Årets mest opsigtsvækkende filmtitel: "Jeg vil gerne købe billetter til øhm... onani-filmen"

Dansk skuespiller er med i den svenske komedie
Billede
(© Scanbox)

Når du står i biografen og skal til at købe billetter til den kommende, svenske komedie, er det med at holde tungen lige i munden.

Filmen hedder nemlig Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere, og man kan hurtigt se for sig, at titlen kommer til at ligge svært i munden. Så det ville ikke undre os, hvis det bare bliver til ”Jeg vil gerne købe billetter til den der med at onanere” eller bare til onani-filmen. Du kan selvfølgelig også slippe for overhovedet at nævne titlen og bare købe billetterne online her på kino.dk :-)

Hvorom alting er så får filmen premiere i næste uge, og du kan se traileren nederst i nyheden.

 

LÆS OGSÅ: Denne scene fra 'Fædre og mødre' fik flest grin under optagelserne

Filmen handler om den ambitiøse Hanna, der har et stort ønske om at få endnu et barn. Men da hendes kæreste pludselig forlader hende, begynder hun at genoverveje sine livsvalg, og finde styrke i kærligheden og lysten til sig selv.

Katia Winter, kendt fra serier som Dexter og Hamilton, spiller hovedrollen som Hanna i filmen, der kan minde om nogle af de karakterer, som Mille Dinesen har spillet i danske komedier.

På rollelisten finder man desuden også danske Jesper Zuschlag, der, udover at medvirke i De forbandede år, også er en af skaberne bag serien 29 samt spillefilmen Elsker dig for tiden, som får premiere i december.

'Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere' får biografpremiere den 24. november.

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)