Bjørn på kokain går amok: Her er den sande historie, som ny vanvittig film er baseret på

Filmen tager dog en noget anden drejning end virkeligheden
Cocaine Bear
(© Cocaine Bear (UIP))

Man skulle måske ikke umiddelbart tro, at den sorthumoriske dyregyser Cocaine Bear er baseret på en sand historie. Det er ikke desto mindre tilfældet, selvom virkeligheden dog ikke her overgår filmen.

I 'Cocaine Bear' går en stor bjørn nemlig amok efter at have indtaget i kilovis af kokain, der er blevet smidt ned over skovene i Georgia i USA, da det går galt for en smugler i et fly.

Det bliver starten på kokainbjørnens vanvittige dræbertogt i skoven, hvor man bl.a. også møder en håndfuld kriminelle, en parkbetjent samt en mor og hendes datter og datterens ven, der alle bliver jaget vildt.

 

LÆS OGSÅ: Mere end 160 glubske hajfilm du kan kaste dig sultent over

Ligesom filmen udspiller sig i midten af 1980’erne, var det også her, at den sande historie, der ligger til inspiration for den sorthumoristiske film, fandt sted.

Det var nemlig her, at nyheden om en kokainsmugler og en bjørn indfandt sig i medierne få dage får jul. Således fandt man en nyhed i United Press international, der blev bragt i The New York Times den 22. december i 1985:

- En sortbjørn på 175 pund døde tilsyneladende af en overdosis kokain efter at have opdaget et parti af stoffet, fortalte Georgia Bureau of Investigation i dag. Kokainen blev tilsyneladende kastet fra et fly fløjet af Andrew Thornton, en dømt narkosmugler, der døde 11. september i Knoxville, Tenn., fordi han bar en for tung last, mens han hoppede ud i faldskærm.

 

LÆS OGSÅ: 15 grufulde dyregys - fra kæmpehaj til dræber-alligatorer

Men hvor bjørnen i 'Cocaine Bear' altså bliver yderst morderisk af at indtage kokainen, så døde bjørnen i virkeligheden af sit indtag, som det står videre i artiklen:

- [...] bjørnen blev fundet fredag ​​i det nordlige Georgia blandt 40 åbnede plastikbeholdere med spor af kokain.

Bjørnen blev altså opdaget i bjergene i Fannin County, tæt på Tennessee. Her blev den ifølge en artikel fra 1985 i AP News fundet tæt på en taske og 40 pakker med kokain, der var blevet revet op og spredt ud over området.

'Cocaine Bear' har biografpremiere den 23. februar.