonus, en fantastisk gave, som sker i nogle karrierer, da jeg blev internationalt kendt. Nu bliver jeg 72 år til juni, og jeg har lige afsluttet min 80. film, og jeg skal tilbage og lave noget nyt på tv som vært på Travel Channel, og det er alt sammen på grund af det. Det one-two-punch med ‘V’ og Freddy.

Freddy i en af de mere sjove øjeblikke i 'Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master'.

Da Freddy blev en vittighed

Den store produktivitet betød desværre, at Nightmare-filmene dalede i kvalitet, og Freddy-karakteren udviklede sig fra en dyster og mørkt morder til en mere goofy skurk med one-liners. En transformation Robert Englund ikke er helt tilfreds med i dag:

- I den originale film skærer Freddy sine fingre af og laver en joke. Freddy tager Tinas ansigt og bruger det som en maske. Freddy stikker sin tunge ud af en telefon og laver jokes ”I am your boyfriend now!”, du ved, han laver altid skæg. Så han var altid sjov.

- Men det, der skete var, at fansene elskede den her form for humor, og i senere efterfølgere i franchisen, udnyttede vi det mere. Og da vi nåede til del seks, ’Freddy’s Death’, var tiden nok løbet fra det - vi gik for langt. Men vi gjorde det med vilje.

- Problemet var, ligesom i del fire og fem, klipperen. Normalt ville vi filme en scene af to omgange, fx den på skrotpladsen i del fire med den unge afroamerikanske skuespiller. I den scene, hvor jeg dræber ham og stikker min klog i ham, skød vi det på én måde, hvor jeg krammede ham og gav ham ”the kiss of death”, og det var meget dystert. Og så optog vi en anden version, hvor jeg sagde en joke. Jeg kommer med en kvik bemærkning.

- Dengang kaldte vi dem en ’Dirty Harry’, du ved ”make my day” – det var bare Freddy, der sagde dem. Men det, der sker er, at det bliver meget nemt for klipperen at udnytte det, og på enkelte film skyndte vi os lidt, så vi kunne udkomme på specifikke premieredatoer. Og klipperen stolede for meget på vittighederne i stedet for den mørke slutning, og det blev meget nemt for dem at bruge det som et badum-tisch-lilletrommeslag.

- Vi gav dem det som en mulighed, men man valgte at understrege det alt for meget, hvis du spørger mig.

Robert Englund i den famøse sjette film 'Freddy's Dead: The Final Nightmare' (1991)

Robert Englund ville ændre filmene i dag

I dag er skuespilleren ikke i tvivl om, hvad han ville ændre:

- Jeg kan lide rigtig mange af mine one-liners, og der er sekvenser, som er surrealistiske nok, at de støtter joken. Freddy forvandler sig til et tv og dræber pigen, der vil være en tv-skuespillerinde, og siger ”Welcome to prime time, bitch”. Det er passende.

- Men det på lossepladsen eller et andet mørkt sted, så er det bedre bare at have det, som det var. Men hvis han skal forvandle en pige til en kakerlak, som er meget Franz Kafka-agtigt, så er det okay for Freddy at sige en vittighed. Klipperen stolede bare lidt for meget på det.

- Hvis jeg kunne gå tilbage og ændre noget, så ville jeg formentlig ændre del to, hvor vi lavede den fejl, at vi tog Freddy ud af drømmen ved festen ved swimmingpoolen. Alt vi behøvede at gøre var at vise, at en af dem sov, og det ville have virket. Fordi så kunne de have drømt, at Freddy gjorde det.

- Hele den første film er jo en præ-kognitiv drøm, hun drømmer det hele filmen, fordi i slutning er Johnny Depp i live igen. Du ser dem køre op til huset i bilen for at tage i skole. Hun har drømt, at de alle skal dø, og det gør, at de dør alle sammen, men de er ikke døde endnu. Så hvis jeg kunne gå tilbage, ville jeg fikse del to, og klippe nogle af vittighederne ud i del fire og fem måske.

De fik heldigvis rettet op på det hele med den syvende film, Wes Cravens 'New Nightmare', hvor karakteren fandt tilbage til et dystert sted. En film, som Robert Englund nævner som en af hans bedste oplevelser i hans karriere som Freddy:

- Det er den oplevelse, som jeg værdsætter mest. Mindet, som er tættest på mit hjerte var at arbejde på Wes Cravens 'New Nightmare', det var inde i 90’erne, i 1994 tror jeg, men vi havde alle nogle penge og succes på det tidspunkt. Wes havde styringen, han var forfatter og instruktør, og det var noget, som han lavede fra hjertet. En respons, hans kærlighedserklæring til fansene.

Robert Englund er ikke bange for at vise kløerne frem. Her til Sci-Fi-World i Göteborg!

Nightmare-filmene som familiefilm

Kærlighed til fansene har Robert Englund også. Karrieren som Freddy fortsatte i over 20 år, og selvom Englund i 2004 officielt pensionerede karakteren, så lever han stadig videre på conventions og messer over hele verden, hvor folk stadig står i kø for at få en autograf og møde den yderst snakkesalige, nu 71-årige herre.

Forholdet til fansene er ganske specielt, og det ser man også til Sci-Fi-World i Göteborg, hvor fans konstant flokkes omkring den fabulerende Englund:

- Det er mærkeligt, fordi du tænker aldrig på ’A Nightmare on Elm Street’ som en familieoplevelse. Men i Amerika, fordi video-generationen var så stor, så er der en hel generation af børn fra middelklassen i 80’erne, som ville tage ned i video-lejebutikken, og de fik lov til at vælge en film, som de kunne tage med hjem og se lørdag eller søndag med mor og far.

- De ville alle vælge den nye Nightmare on Elm Street-film, lige meget hvilken en det var, og se den derhjemme. Trykke på pauseknappen og se deres favorit sekvenser igen og igen, og spole den tilbage, og se hele filmen igen. Se mor og far blive bange, og nogle gange elskede mor og far det også.

- Jeg løber ind i fans nu, der er blevet ældre, og deres favorit minder med deres afdøde far eller en meget gammel mor er at spise en pizza, siddende på sofaen med et tæppe og sætte en Nightmare on Elm Street-film på, og se den med mor og far en lørdag aften. Det var deres ting.

Afslutter en smilende Robert Englund, der understreger, at han har lagt handsken og hatten på hylden rent filmmæssigt. Men som han også selv fortæller i vores interview, så er han Freddy for evigt - og det er i den grad noget, som den rutinerede skuespiller har omfavnet. Udover over at lave film, så flyver han nemlig også verden rundt på disse forskellige conventions, hvor han kan få lov til at interagere med de hungrende fans. 

Selvom vi nok aldrig får en ny film med Englund som Freddy, så forsvinder den uhyggelige karakter aldrig - og om ikke andet, så lever han videre i vores mareridt.

Det næste Sci-Fi-World kan opleves i Malmö den 30.-31. marts.

Redaktionens Hartvig var yderst begjestret for at møde og interview horror-ikonet Robert Englund.