Mesterinstruktør vil genoplive klassisk filmmonster - og det skal være "meget skræmmende"

Vi hepper på, at det sker!
The Mummy 1999
(© The Mummy (United International Pictures))

Et af filmhistoriens mest ikoniske monstre er mumien, som man har set i en lang række gyserfilm gennem tiden. Fra bl.a. The Mummy i 1932 til Tom Cruises actionfyldte ditto i 2017.

Nu kunne noget tyde på, at vi atter engang vil kunne opleve det bandageindbundne filmmonster på det store lærred. Mesterinstruktøren Luca Guadagnino er nemlig klar på at genindspille filmen fra 1932. Det skriver Collider.

Den kritikerroste filmskaber er senere på måneden biografaktuel med den romantiske kannibalfilm Bones and All, der bl.a. har Timothée Chalamet og Taylor Russell på rollelisten.

 

LÆS OGSÅ: Call Me By Your Name-duo genforenes i romantisk kannibal-gyser

Så måske Guadagnino rykker fra sultne kannibaler til skræmmende mumier? Instruktøren bliver nemlig spurgt til, hvilken gyserklassiker han kunne tænke sig at genindspille med tanke på hans remake af Dario Argentos gyserklassiker Suspiria fra 1977.

Her kaster han således sin kærlighed på netop Universals klassiske 'The Mummy' fra 1932: "Jeg synes, det ville være fantastisk at gøre noget ved 'The Mummy'."

 

LÆS OGSÅ: Flere minutters klapsalver til ny kannibal-film med Timothée Chalamet

Den 51-årige auteur uddyber:

- Det er en rådden krop i rådne bandager, så det, der er indeni, er lige så interessant som det, der er udenpå.

Guadagninos mumiefilm vil altså ikke være i samme bane som Tom Cruises action-gyser eller Brendan Frasers kulørte The Mummy fra 1999. I stedet vil han foretrække at lave noget "meget skræmmende" og tilføjer: "Det bør være en lille film, men med en masse dybde - og meget skræmmende."

Man kan nu komme til forpremiere på netop 'Bones and All', hvor vi vil introducere filmen ved flere af dens visninger rundt om i landet. Se hvilke her.