Rasmus Bjerg har improviseret den sjoveste replik i ny dansk komedie

Interview med Paprika Steen om 'Fædre og mødre'
Billede
(© Fædre & mødre / Nordisk Film)

Over 150.000 danskere har allerede været i biografen og se Paprika Steens nye komedie Fædre og mødre.

I anledning af filmens premiere besøgte stjernen vores podcast, 'Den varme biografstol', til en snak om instruktørkarrieren og den nye film, der sender en folkeskoleklasse på lejrtur med deres forældre.

Lyt til interview herunder - eller find podcasten, der hvor du lytter til dine andre podcasts:

En af samtaleemnerne var filmens stjernespækkede rolleliste, der bl.a. byder på Nikolaj Lie Kaas og Rasmus Bjerg. 

- Jeg er en instruktør, der ikke caster folk, altså jeg prøvefilmer dem ikke først. Jeg sætter dem bare sammen, og så håber jeg, det går, så må det briste eller bære, forklarer Steen til os.

Paprika Steen forklarer, at hun egentlig slipper sine skuespillere fri til at lave improvisation:

- Jeg understreger, at vi spiller under samme himmel. Det nytter ikke noget, at den ene spiller revykøbing og den anden spiller med i Bergman, så I skal prøve at finde hinanden i et toneleje.

- Jeg tror, at der er en kæmpe gave i, at der er så mange skuespillere. Nogen er kæmpe fan af det, Nikolaj (Lie Kaas) var med i, der er nogen som kommer lige fra en amerikansk tv-serie på HBO, der er så mange forskellige, så alle vil gerne hjælpe hinanden og være der for hinanden. Ikke være den irriterende, ikke være den der blokerer samarbejdet. Så der kommer en fantastisk energi i det.

- En anden regel var, at man aldrig skulle sidde og vente på den andens replik, hvis man laver lidt improvisation. Hvis man gør noget, så skal det være i karakteren og i situationen.

 

LÆS OGSÅ: Denne scene fra 'Fædre og mødre' fik flest grin under optagelserne 

Instruktører afslører, at især en skuespiller var svær at styre:

- Rasmus Bjerg improviserer uanset, hvad jeg siger til ham, selvom jeg siger: "Hold dig til teksten". En af de sjoveste replikker i filmen har han jo improviseret, "If it don't broken, why don't you try to flix it". Det er jo bare hans timing.

- Han sagde til mig inden, "Jeg vil godt prøve ikke at lave mere komedie Paprika, fordi jeg skal lige prøve at komme ud i det”. Jeg sagde; ”Jamen det er fint, det er også en ret gribende karakter, og der behøver du ikke at være sjov. Det kan være, du er i nogle sjove situationer, men du behøver ikke at være sjov. Jeg synes bare, at du er en dejlig skuespiller, og det er jeg rigtig glad for”.

- Første dag kommer han op til mig, og der sidder han så; ”Jeg har lige skrevet det her om, Paprika. Jeg tror, at han er ejendomsmægler, hvis jeg kunne sige, vi har en blød K2’er” og sådan fortsatte han. Jeg sagde fint nok, og så filmede vi det, og så sagde jeg til ham bagefter: ”Jeg sagde ikke, du skulle gøre det her, var det ikke dig, der sagde, du skulle være alvorlig?”... Man er jo den, man er, man kan ikke rigtig komme ud af det, vel?

'Fædre og mødre' kan ses i biografen nu.

Se trailer herunder - hvor du også kan fange Rasmus Bjergs sjove replik: