Se den første officielle plakat til ny Hunger Games-film

'The Ballad of Songbirds and Snakes'
Billede
(© The Hunger Games: Mockingjay Part 2 / Nordisk Film)

Vi har allerede set en kort trailer til den nye Hunger Games-film The Ballad of Songbirds and Snakes, men nu kommer den første officielle teaser-plakat til filmen. Se den nederst.

Ligesom den første smagsprøve er der tale om gyldent artwork, som her signalerer titlens kamp mellem sangfugle og slanger. Omkredsen er roser, som er Præsident Snows symbol, og der er endda en krands med torne midt i billedet.

Filmen kommer til at omhandle den kun 18-årige Coriolanus Snow, der nu skal forsøge at redde sin families ære som mentor for den fattige Lucy Baird fra det 12. distrikt.

LÆS OGSÅ: Se den imponerende rolleliste til ny Hunger Games-film

Umiddelbart virker det som en tabt sag for Snow, hvis familie led et knæk efter krigen i Capitol, men Lucy viser sig at være en stærk deltager med gode vindermuligheder. Kan de to mon nå sejren sammen?

I rollen som Coriolanus Snow overtager den unge skuespiller Tom Blyth fra den garvede Donald Sutherland, som spillede den hårde leder i de oprindelige film.

Rachel Zegler fra Spielbergs musical West Side Story ses i rollen som den usandsynlige frontløber Lucy Baird, og Francis Lawrence vender tilbage i instruktørstolen, så filmen får helt sikkert samme stil som de tidligere Hunger Games-film.

The Ballad of Songbirds and Snakes får premiere den 16. november.

 

The Ballad of Songbirds and Snakes Nordisk Film