Dansker har lavet 'John Wick 4' med Keanu Reeves: "Han presser sig selv til det yderste"

Interview med fotograf Dan Laustsen
Billede
(© Nordisk Film)

Hollywood-stjernen Keanu Reeves har flere årtiers erfaring med action-genren, og nu er han igen biografaktuel i et brag af en actionfilm med John Wick: Chapter 4.

Bag kameraet står den dobbelt Oscar-nominerede dansker Dan Laustsen, der også var fotograf på de foregående to John Wick-film. Og i forbindelse med premieren på den nyeste film om lejemorderen John Wick fangede vi den travle fotograf over telefonen.

Danskeren havde udelukkende rosende ord til hovedrolleindehaveren, der ifølge ham var en inspiration til alle andre på filmholdet:

- Det er jo en fantastisk film at lave, når man er sammen med Keanu Reeves - han er jo en fuldstændig utrolig stolt mand, han er en fuldstændig utrolig skuespiller og et helt lovværdigt menneske.

- Altså han trækker alt op på et højere niveau. Han sætter barren så højt, så vi alle sammen bare vil prøve at følge med og lave noget så godt, som vi overhovedet kan.

 

Læs også: Se videoen: Keanu Reeves gør dig klar til 'John Wick 4' på 60 sekunder

- Det kan ikke blive godt nok, det kan kun blive det bedste, og det er jo også inspirerende at arbejde på den måde.

Den 58-årige Reeves har tydeligvis styr på sine kampteknikker. Men vi var alligevel nysgerrige på, hvor mange af 'John Wick: Chapter 4's mange, mange actionscener stjernen selv står bag, og hvor meget stundmænene må træde til:

- Altså han laver rigtig meget. Jeg kan ikke sige præcist hvor meget. Han laver så mange stunts, som han kan komme til.

- Det er klart, når han falder ned af alle mulige trapper, men så er det jo ikke ham, fordi han er jo en voksen mand efterhånden. Men han laver jo næsten alle slagsmålsscenerne selv, og mange stunts laver han også selv.

- Men det der er farligt, laver skuespillerne ikke selv. Vi skal jo bruge dem den næste dag.

 

Læs også: Optagelserne til 'John Wick 4' beviser, at Keanu Reeves er Hollywoods sødeste mand

- Men han er jo en fantastisk mand, og han presser sig selv til det yderste. Nu har jeg lavet tre film med ham, og han er jo et vidunderligt menneske, så det er meget inspirerende at arbejde med nogen som ham.

Dan Laustsen uddyber efterfølgende, at dette pres, Keanu Reeves putter på sig selv, kommer til udtryk gennem perfektionisme og selvkritik:

- Han ved, hvordan en stuntscene skal se ud, og han kan martial arts og ved, hvordan sådan en scene hænger sammen. Når han så ikke føler, at han gør det rigtigt, så er han sin egen værste kritiker. Så bliver han så ked af det og vred på sig selv.

- Ham og Chad [Stahelski, instruktøren red.] er jo gamle, gamle venner fra The Matrix-tiden, hvor de begge to selvfølgelig var yngre, som vi alle sammen var dengang. Så der kunne de gøre mange flere ting. 

- Keanu vil hele tiden lave det perfekt, og det bliver jo også perfekt, men det er jo bare nogle gange en lang vej, fordi det er så hårdt og fysisk udmattende.

- Jeg fatter ikke, hvordan han gør det. Men det er jo superfedt.

'John Wick: Chapter 4' kan ses i biografen nu - find dine billetter her.