Skuespillere måtte kæmpe med naturen i ny dansk film: "Den er stærkere end dig og mig"

'Vanskabte land' har biografpremiere i denne uge
Vanskabte land
(© Hlynur Pálmason / Scanbox)

I denne uge er der premiere på en ny film af den dansk-islandske instruktør Hlynur Pálmason, der spillefilmsdebutrede med Vinterbrødre og fulgte den op med En hvid, hvid dag. Begge film modtog adskillige priser, og nu følger han succesen op med Vanskabte land

Filmen har allerede gået sin sejrsgang verden over, og det er blevet til seks internationale priser allerede før den danske premiere på torsdag, bl.a. i Chicago, London og San Sebastián. 

I hovedrollen som en dansk præst, der i det 19. århundrede drager til Island for at bygge en kirke på en fjerntliggende del af øen, ses 34-årige Elliott Crosset Hove, der også spillede med i 'Vinterbrødre'. 

Overfor ham står bl.a. landsmanden Vic Carmen Sonne (28), som er en dansk nybygger i det golde, islandske terræn. Hun kunne også opleves i 'Vinterbrødre', og dermed er der tale om en genforening af to af landets største talenter. 

Da vi mødte Hove og Sonne på en solskinsfyldt terrasse i Cannes tidligere på året, blev det til en snak om den dygtige instruktør, om at indspille film på Island, og om forskellen på større og mindre filmprojekter. Men også med en afstikker til en ny, woke version af Far til fire. 

 

I har jo arbejdet sammen med instruktør Hlynur Pálmason begge to, og derfor vil jeg spørge, hvad er det, der fascinerer jer ved hans måde at arbejde på?  

Eliott Crosset Hove: Først og fremmest laver han meget sanselige og visuelt smukke film, der gør noget ved en. Hvad præcis ved jeg ikke, men jeg ved, det gør noget, og det er spændende og godt. Hans film betyder noget, og så kan de betyde alt muligt forskelligt, som ikke pådutter én noget særligt.  

Så det at få lov til at arbejde med ham, er også et meget et stort privilegie, fordi man får lov til at træde ind i hans verden, samtidig med at han giver én utrolig meget tillid og stoler på, at man har noget at bidrage med og vil gerne have ens bud.  

Og så formår han egentlig uden at skære det ud i pap, men at indvie os, der medvirker, i hans vision på en måde, så det, man bidrager med, passer ind i hans vision, samtidig med at man har følelsen af, at man er meget medskabende selv. 

Vic Carmen Sonne: Han er oprigtigt meget interesseret i at bygge filmen sammen med andre. Der er et kæmpestort fokus, når man arbejder med Hlynur, en kæmpe intensitet og meget høj koncentration, som jeg elsker. Alle involverede er som en organisme, der er en del af at fortælle den her historie.   

Men vi har det også rigtig sjovt sammen. Det er helt vildt, at noget der kan være så fokuseret og intenst samtidig kan være så mildt og sjovt.  

Vanskabte land / Maria von Hausswolff 

Foto: Maria von Hausswolff / Scanbox

Så I joker bag kameraet, kan man sige?  

Vic: Sjov kan jo være alt muligt. Det behøver ikke være sådan cracking jokes, men det kan det også være. Men vi griner meget. Det er meget lystbetonet. Alle er der, fordi de ægte har lyst. På flere planer end penge eller ego.  

Elliott: Nærmest hele holdet, eller i hvert fald rigtig mange af dem, havde også arbejdet på Hlynurs seneste film, 'En hvid, hvid dag', som også er filmet i Island. Og de kunne bare ikke vente til at være med igen, så det er jo et ret fedt udgangspunkt.  

 

Hvordan er det så at indspille på Island? Er naturen en medspiller eller en modspiller?  

Vic: Det er en spiller. Og så må vi ligesom spille med. Den er stærkere end dig og mig. Det er holdkaptajnen.  

 

Er det ikke også hårdt?  

Elliott: 100 %. Men det skal det også være. Og hvis det blæser, så blæser det, og hvis det sner om sommeren, så sner det om sommeren. Man bliver en lille familie.  

Vanskabte land / Maria von Hausswolff 

Foto: Maria von Hausswolff / Scanbox

Var der nogen scener, som var sværere at optage end andre pga. vejret? 

Vic: Brylluppet, der skulle optages uden tag på bygningen, blev udskudt og udskudt og udskudt. Det var det uendelige bryllup. Så optog vi lidt den ene dag, og så måtte vi stoppe… 

Elliott: Der var en meget præcis plan for, hvad der skulle optages, men der var også plads til at ændre den plan, hvis vejret fx ikke tillod at optage. Så er det muligt at gøre det her og ikke det her. Det stiller jo også nogle krav til os alle sammen, og man skulle være klar til at omstille sig.  

 

I vælger ofte nogle ukonventionelle film eller roller og har ikke spillet med i fx ’Far til fire’ endnu.

Vic: Jeg vil gerne spille Onkel Anders også. Det ville være meget progressivt og woke. Så er Elliott... Søs eller Mie? 

Elliott: Jeg er nok mere Mie. Men det ville være en større udfordring for mig at spille Søs.  

Vic: Det ville være ret grineren, hvis vi lavede sådan en 2022 recasted Far til fire. Alle rollerne er byttet. Hlynur instruerer. Den foregår i Finland. Men jeg er ikke sikker på, Hlynur ved, hvad det er. Han er jo ikke vokset op i Danmark. Men vi kan lave det på en weekend. Bare sådan one-take...  

Elliott: Helt klart!  

Vic: 'Far til fire på ridetur på stranden'  

Elliott: Du pitcher den så… 

Maria von Hausswolff 

Foto: Maria von Hausswolff / Scanbox

Men Elliott, du har selvfølgelig været med i både Afdeling Q og 'Kastanjemanden'...  

Elliott: Ja, det er godt nok mindre roller, men det er sjovt også at få lov at snuse til de store produktioner. Min erfaring er, at der i de mindre produktioner – og ’Vanskabte land’ har endda et vist budget – at der er lidt mere tid til fordybelse. Og jeg er en langsom starter, så tid er dejligt for sådan en som mig.  

Så er det ofte også de film, der vil mest, afhængig af hvordan man definerer “at ville mest”, selvfølgelig. Nu har jeg valgt at blive skuespiller, så der er mange ting, jeg gør, der ikke hjælper verden. Så hvis man er heldig at være med i nogle film, som gør indtryk, er det fedt.  

 

I har jo spillet sammen før. Hvordan er det at gøre det igen?  

Vic: Ja, vi har spillet sammen i flere film, og Elliott gik faktisk i klassen over mig på teaterskolen. Så vi går way back. Og det er bestemt ikke sidste gang, vi spiller sammen. 

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)