Nicolas Bro blev klippet næsten helt ud af sin Spielberg-film: "Jeg fik en depression"

Danskeren fortæller om sit udenlandseventyr
Billede
(© War Horse / Dreamworks Pictures)

Nicolas Bro er lige nu biografaktuel i Kagefabrikken, hvor han spiller hovedrollen som fabriksejeren Niels, der er på fallittens og selvmordets rand, da en uventet redning dukker op.

I forbindelse med den nye film har den 50-årige skuespiller besøgt vores podcast til en snak om karrieren, og her kommer vi blandt andet ind på danskerens udenlandseventyr.

I 2010 var Nicolas Bro nemlig klar til at tage det næste skridt i karrieren og prøve sit talent af uden for Danmarks grænser.

Højest opsigtsvækkende og til stjernens egen overraskelse havde Steven Spielberg udset sig danskeren til en central rolle i sin næste film War Horse – og herfra gik det stærkt!

Nicolas Bro fortæller i podcasten om den vilde oplevelse med den amerikanske stjerne-instruktør som endte med en nedtur, da størstedelen af Bros scener blev klippet ud. Lyt med her – eller på din foretrukne podcast-tjeneste:

Løj om sine rideevner

Nicolas Bro fortæller i podcasten, at casting-processen var overraskende enkel. Han lavede et såkaldt "self-tape", og herefter var den krævende rolle danskerens.

Et problem var dog, at Bro havde løjet og sagt, at han sagtens kunne ride. Derfor gik der ikke længe, fra rollen var i hus til, at han sad på en hest og blev lært op.

Herefter gik turen til England, hvor han i første omgang brugte fire uger i stalden med at lære alt om heste og køretøjerne fra tiden omkring 1. Verdenskrig.

Derefter gik optagelserne i gang:

- Jeg havde ti dage på set, som på en måde var alene med ham [Spielberg, red.]. Det var ret vildt, der var altså bare lige tusind mennesker på set, og så var der 250 statistister, og så kom der en gang imellem lidt officerer ind og råbte ad mig. Men det var jo mig og hesten. Så det var jo totalt luksus. Det var en kæmpe oplevelse, fortæller skuespilleren.

 

Rystet over at være klippet ned

Men da Nicolas Bro så den endelige film et år senere, gik det op for ham, at mange af de centrale scener med hans karakter Friedrich var blevet klippet ud af den endelige version:

- Min rolle blev klippet temmelig meget ned. Der var faktisk syv kapitler i den film, og jeg havde mit eget kapitel.

Stjernen vurderer selv, at en hel del med ham er fjernet:

- 2/3 dele er blevet klippet ud. Den er blevet klippet rimelig hårdt ned. Jeg havde sådan fem-seks monologer. Han [karakteren, red.] talte hele tiden i monologer og talte til hesten, og de blev alle sammen klippet ud.

Bro kalder sin første visning af 'War Horse' for rystende:

- Jeg så den i London, og tænkte "Nå. Nu kommer jeg… Hvad? De hoppede til slutningen". Så hoppede de til slutningen. De startede med den første scene, og hoppede så til de sidste to scener.

- Jeg blev rimelig rystet, må jeg indrømme. Jeg tror, jeg gik rundt i London i en time eller sådan noget. Bare for mig selv. Jeg havde min agent med, og jeg sagde: "Du må gøre noget andet. Jeg går lige rundt."

- Jeg havde ikke overvejet det [at de ville klippe ham så meget ned, red.]. Jeg havde været skidebange for, at de skulle skifte min stemme ud, fordi det vidste jeg også, at de kunne finde på - uden at spørge mig. At min accent ikke var god nok eller et eller andet, men det havde de dog ikke.

Spielberg gav "den bedste anmeldelse, jeg nogensinde i mit liv har fået"

En af de ting, som havde sat danskerens forventninger helt i vejret, var en mail, som han modtog fra Steven Spielberg umiddelbart efter, at hans optagelser på filmen afsluttet:

- Jeg fik en mail fra ham, som er den bedste anmeldelse, jeg nogensinde i mit liv har fået. Bare sådan seks-otte linjer, hvor han skrev, at han syntes, at jeg var vidunderlig, og han var så begejstret for at skulle præsentere mig til et amerikansk publikum. Og der kom jo aldrig en skid ud af det selvfølgelig. Men lige dér tænkte jeg: "Fuck. I made it".

Oplevelsen på 'War Horse' har på mange måder afholdt Nicolas Bro fra at lave mere i udlandet:

- Det er ikke noget, jeg gør mig i. Jeg fik en depression over det, som jeg her på 12. år stadig ikke ved, om jeg er ude af egentlig. Det må jeg indrømme.

- Jeg havde også fået kørt mig selv op, der gik jo et år, og han sendte den der mail til mig, altså jeg kan ikke forklare dig, hvor overskudsagtig den var. Det var, som om han fødte mig dér. Han skrev nogle ting, hvor jeg tænkte: "Det kan kun gå én vej!". 

- Før folk havde set filmen, var der også jungletrommer på Gold Derby om Oscar-nomineringer, og jeg vidste bare, at i teaterverden - hvor filmen kommer fra - der var det dén rolle [Nicolas Bros rolle, red.], som man nominerede. Så jeg vidste, havde man ramt den så...

- Hele 2011 - indtil den kom - fik jeg bygget for meget op inde i mit hoved, og da jeg den dag i London så, at jeg var klippet så meget ned, så skete der et eller andet inde i hovedet på mig. Jeg har lavet meget få self-tapes siden.

Nicolas Bro kan lige nu ses i komedien 'Kagefabrikken' i de danske biografer.