Nye og gamle ansigter mødes i fortsættelsen
29 år efter Nattevagten fra 1994 vender Ole Bornedal tilbage til universet med Nattevagten - dæmoner går i arv. Nu er de to første og dystre billeder blevet offentliggjort.
Se billederne nederst i artiklen.
Det første billede viser Fanny Leander Bornedal i rollen som Emma med en trukket pistol, og Nikolaj Coster-Waldau som hendes far Martin, nattevagten fra den første film.
På det andet stemningsfulde billeder finder man igen Emma, der er på besøg i Wörmers (Ulf Pilgaard) isolationscelle.
LÆS OGSÅ: Top 10 - Nikolaj Coster-Waldaus bedste roller
Udover Fanny Leander Bornedal (Skyggen i mit øje og 'Carmen Curlers') som nyt ansigt i universet, finder man også Paprika Steen som politikvinden Kramer, der er i gang med efterforskningen af en række nye brutale mord.
Endvidere tæller rollelisten bl.a. også nye navne i Nattevagten-regi som Sonja Richter som politipsykologen Gunver, Alex Høgh Andersen er Emmas loyale kæreste Frederik, mens Nina Rask er Emmas gode veninde Maria.
Øvrige nye ansigter inkluderer bl.a. også Christopher Læssø, Casper Kjær Jensen og Vibeke Hastrup med mange flere.
LÆS OGSÅ: Ole Bornedal afslører den nye hovedrolle i 'Nattevagten 2'
Nikolaj Coster-Waldau er som sagt tilbage som Martin, Kim Bodnia gentager sin rolle fra den første film som Jens og så portrætteres Wörmer atter af Ulf Pilgaard.
Ole Bornedal har både skrevet og instrueret 'Nattevagten - dæmoner går i arv', som han også gjorde det med den originale 'Nattevagten' samt den amerikanske genindspilning fra 1997: Nightwatch.
I fortsættelsen er begivenhederne her små 30 år senere ikke glemt. Martins datter Emma tager nu jobbet som nattevagt, hvor hendes far også indfandt sig de mange år forinden. Snart sættes en kæde af skæbnesvangre begivenheder dog i gang - og et blodigt hævntogt venter forude.
'Nattevagten - dæmoner går i arv' har biografpremiere den 25. december 2023.
Foto: Christian Geisnæs
Foto: Christian Geisnæs
Således lød rygtet tilbage ‘94, før filmen fik premiere…
Nu vil jeg godt (1 år i forvejen) gi’ et seriøst skud på HVEM der er ny morder i NATTEVAGTEN 2, og hvorfor filmen bærer undertitlen: DÆMONER GÅR I ARV. Ligesom alle andre danskere ved jeg ikke meget om filmen, og kan sagtens tage helt fejl her! Men lige først, hvad vides så med sikkerhed? = Kun at en kort synopsis er blevet offentligt i efteråret 2022. Kort fortalt skrives det, at Martin (Coster-Waldau) 30 år senere stadig hjemsøges af begivenhederne, som han oplevede dengang; han er blevet en skygge af sig selv. Endnu værre er det gået Kalinka (Sofie Gråbøl) som endte med at tage sit eget liv. Sammen nåede de at få datteren, Emma, spillet af Fanny Bornedal (“pudsigt” sammentræf) Emma, som ung voksen, vil nu til bunds i hvad der skete på retsmedicineren dengang, da farmand ikke er skide snaksagelig om episoden, og derfor opsøger hun Peter Wörmer (Pilgaard) i hans isolationscelle.
Dét er alt der vides med sikkerhed… Nåååh ja, og så har Emma også en kæreste, spillet af Alex Høgh Andersen. Alex er kendt fra Vikings, og alle der har set hans præstation heri VED, at han er kendt for intensitet, og så har han også et piercende PSYKOPAT-blik, når han ønsker at vise det (haha)
Here it is: Jeg spår hermed, at Emmas kæreste er Peter Wörmers barnebarn, som han af egen agenda naturligvis skjuler. Da underlige ting igen begynder, at hænde på retsmedicinsk institut, da er det barnebarnet der står bag, for at hædre farfars minde - alt sammen for at fucke med Emma og vores andre protagonister.. “Bedstefar var jo bare misforstået, og han så noget oprigtig smukt i, at have sex med lig; de skal da også have kærlighed? At bedstefar slog ludere ihjel var kun, fordi de alligevel ikke havde det godt.. Hva’ er problemet?”. Således kan en psykopat nemt tænke, og mon ikke Emmas kæreste sagtens ku’ bære rundt på de samme ARVENDE DÆMONER, som bedstefaren har? Yes, bring on the title! De fleste vil uden tvivl tro at undertitlen, “dæmoner går i arv”, hentyder til Emma, som bærer sine forældres dæmoner i sig.. Men så tænker jeg lidt; Hvilke dæmoner? Tilsyneladende er hun ikke en “skræmt lille mus”, ellers opsøger man sgu ikke det samme job, samme sted, hvor farmand også havde sit, blot for at komme til bunds i en tydeligt dyster og gammel historie. Men jeg forstår godt hvorfor det er det mest oplagte for folk at tro, at det er Emma, som undertitlen menes til (og lur mig om ikke også Ole Bornedal udemærket godt ved netop dét?) Jeg tror undertitlen bevidst er misledende, da den ikke refererer til Martin og Kalinka’s datter, og i virkeligheden til barnebarnet af Peter Wörmer ;-)
Der anes intet om, hvor længe Emma vil have været i forhold med Alex’s karakter, men jeg tror allerede de vil have været i et længerevarende forhold, når vi introduceres til dem. Emma vil opsøge jobbet på retsmedicineren for, at komme tættest på stedet og arkiverne, ligesom hendes far var det. Nu begynder gamle velkendte, ubehagelige scenarier at finde sted, her med Emma som hovedperson. En eller anden ønsker, at gøre Emma ligeså skræmt, som en vis anden gjorde det med hendes far, 30 år tidligere. Der skal leges, før der skal snittes! Alt sammen for at hædre -og hævne bedstefar, som aldrig formåede at fuldende sit eget værk, dengang.. Sikke smukt og poetisk ;-)
Det kan sagtens være, at Wörmer undslipper sin celle i sidste akt (mon ikke!) og går på drabstogt med barnebarnet, men i størstedelen af filmen vil han sikkert forblive isoleret og mere agere, som Hannibal Lector-type, som vores hovedpersoner opsøger for at få “råd”, ligesom Clarice Starling gjorde det med Hannibal i Ondskabens Øjne. I dette tilfælde vil Wörmer bare mere fucke med Martin, Jens og Emma, end han rent faktisk vil prøve og hjælpe dem (i sidste ende) For mig er det ret simpelt: KUN at have Wörmer tilbage, som potentiel undsluppen morder, er IKKE nok denne gang :-) Dét vil der intet nyt MYSTERIE eller overraskelses-moment være i. Nej, der skal også en NY morder på færde, for at holde publikum i spænd, og dét skal naturligvis være en med særligt familiært bånd, til go’e gamle Peter Wörmer ;-)
I hørte det bogstaveligt talt HER først, et lille år i forvejen ;-) = Alex Høgh Andersen er barnebarn af Wörmer, og HAN er den nye morder i den kommende film.
Peace out.
Log ind for at få personlige anbefalinger ved at anmelde film med 1-6 stjerner.