Interview: Nyt dansk drama er det jyske svar på 'Breaking Bad'

Stortalent Christian Bengtson debuterer med 'Krysantemum'
Billede
(© Hyæne Film A/S)

Et af de største filmtalenter på den danske filmscene, Christian Bengtson, er opvokset på en landejendom i Ballerum lige uden for Hillerslev i Thy. I dag er der premiere på hans første spillefilm, hvor han er taget tilbage til sin hjemstavn for at filme det eksplosive drama, Krysantemum.

I filmen følger vi en ung mand ved navn Anders, som bliver spillet af Morten Hee Andersen, der også er aktuel lige nu i den populære DR-serie Carmen Curlers.

Selvom Anders er anlægsgartner til dagligt, lever han i vintersæsonen af at sælge lidt krudt ulovligt ved siden af, når der ikke er så meget at lave i hans hovederhverv.

 

LÆS MERE: Rasmus Bjerg har improviseret den sjoveste replik i ny dansk komedie

En dag får Anders nys om, at hans far, der bor i Nordvestjylland, er i store økonomiske problemer, og han ser sit snit til at hjælpe faren ved at opskalere sin produktion af ulovligt krudt for at redde farens gård.

Det bliver startskuddet på en bevægende fortælling om en familie, som gennem ulovlig transport og salg af livsfarligt fyrværkeri omsider får mulighed for at finde ud af mørket og måske finde tilgivelse.

Vi har taget en snak med Christian Bengtson om den virkelige hændelse, der inspirerede filmen, det fede ved at fortælle jyske historier, og det svære ved at få en hund til at spille skuespil.

Hyæne Film A/S

FOTO: Hyæne Film A/S

Selvom filmens historie er komplet fiktion, så fik Bengtson inspirationen til filmen, da han kom særdeles tæt på en voldsom begivenhed i 2006, der fandt sted meget tæt på hans barndomshjem.

- Inspirationen kom fra, da jeg var 16 år gammel, hvor jeg boede i Nordvestjylland med mine forældre.

- Det var en helt almindelig dag, og jeg var oppe på mit værelse, og lige pludselig hører jeg sådan et kæmpe brag. Det er så stort, at hele huset bare ryster, og jeg smider mig ned på gulvet og tænker: "Hvad fanden foregår der?"

- Min første tanke er, at vores oliefyr var sprunget i luften, eller at der var et fly, der var styrtet ned i vores have.

- Så rejste jeg mig op og kiggede ud ad vinduet, og så kan jeg se sådan en paddehattesky ud over ti plantager, og det viste sig, at der var to gutter, der havde lejet sig ind på et nedlagt landbrug.

- Dér havde de så gang i en produktion af ulovlige kanonslag og fyrværkeri, og de havde så mange kemikalier stående, at der skulle ikke mere til end, at nogen smækkede med døren meget hårdt, så ville det gå af.

- Det gik så galt, og de døde begge to i eksplosionen. Og det var der, jeg tænkte: "Hvordan får man nogen derhen, hvor de begynder at lave sådan noget? Hvad kan presse nogen eller fascinere nogen så meget ved krudt, at man begynder at gøre noget, der er så sindssygt?"

- Så jeg var draget af det rent dramatisk også. Det var også deromkring, man fandt ud af, hvor mange penge der egentlig var i ulovligt krudt, og stadig er. Der er en kæmpe avance på de der kanonslag, som de sælger, som bliver produceret i Danmark.

Hyæne Film A/S

FOTO: Hyæne Film A/S

Det er på mange måder en hjemstavnsfilm for Bengtson, som faktisk har besluttet, at alle hans film og projekter fremover skal foregå i Jylland.

- Det var fantastisk det der med at vende hjem, og det har været en lang rejse for mig, fordi jeg i størstedelen af min ungdom har hadet at være i Nordvestjylland og ikke kunne vente med at komme væk derfra.

- Men det var først, da jeg begyndte på filmskolen, at jeg fandt ud af, at alle de ting, jeg naturligt beskæftigede mig med, og som jeg syntes var sjove og lystfulde foregik dér.

- Så det var dér, jeg begyndte at finde hjem rent kunstnerisk. Den her spillefilm er første gang, jeg føler, at jeg vender hjem til dér, hvor jeg kommer fra. Miljøet og locations i filmen er meget personlige, fordi mange af stederne er steder, jeg kender og har været som barn.

- Det, jeg synes, er fedt ved filmen er, at man får indblik i en specifik kultur. Og den specifikke kultur, som jeg har kendskab til, er det vestjyske, og det er der, jeg tror, jeg kan lave de mest specifikke præcise fortællinger også på længere sigt.

- Jeg synes, det er sindssygt vigtigt, at vi forbinder hinanden igennem kulturen, fordi der bare politisk hele tiden bliver forsøgt at kapre land og by og få dem til at bekrige hinanden, som vi lige har set i valgkampen.

- Danmark er jo et lille land, men det hænger overraskende dårligt sammen.

 Hyæne Film A/S

FOTO: Hyæne Film A/S

Bengtson har da også kunnet tage stor inspiration fra sin egen opvækst og familieliv i udarbejdelsen af filmen.

- Jeg er vokset op i en plejefamilie som biologisk barn. Filmen handler jo om en ødelagt familie, der er blevet splittet grundet en familietragedie for mange år siden. Og jeg har bare ikke set på andet end familietragedier i mit hjem. Jeg har hele mit liv siddet med stumper og stykker af ødelagte familier ved spisebordet.

- Jeg tror bare, at det var naturligt for mig at skrive om relationer, der bare ikke fungerer, og hvor noget definitivt er knækket mellem mennesker. På den måde er det meget nærliggende for mig at skrive om folk, der ikke kan finde ud af det med hinanden - særligt familie.

Hyæne Film A/S

FOTO: Hyæne Film A/S

Noget af det mest jyske er jo naturligvis dialekten, og selvom man er gået mere efter en toning end en dialekt i filmen, så var den del stadig meget vigtig for Bengtson.

- I min generation springer det nogle gange lidt frem, og du kan høre resterne af noget, men det er primært den ældre generation, der har den der hårde, tykke tunge dialekt.

- Men i dialekten ligger også noget andet, som er kendetegnet ved det jyske, og det er psykologien i, hvordan folk taler med hinanden. 

- Et eksempel fra filmen kunne være, når Morten Hee Andersen ser sin far for første gang efter mange år, og de ikke rigtig ved, hvad de skal sige til hinanden. Faren spørger så ind til hans arbejde - hvordan det går med at være anlægsgartner.

- Det er en ekstremt jysk ting bare at gå direkte til noget konkret. Det handler om arbejde eller penge eller sådan noget. Så på den måde har vi arbejdet med det. Det var vigtigt for mig, at man virkelig kan se, hvor vi er.

- Jeg har også selv en forkærlighed for film, hvor folk ikke taler for meget.

- Jeg synes, der bliver lavet for mange ting, hvor du ser en film, og så kan du lukke øjnene, og så kan du stadig følge med i handlingen, hvorimod man i en god film ikke ved, hvad der foregår, hvis man lukker øjnene. Det handler om udtryk og blikke osv.

- Det er jo en tendens i forhold til, at du kan sidde og second screene, hvis du ser en TV-serie el.lign.

- Jeg synes, Jylland har sindssygt meget filmisk potentiale. Altså bare heden taler for sig selv. Det er jo fandme ligesom at se 'No Country for Old Men'.

- Der er noget med de der vidder og det flade land og store vindmøller og Vesterhavet og de stille mennesker, der inviterer enormt meget til film.

Hyæne Film A/S

FOTO: Hyæne Film A/S

Udover at arbejde med dygtige skuespillere som Morten Hee Andersen, Henrik Birch og Karen-Lise Mynster var der også en anden person på rollelisten, som Bengtson skulle instruere, nemlig hunden Alma. Da vi spurgte ham om, hvordan det var at få en få en hund til at spille skuespil, var han hurtig til at smile og sige: "Don’t do it".

- Det er jo faktisk Henriks Birchs hund, vi brugte.

- Det var ret dejligt, fordi da vi var i præproduktion - også før jeg skrev filmen - begyndte han bare at træne hunden. 

- Så da jeg sad og skrev, ville jeg ofte kontakte Henrik og sige: "Hey, kan du få Alma at gøre ditten og datten? Hvad hvis nu den skal hente et kanonslag eller gnave i et, kan vi få den til det?"

- Så begyndte han at tage den der køkkenrulle og fylde den op med kødpølse og sådan noget.

- Så stor cadeau til Henrik, der ud over at skulle spille skuespil også var hundepasser.

- Jeg synes man kan mærke, at det er Henriks hund. De har sådan en connection.

- Den der måde han bærer den på som sådan en pels rundt om halsen. Det ser helt åndssvagt ud, men også helt rigtigt.

Hyæne Film A/S

FOTO: Hyæne Film A/S

Bengtson har selvfølgelig også lavet en hel del research om den ulovlige fyrværkeribranche, som viser sig at være vildere, end man lige skulle tro.

- Jeg kender jo nogen, der har været i miljøet for mange år tilbage, så dem talte jeg med, men jeg kom også i kontakt med nogen, som selv havde haft kanonslags-produktioner ude på Amager i nogle containere for et par år siden.

- Og så kom jeg også i kontakt med nogle unge gutter, der hvert år bestiller 400 kilo krudt hjem fra Polen i små sendinger hen over sommermånederne.

- De har så oplagret det på et Self-Storage-depot, og så sælger de det på Snapchat i november-december.

- Og så bliver det bare kørt ud med PostNord og GLS og sådan noget. Så det er fragtmænd, der ikke ved, hvad de kører med. 

- Virkeligheden overgår bare fantasien, fordi når du bare begynder at kradse lidt i det, så finder du ud af, at det er vildere, end man egentlig tror.

Hyæne Film A/S

FOTO: Hyæne Film A/S

Da vi spurgte ind til Bengtsons filmiske inspirationskilder, nævnte han nogle særdeles oplagte og spændende titler.

- 'Breaking Bad' og 'No Country for Old Men' har vi talt rigtig meget om. Og så har vi talt rigtig meget om 'Manchester by the Sea' i forhold til Morten Hees karakter og selve tonen.

- Men 'Breaking Bad' har vi skævet rigtig meget til med dens vilde, lidt underlige, sjove univers, hvor man bare tænker: "Er det her real?"

Kysantemum kan ses i biografen fra i dag.