Ny dansk film bygger på selvbiografisk bestseller: "Hun er blevet styret med skyld og skam"

I dag er der biografpremiere på filmatiseringen af Den, der lever stille. Bogen, der er skrevet af Leonora Christina Skov, har taget Danmark med storm med 175.000 solgte eksemplarer og en kåring som ”Den bedste danske bog i 20 år” på sidste års Bogforum.

Historien bygger på Skovs egne oplevelser med sine forældre, der fra en tidlig alder fyldte hende med skyld og skam over, hvem hun var. En barsk og personlig fortælling, der må indgyde en vis ærefrygt for enhver filmskaber, der vil omsætte bogens ord til det store lærred.

LÆS OGSÅ: Bodil-vinderne 2023: Revanche til Sofie Gråbøl og Oscar-nomineret sejr

Instruktøren Puk Grasten, der er datter af den legendariske filmproducent, Regner Grasten, lægger ikke skjul på, at hun undervejs var endog meget bange for at træde forkert, men gennem et tæt samarbejde med Leonora Christina Skov blev projektet en realitet, der nu kan ses i biografen.

Vi mødte Puk Grasten til et interview om hende nye film, om at stå ved den man er og om at have Danmark som et skræmmebillede.

Foto: Andreas Bastiansen

Hvorfor ville du filmatisere ’Den, der lever stille’?

- Jeg har to sider af mig, bogen talte til. Allerførst mennesket. Hun havde sat ord på nogle tabuiserede emner, og man kunne bare mærke, at hendes rå følelse af, hvad der var sket, gjorde… Jeg ved ikke hvad hun gør, men man har sat sit eget liv ind i hendes historie. Selvom jeg ikke kommer fra en dysfunktionel familie, så var det bare følelsen af at være anderledes. Jeg går anderledes, og jeg har svært ved at være i det danske samfund. Der er noget i det danske samfund, hvor det er svært at være anderledes.

- Hun har dét at være at lesbisk, jeg har det at gå anderledes, nogle andre har noget tredje. Vi har så meget bagage med os, vi ikke tør at tale om, men som gør, at vi undertrykker os selv i stedet for bare at udvikle os, og det er dén, jeg synes, der er så dejlig. Den giver ligesom den der trygge base til at tale om noget utrygt. Jeg syntes, det var så befriende.

- Og så som filmmageren i mig, den helt nørdede del, kunstneren i mig, var bare sådan: Det her er jo en vild historie, altså indholdsmæssigt og måden den er fortalt på. Men i filmbranchen er der så mange af de dér algoritme-film, hvor vi tager folks data og vaner, vi analyserer det. Og det er nærmest som om, at det er en viden, vi har fået, men vi bruger det mod publikum, for det er bare sådan: Nu giver vi jer mere af det samme, nu er I trygge, nu må I ikke lære noget mere om jer selv eller åbne op og prøve at se noget nyt, nu skal I bare have mere af det samme. I skal have skyklapper på, ikke se på verden, men bare føle jer sikre i det hele.

- Men heldigvis kan man godt få lov til at lave noget, der ikke er algoritme. En døende mor og kræft, det sælger ikke, men du kan fortælle det på en anden måde, så det bliver indlevende, så publikum kan se sig selv i det. Og du kan også gøre det på en vild måde. Så jeg er bare sådan: "Yes, hun har bevist det. Se selv!" Og det er jo svært for dem, der skal komme - institutter og tv-stationer - og sige: "Det går ikke", for det er bare sådan: "Altså, se på produktet. Publikum har sagt, at det går". Så derfor fik jeg også lov til at have frie hænder med denne her film. Både fra Leonora, men også fra dem, der skal give pengene.

Foto: Andreas Bastiansen

Forholdet mellem Leonora Christina Skov og hendes forældre er mildest talt anstrengt. Kan du uddybe det forhold?

- Det er godt nok hårdt. Altså hun har fra barnsben lært af at blive styret med skyld og skam. "Lær at sige undskyld, sig nu undskyld", og det er jo svært, når det er blevet inkorporeret så meget i dit mønster, at så skulle slippe ud af det. Fordi skammen bliver en slags usynligt fængsel: "Hvis du gør det her, gør du mor ked af det. Hvis du gør det her..." altså hele tiden, så begynder man jo bare automatisk at agere sådan: "Hvad ville de nu sige til det, hvis jeg gjorde det her".

- Det, at hun står oprejst overhovedet som menneske, men også er den person, hun er, og tør at gøre alle de dér ting, er jo for sindssygt. Folk har sagt til mig: "Du er så modig, du rejste ud i udlandet, og du gør alle de ting og laver alle de her film", men jeg har gjort det med noget familie, der har støttet mig, ikke? Altså grebet mig og sagt: "Gør det, vi står bag dig" og "Vi kommer og besøger dig" og "Kom hjem til jul" og alle de dér ting. Hun har fået at vide: "Jamen, hvis du gør det, så kommer du ikke hjem til jul, fordi vi gider ikke at se dig".

- Kernen i bogen for mig var den dér treenighed, fordi det bliver jo også et symbol på samfundet, der prøver at kontrollere dig, og hvordan er de her forældre blevet til det, de er. Hvad er det, der har gjort, at de har afskrevet deres eget barn? Vi har jo et instinkt i os, der hedder at beskytte vores barn imod alt i hele verden. Rotter har det - og vi mennesker har det bestemt også, men der er noget, vi mennesker har skabt, der er blevet større end det, og det er det, jeg synes, der er sindssygt.

- De [forældrene, red.] vil så gerne være normale, at de bliver unormale i alle deres handlinger. Det er jo spændende, at nogle mennesker er blevet inkorporeret så meget i dem, at de vælger at sige: "Vi vil ikke have noget med vores eget barn at gøre. Hun er unormal".

Foto: Andreas Bastiansen 

Du har ikke lavet en 1:1 filmatisering af bogen, men fortolket og skabt dit eget værk. Hvorfor gjorde du det?

- Jeg brugte rigtig lang tid på research. Over et år. En stor del var selvfølgelig forfatterskabet, breve, dagbog, teater og billeder, men en stor del var også, at jeg mødte læserne, fordi Leonora har haft sådan noget, jeg tror det er 150 udsolgte foredrag. Så jeg tænkte: Gud, et kæmpe ansvar jeg har og ærefrygt over materialet, for de nævnte jo, at det var dén del i bogen, der tiltalte dem, og de så det i dén scene og i dén karakter og alle tingene også. Så jeg prøvede ligesom at sige: Nu skal jeg gøre alle glade. Så jeg tog alle scener fra bogen, altså alle scener, det handlede om, og så lavede jeg så en kronologisk rækkefølge og havde alle karaktererne med og prøvede ligesom at fortælle det hele og tænkte: Nu må alle være glade. Problemet var bare, at der var intet i det. Du kan ikke lave den vild som bogen og fortælle alt samtidig på film.

- Og min mission fra starten af var at filmatisere følelsen, som jeg sad med - den dér knugen i maven og den humor fra bogen og alle de ting der, jeg havde lovet mig selv, at det var dét, der var det vigtige. Det var en forvasket version af bogen. Så jeg blev nødt til at tænke på: Hvad er der for nogle følelser, læserne har snakket om, når de har snakket om bogen? Hvad i deres eget liv, der har rørt dem. Og det blev meget den dér treenighed og forældrene og det var angst, skyld, frygt og klaustrofobi også, og så også humoren fra bogen. For humoren, når det er så absurd, det der sker, når livet bliver så absurd og ting er hårde, at man ikke kan lade være med at grine som forsvarsmekanisme. Så jeg tænkte: Okay, de ting skal ind i det. Drop de andre ting, og så prøver jeg at slippe mig helt løs, og så lade den komme intuitivt.

LÆS OGSÅ: Ny prisvindende dansk film er indspillet over 13 år: Man er "in for a ride"

Samtalerne mellem Leonora og Puk dykkede ned i den litterære stil, som forfatteren har søgt inspiration i. En stil man normalt ikke hører så meget om, men som passer glimrende på 'Den, der lever stille' med sin fortælling om en hovedperson, der aldrig rigtigt passer ind.

- Det er også derfor, den er fortalt i denne her tone og genre, fordi jeg gik også, hvad kan man sige, jeg var detektiv i hendes liv. Jeg gik ligesom på jagt. Hvornår har du skrevet fiktion om virkeligheden? Fordi forældreforhold har hun jo skrevet om igennem hele forfatterskabet, det har altid været mødre, der ikke formår at elske deres børn og kvinder, der skaber en ny identitet, for ligesom at slippe ud af noget, altså fra en familie især. Og den genre er altid skrevet som gotisk uhygge, som hun kalder for queer gothic fra Shirley Jackson og Frankenstein og Black Swan i nyere tid. Det handler om, at queer monstrene helst skal dø eller blive sindssyge til sidst, fordi så er det normale igen genoprettet.

Foto: Framegrab / Nordisk Film 

Hvor meget talte du med Leonora Christina Skov undervejs i processen?

- Hele tiden. Hvis jeg skal lave fortolkningen, som vi snakkede om fra starten, Leonora og jeg, så skal tilliden jo også være der. Så jeg skal være gennemsigtig, og det er på mange måder også ret grænseoverskridende for en filmkunstner at dele tanker, der ikke er tænkt igennem, men jeg ville bare være åben omkring: "Jeg har denne her idé, det skal foregå på hospice" og forklare hende, hvorfor jeg har tænkt på det, og hvorfor jeg gør de her ting, også selvom jeg ikke helt vidste endnu, hvorfor det skulle gøres. Men det var fint, for hun tog så godt imod det, og hun er jo også selv kunstner, så hun forstår jo også processen, at der er ting, der tager tid, og at en idé skal få lov til at udvikle sig.

- I researchen læste jeg jo alle interviews med hende og debatter og alle de ting, fordi hun har jo været så meget udskældt i medierne også for at være den hårde feminist. Jeg kunne ikke finde noget, hvor hun gik imod noget, jeg tænkte på. Alt var jo bare sådan: "Lige rettigheder til mænd og kvinder og folk med forskellige seksualiteter, og der er jeg bare sådan: "Ja, det lyder meget godt".

Puk Grasten havde ligesom Leonora Christina Skov en udfordring med det etablerede Danmark:

- Jeg rejste selv til udlandet, fordi jeg følte, at jeg kunne være fri der. Men hun er bare fri i det land, jeg altid har haft lidt som skræmmebillede af. Dermed tænkte jeg: "Puha, kan man være fri her?" Og det er absurd, at man snakker om at kunne være fri her, men vi lever jo på løgnen omkring, at vi er foregangsland for homoseksuelle ægteskaber og kvinderettigheder og alle de ting, men vi har bare stået lidt i stampe siden 1970'erne. Danmark er et sjovt land, fordi vi bliver altid brugt som et billede på det gode og socialismen og så alle ting med rettigheder.

Meget af det, som Puk Grasten finder problematisk i den danske mentalitet ligger i det usagte. Og i at vi på en eller anden måde stiller os tilfredse med det utilstrækkelige.

- Men den er svær. Der er noget kontrol, som er sværere at snakke om, fordi der ikke er noget kastesystem eller et eller andet, det er så latent det hele, så man får også tit at vide, når man brokker sig: "Vi har det jo meget godt her, prøv at tænke på de andre". Jamen, det er jo stadigvæk ikke godt. Vi har jo stadigvæk ikke ligeløn, vi har stadigvæk ikke de samme rettigheder på nogen måder. Man må godt brokke sig over det, og man må også godt brokke sig over, at man bliver diskrimineret, men det er bare så svært, fordi det ikke er så tydeligt. Det bliver mellem de der usynlige tråde, jeg synes, det er så spændende omkring, netop med at ting bliver styret med skyld og skam, det er svært at sige.

- Men det var dét, fordi forældrene slog hende jo ikke, hun kom jo ikke i skole med blå mærker eller noget som helst, så der er ikke nogen, der gør noget. Så det er dén, jeg synes, der er så spændende i hendes historie og i samfundet omkring, den er så svær, man bliver sådan meget skrige-under-vand en gang imellem. Så det er derfor, jeg synes, det har været så spændende at komme og lave sådan en slags film, folk har connected så meget med. Fordi der er så meget bag lukkede døre herhjemme i det hyggelige Danmark, hvor der sker nogle ting, der ikke er nogen, der tør at tale om, fordi "vi har det jo meget godt" og "nu er der jo andre, der har det værre" og "vi skal heller ikke ødelægge den gode stemning, vel?"

’Den, der lever stille’ er aktuel i biografen – find dine billetter her.

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)