Film om kvinden bag skandaløs kærlighedsklassiker er en hyldest til de introverte
Britisk-australske Frances O'Connor er bedst kendt for sine præstationer som skuespiller i film som Nattens Dæmoner 2 og Steven Spielbergs sci-fi-klassiker A.I. Artificial Intelligence.
Nu er den 55-årige skuespiller sprunget ud som instruktør og manuskriptforfatter med det historiske drama Emily, der har biografpremiere i denne uge.
Filmen er en fiktionaliseret udgave af historien om den verdensberømte britiske forfatter Emily Brönte, der skrev kærlighedsklassikeren 'Stormfulde højder' i 1847.
Dramaet udforsker de relationer, der var medvirkende til at forme den rebelske outsider Emily Brönte - heriblandt det intense forhold til sine søskende, der også endte med at blive kendte forfattere, og den store forelskelse i hjælpepastoren Weightman.
Titelrollen indtages af Emma Mackey, der er bedst kendt fra tv-serien Sex Education, men også har medvirket i bl.a. Eiffel og Døden på Nilen.
LÆS OGSÅ: Anerkendt medie kårer verdens bedste film - og vi tvivler på, at du har set førstepladsen
O'Connor vandt for nyligt prisen som Bedste Instruktør ved Stockholms internationale filmfestival, og i den anledning fik vi mulighed for at snakke med instruktøren om 'Stormfulde højder's skandaløse modtagelse, om hvad O'Connor tog med fra at arbejde med folk som Steven Spielberg og gysermesteren James Wan, og hvorfor vi ikke ser nok introverte karakterer i film og serier.
For O'Connor har denne film været et stort passionsprojekt, idet hun allerede fik øjnene op for Emily Brönte og 'Stormfulde Højder' i en ung alder.
- Jeg læste 'Stormfulde Højder' første gang, da jeg var 15, og jeg elskede bare virkelig de oprørske karakterer, stemningen og følelserne i bogen.
- For en 15-årig er det en perfekt roman, og den er altid bare blevet hos mig – Emily har skrevet noget af det smukkeste poesi, og man kan virkelig mærke, hvem hun er som person bag poesien. Så for mig var det alle de ting ved hende, der talte til mig
- Det faktum, at hun var indadvendt, hun var anderledes, hun var asocial, hun havde angst. Det var ting, jeg forholdt mig til som person. Og det var ting, som jeg var interesseret i at udforske gennem Emily.
FOTO: Emily / Scanbox
'Stormfulde Højder' var den eneste bog Emily Brontë nåede at skrive før hun døde som 30-årig, og selvom bogen er en tidløs klassiker i dag, nåede Emily ikke selv at se sin første gode anmeldelse, idet den først kom knap 50 år efter, at bogen blev udgivet.
Frances O'Connor har sit eget bud på, hvordan det kunne være:
- Jeg tror, det bare var noget, der skete i det victorianske samfund på det tidspunkt; at folk var meget bange for skyggesiden af dem selv. I den victorianske æra plejede de at dække over klaverben, fordi de syntes, at de så for sexede ud. Så det var bare lidt dér, deres hoved var.
- Litteraturen var meget høflig på det tidspunkt. Kvinder blev også bare set som meget engleagtige - næsten som børn. Og Brönte-familien boede midt i ingenting. Jeg tror faktisk ikke, de indså, hvad der skete i det victorianske samfund på det tidspunkt. Så de skrev bare, hvad de ville. Og da de romaner så kom ud i offentligheden, flippede folk ud.
- Jeg tror, fordi Emily måske endda var på det autistiske spektrum, at hun ikke rigtig forstod selv, hvad hun havde skrevet rent socialt.
- Men jeg tror, det er derfor, vi elsker bøgerne, fordi de er så ægte, autentiske og mørke.
FOTO: Emily / Scanbox
Netop Emilys indadvendte introverte personlighed var noget af det som tiltrak O'Connor mest ved Emilys historie, da hun mener, at det vigtigt, at man hylder og ser flere forskellige personlighedstyper på film:
- Jeg føler, at USA er så dominerende, når det kommer til tv og film og karakterer, og den amerikanske personlighed er generelt meget fremme i skoene og udadvendt, men der er så mange andre slags personligheder i tilværelsen og i verden.
- Hvis man ikke føler, at man er repræsenteret, så kan man måske tænke: "Måske er der noget galt med mig, fordi jeg faktisk godt kan lide at tilbringe tid alene", eller "hvis jeg er i et rum med en hel flok mennesker, har jeg ikke lyst at være den, der taler først".
- Jeg er selv naturligt introvert, så jeg ville gerne skrive en karakter, der har en masse stilhed i sig. Så kommer vi til at bruge en masse tid med denne person, der faktisk ikke siger noget, men hvor vi stadig er meget forbundet med hende, og vi føler hendes smerte eller hendes tanker.
- Jeg synes film er bedst, når der ikke er dialog. At det bare er fortalt gennem billeder. Og jeg føler, at så meget af kommunikation i virkeligheden er nonverbal. Så jeg var virkelig opsat på at vise en masse af Emily, bare gennem billeder og bare gennem at være sammen med en karakter.
- 'Emily' udforsker på en måde temaer, der er interessante for mig med hensyn til, hvordan du holder fast i din autentiske stemme, når den, du er, er meget anderledes og ikke værdsat. Jeg tror, det er noget, som mange unge føler i øjeblikket.
FOTO: Emily / Scanbox
Selvom filmen er et historisk drama, der på mange måder er autentisk og realistisk i sin skildring af tidsperioden, har den naturligvis taget sine kreative friheder, både når det kommer til Emilys liv, men også i forhold til hele filmens virkelighed.
Der er nemlig enkelte scener, hvor O'Connor inddrager nogle overnaturlige og næsten gyseragtige elementer, hvilket faktisk hænger sammen med hendes medvirkning i gyserfænomenet Nattens Dæmoner:
- Jeg vidste, at jeg ville have nogle gotiske elementer i historien, så jeg tænkte, at det var virkelig vigtigt at skabe så meget autenticitet omkring det, og få det til at føles meget dokumenteret og ægte, så når vi begynder at tippe ind i noget, der er mere gotisk, så tror publikum på det.
- Vi presser det aldrig rigtigt så meget, at det føles som ren gyser. Det er mere som en gotisk følelse og spænding, der er skabt gennem klipning.
- Det synes jeg også gør det spændende for publikum, og det er i høj grad også gotiske elementer i 'Stormfulde højder'. Så jeg ville virkelig gerne læne mig op ad det i visse øjeblikke. Så længe det var forbundet med Emily følelsesmæssigt.
- Når man ser på, hvordan James Wan (instruktør på 'Nattens Dæmoner'), arbejder, så gør han også noget lignende. Faktisk skaber han, især i den første film, en komplet virkelighed, og når han så tipper det til noget mere fantasifuldt, så køber du det.
FOTO: Frances O'Connor i Nattens Dæmoner 2 / WARNER BROS.
Selvom 'Emily' er O'Connors første spillefilm som instruktør, har hun den fordel, at hun ved, hvad det vil sige at være på et filmset, samtidig med at hun har arbejdet med nogle af verdens bedste filminstruktører. Dem har hun selvfølgelig også lært meget af ift. sin egen tilgang til opgaven:
- Steven Spielberg er et geni. Men han kører også et meget muntert set, synes jeg, og der er meget glæde ved det, han laver.
- Set i bakspejlet synes jeg, at hans sets var meget afslappede og meget behagelige at være i, så jeg synes, det er vigtigt at skabe den slags stemning på settet, hvis man kan.
- Og han var så forberedt. Du kunne se, at han vidste præcis, hvad han ville gøre i ethvert skud. Men han var også meget åben over for, hvad der skete i øjeblikket.
- James Wan minder mig lidt om Spielberg ift. at han bare elsker at være på et filmset, og man føler virkelig, at han bare leger og er så begejstret for at være der.