Efter frygt for aflysning: Keanu Reeves vender stadig tilbage i ikonisk superhelte-rolle

Pyha!
Billede
(© WARNER BROS. / EVERETT)

I en tid, hvor flere store filmuniverser kan gennemgå rokeringer af seismiske proportioner i tide og utide, kan fans ofte blive i tvivl, om vi nogensinde får lov at se selv bekræftede filmprojekter.

Dette var for nylig tilfældet blandt fans af den kult-klassiske superheltefilm, Constantine, med Keanu Reeves i hovedrollen. Det blev nemlig bekræftet tilbage i september, at Warner Bros. ville lave en efterfølger til filmen fra 2005.

Men da de nye kreative chefer hos superheltefilmselskabet DC Studios, James Gunn og Peter Safran, i forrige uge afslørede deres længe ventede række af projekter, der skulle forme DC’s samlede superhelteunivers fremadrettet, var fans hurtige til at indse, at Constantine-efterfølgeren manglede på listen.

Det fik mange til at mistænke, at filmen muligvis har mødt samme skæbne som den nyligt aflyste film 'Batgirl’, der ellers var færdigfilmet, men som fik trukket stikket, før vi kunne se den udgivet. En enkelt Hollywood-insider proklamerede endda dristigt i et nu slettet tweet, at efterfølgeren ikke ville se dagens lys.

 

LÆS OGSÅ: DC annoncerer 10 superhelte-projekter: Fra ny Superman og gyserfilm til Batman & Robin

Alle kan dog ånde lettet op, da en talsmand fra Warner Bros. nu har bekræftet overfor Entertainment Weekly, at filmen stadig er på sporet og er en del af Gunn og Safrans planer.

I superheltefilmen fra 2005 følger man den overnaturlige eksorcist og dæmonolog, Constantine, der hjælper en kvindelige betjent med at efterforske hendes søsters umiddelbare selvmord – som er mere end, hvad det ser ud til.

Constantines univers er kæmpestort og med masser af potentiale, så der er ingen grund til at bakke ud nu.

Mens Keanu Reeves de senere år har slået sig fast som aldrende actionhelt i John Wick-serien, vendte han forrige år ligeledes tilbage til en anden ikonisk rolle, da han spillede Neo i Matrix 4: Resurrections.

Man kan næste gang opleve Keanu Reeves i 'John Wick 4', der har premiere d. 23. marts.