Alt vi ved om 'Avatar 3': Harry Potter-stjerne, ild-Na'vier og mulig titel

Klar til mere Pandora?
Avatar: The Way of Water / Disney
(© Avatar: The Way of Water / Disney)

Efter 13 år landede Avatar 2: The Way of Water langt om længe i biografen sidste år og har gået sin sejrsgang over hele verden. Den er nu den 3. bedst indtjenende film.

Med mesterindstruktøren James Camerons 'Avatar: The Way of Water' snart på streaming og optagelser til endnu flere efterfølgere allerede i kassen, er vi godt på vej mod Avatar 3 - og endda endnu videre, da den legendariske filmskaber har planlagt at lave hele fem Avatar-film i alt.

 

LÆS OGSÅ: De 15 biograffilm vi glæder os allermest til i 2023

Med tilbagevendende karakterer som Jake Sully, Neytiri med flere, er der naturligvis dukket en masse spørgsmål op omkring universets fremtid og herunder 'Avatar 3'. Hvornår udkommer den? Hvem er med i den? Hvad ved vi om historien?

Vi har herunder samlet alt, vi ved om 'Avatar 3' indtil videre.

'Avatar: The Way of Water' (© Disney)

Hvornår får 'Avatar 3' premiere?

Filmens foreløbige premieredato er den 19. december i 2025. Det er filmens hidtil niende udgivelsesdato, da den oprindeligt var planlagt til at lande i december 2015, inden mange (mange, mange, mange) forsinkelser.

Hvor langt er de i produktionen?

'Avatar 3' er allerede færdigfilmet. James Cameron filmede nemlig 'Avatar 2', 'Avatar 3' og dele af 'Avatar 4' på samme tid.

James Cameron har desuden udtalt i et interview med Entertainment Weekly, at de har gjort det på den måde for at undgå "Stranger Things-effekten", hvor børneskuespillerne vokser for hurtigt ift. deres karakterer.

Det er endda på trods af, at de fleste karakterer er computeranimerede - og, at filmskaberen castede den 73-årige Sigourney Weaver til at spille teenageren Kiri.

Med 'Avatar 3' i kassen retter James Cameron og hans team nu fuldt ud deres opmærksomhed mod at færdiggøre postproduktionen af efterfølgeren i løbet af de næste par år.

Første cut af filmen er rygtet til at være hele 9 timer lang, så der er nok en del klippearbejde i vente.

Game of Thrones © HBO MAX / Harry Potter og fangen fra Azkaban © Warner Bros. / Everything Everywhere All At Once © UIP

'Game of Thrones' © HBO MAX / 'Harry Potter og fangen fra Azkaban' © Warner Bros. / 'Everything Everywhere All at Once' © UIP

Hvilke skuespillere er med i 'Avatar 3'?

'Avatar: The Way of Water' introducerede en række nye karakterer i franchisen, herunder nye Na'vier spillet af bl.a. Kate Winslet og Cliff Curtis. 'Avatar 3' vil introducere endnu flere nye karakterer.

Oona Chaplin (Talisa i 'Game of Thrones') vil spille en karakter ved navn Varang, som bliver central i franchisen. David Thewlis (Lupin i Harry Potter-filmene) vil ligeledes spille en Na'vi-karakter, der dukker op i tredje film og vil fortsætte med at være med hele vejen til den femte film.

Derudover vil Michelle Yeoh (kendt fra bl.a. Marvel-franchisen og 'Everything Everywhere All at Once') udfylde live-action-rollen som Dr. Karina Mogue.

De slutter sig til de tilbagevendende skuespillere Sam Worthington (Jake Sully), Zoe Saldaña (Neytiri), Stephen Lang (oberst Miles Quaritch), CCH Pounder (Mo'at) og Sigourney Weaver (Kiri) m.fl.

Hvad bliver filmens titel?

En række titler til 'Avatar 3' blev lækket i 2019, hvor den blev kaldt 'Avatar: The Seed Bearer'.

Det er dog endnu ikke den officielle titel, men James Cameron bekræftede, at de lækkede titler var blandt mange titler, der blev overvejet.

'Avatar: The Way of Water' (© Disney)

Hvad kommer 'Avatar 3' til at handle om?

Historien i 'Avatar 3' skulle oprindeligt have været en del af 'Avatar: The Way of Water', men da James Cameron skrev manuskripterne til alle tre, indså han, at historien i 'Avatar 2' skulle udvides til to forskellige film.

Slutningen på 'Avatar 2' efterlod da også publikum med en del løse tråde og ubesvarede spørgsmål. Mens Jake og hans familie har slået sig ned med Metkayina-folket, er Pandora stadig truet af oberst Quaritch og de resterende mennesker.

Samtidig er der også mysteriet omkring Kiris herkomst, som blev efterladt bevidst vagt i 'Avatar: The Way of Water'.

Udover det ved vi ikke meget om plottet i den næste film i serien, men James Cameron har givet nogle få detaljer til den franske avis 20 Minutes:

- Der vil være andre kulturer end dem, jeg allerede har vist. Ilden vil blive repræsenteret af "The Ash People". Jeg vil gerne skildre Na'vierne fra en anden vinkel, fordi i øjeblikket, har jeg kun vist deres gode sider.

- I de tidlige film er der meget negative menneskelige skildringer og meget positive Na'vi-skildringer. I 'Avatar 3' vil vi gøre det omvendte. Vi vil også udforske nye universer, mens vi fortsætter historien om hovedpersonerne.

Vi vil altså blive introduceret for et nyt ild-folk. Dermed vil der også blive vendt op og ned på, hvilke folk, der er helte og skurke.

James Cameron har samtidig ved en fejl kommet til at afsløre, at den tredje film vil se et skift i perspektiv. Det vil nemlig ikke være Jake Sully, der er fortællerstemmen i den 3. film, men i stedet hans søn, Lo'ak, der spilles af Britain Dalton.

Producer Jon Landau har fortalt Empire, at alles yndlings-rumval Payakan og hans nemesis Mick Scorseby begge vil vende tilbage. Cameron vil dermed blive ved med at udforske forholdet mellem Lo’ak og det store undervandsdyr. Scoreby vil formentlig være endnu farligere end før og indstillet på hævn, da Payakan fik ham til at miste en arm i ’Avatar 2’s actionfyldte finale.

'Avatar 3' har den foreløbige premieredato 20. december i 2024.