Godfather-instruktørs svinedyre sci-fi-film er ved at kollapse: "Det er galskab"

Francis Ford Coppola og Adam Driver afviser historierne
Billede
(© Star Wars: The Rise of Skywalker / Disney)

Francis Ford Coppola har for længst slået sit navn fast i filmhistoriebøgerne med mesterværkerne Godfather-trilogien og Apocalypse Now.

Men onde tunger vil sige, at det er mange år, hvis ikke årtier siden, at den 83-årige instruktør sidst lavede en god film.

Det har ikke afholdt legenden fra at kaste sig ud i et nyt mastodontisk projekt, som han selv har finansieret med 120 millioner dollars (ca. 830 millioner danske kroner) af egen lomme.

 

LÆS OGSÅ: Nicolas Bro blev næsten klippet helt ud af sin Spielberg-film: "Jeg fik en depression"

Titlen er Megalopolis og beskrives som en episk science fiction-film. Den følger en arkitekt, der vil genopbygge New York som et Utopia efter en katastrofe har ramt storbyen.

Instruktøren har samlet en imponerende rolleliste, der tæller Adam Driver, Nathalie Emmanuel, Forest Whitaker, Laurence Fishburne, Jon Voight, Talia Shire, Shia LaBeouf, Jason Schwartzman og Dustin Hoffman.

Den ventede film er begyndt på optagelserne i Atlanta, men nu, halvvejs igennem processen, truer det gigantiske projekt med at kollapse under sin egen vægt.

'Megalopolis' har nemlig i sidste uge mistet både sin production designer og supervising art director, mens Coppola efter sigende selv fyrede det meste af afdelingen for visuelle effekter i december.

Flere kilder fortæller til The Hollywood Reporter, at tilstandene minder om Coppolas førnævnte klassiker 'Apocalyse Now', som er berømt og berygtet for sin ekstremt kaotiske produktion. Den endte alligevel med at vinde to Oscar-priser.

Den 83-årige filmskaber har ikke lavet en effekttung film tidligere i karrieren, og han har i processen med filmen måtte skifte dyrere, moderne løsninger ud med green screen.

 

LÆS OGSÅ: Nyt i biografen: Disse 7 film glæder danskerne sig mest til denne vinter

En repræsentant fra det fyrede hold fra den visuelle afdeling udtaler, at det var held i uheld at blive afskediget fra det ambitiøse projekt:

- Det var ren galskab at være på settet.

Kilder sår ligeledes tvivl om, hvorvidt 'Megalopolis' kan gennemføre de planlagte optagelser, der skulle strække sig over 80-90 dage. 

Francis Ford Coppola har efter artiklen været ude og afvise historierne hos Deadline:

- Jeg elsker mit hold, jeg elsker, hvad jeg får hver dag, jeg holder tidsplanen og budgettet, og det er, hvad der er vigtigst for mig.

Instruktøren afviser diverse anklager om kaos og galskab, men erkender, at der har været en udskiftning. Han forklarer om fyringerne, at det handlede om at spare penge, og han har ikke meget til overs for de anonyme kilder:

- Til dem siger jeg: Ha, ha, bare vent og se.

 

LÆS OGSÅ: Golden Globe-vinderne 2023: Spielberg-triumf og vildt comeback

Hovedrolle Adam Driver har også været ude og reagere på artiklen fra The Hollywood Reporter:

- Alt er godt her. Jeg er ikke sikker på, hvilket set de taler om! Jeg kender det ikke! Jeg har været på set, der var kaotiske, og det er det her langt fra.

Instruktøren slår fast, at 'Megalopolis' vil afslutter optagelserne i foråret. Han afslører ligeledes, at han planlægger en stor biografpremiere. Den har dog ingen distributør på nuværende tidspunkt.