Overblik: 11 danske film får premiere i resten af 2022

Biografoplevelser på vej
Fædre og mødre / Nordisk Film
(© Fædre og mødre / Nordisk Film)

Vi har kun tre måneder af året tilbage, men vi er langt fra færdige med at premiere på danske film. 11 af slagsen får nemlig premiere i løbet af oktober, november og december.

Du kan glæde dig til at alt fra romantiske komedier til intense seriemorder-film, stjernespækkede rollelister og debuterende filmskabere med helt nye og unikke fortællinger til det store lærred.

 

Lykkelige omstændighederFoto: Søren Kirkegaard / Nordisk Film

Lykkelige omstændigheder – 6. oktober

Anders W. Berthelsen sprang forrige år ud som medinstruktør med det prisbelønnede drama Ser du månen, Daniel, men nu er han gået solo og klar med komedie-debuten, Lykkelige omstændigheder.

Filmen fortæller historien om to søstre, Katrine og Karoline, der var tætte som børn, men nu lever et liv langt fra hinanden. Karoline lever i et forgældet forhold med den arbejdsløse DJ, Ronny. Mens Katrine lever en velhavende og succesfuldt liv med sin mand, bygmesteren Markus.

Katrine mangler kun én ting. Et barn. Så da Karoline bliver gravid ved et uheld, tilbyder søsteren at overtage barnet. Til gengæld vil hun betale deres gæld og mere til. Men intet går som planlagt…

I hovedrollerne ses Sofie Torp og Esben Smed overfor stortalenterne Roberta Reichhardt og Jachim Fjeldstrup.

 

Mugge og hans mærkelige hjerneFoto: Nordisk Film 

Mugge og hans mærkelige hjerne – 13. oktober

Den første film Mugge og vejfesten blev en publikumssucces, og til efterårsferien kommer fortsættelsen, der sætter fokus på skolesystemet.

Da Mugge skal testes, viser hans hjerne sig at være så mærkelig, at den sprænger maskinen i luften. Drengen sendes i specialklasse. Samtidig starter veninden Sofia på eliteskolen Killer Instinct School System, der ændrer hende totalt og sætter deres venskab på prøve.

Det er den sjove duo WulffMorgenthaler i skikkelse af Anders Morgenthaler og Mikael Wulff, der står bag det skøre univers.

 

SmukFoto: Emma Line Sejersen / SF Studios 

Smuk – 13. oktober

Den nye ungdomsfilm ’Smuk’ sætter fokus på tiden i gymnasiet.

Frida starter i 1.g sammen med sin bedste veninde Selma, og inden længe står de overfor en række valg og må overskride deres personlige grænser med puttemiddage og skolens hierarki. 

Frida og 3.g’eren Emil får et godt øje til hinanden – det eneste problem er bare, at Emil allerede har en kæreste, Nadja, og hun er blandt skolens mest populære. Frida kommer ud på dybt vand.

’Smuk’ har spydspidsen af den næste danske skuespillergenerationer i front i form af Andrea Heick Gadeberg, Sylvester Byder, Karoline Hamm, Albert Rudbeck Lindhardt, Fie Petersen og Oliver Due.

 

Holy SpiderFoto: Nadim Carlsen / Camera Film 

Holy Spider – 13. oktober

Den dansk-svenske instruktør Ali Abbasi er klar med sin næste film efter den opsigtsvækkende Grænse. Denne gang sætter han skarpt på Iran i starten af 00’erne, hvor den såkaldte Edderkoppemorder hærger.

Den sandfærdige historie sætter en kvindelige journalist på jagt efter seriemorderen, der slår prostituerede kvinder ihjel, og som mener, at han renser gaderne for syndere.

’Holy Spider’ er sat i den hellige iranske by Mashhad, hvor kræfter indefra måske er med til at sætte en dæmper på politiets efterforskning, mens den samtidig udstiller systemets blik på bl.a. kvinder og martyrer. Filmen er Danmarks bud på en Oscar-nominering til næste års uddeling.

 

Ingen kender dagenFoto: Anders Nydam / Scandinavian Film Distribution 

Ingen kender dagen – 27. oktober

Det danske drama ’Ingen kender dagen’ består af fem historier, der udspiller sig over ét døgn, men som alle har det tilfælles, at de handler om tillid.

En ægtemand, en læge, en hustru, en skoleelev og en lille datter bliver alle i løbet af de 24 timer konfronteret med store valg, der fører til fatale konsekvenser.

Rollelisten består af flere danske stjerner bl.a. Trine Dyrholm, Jacob Cedergren, Morten Hee Andersen og Lisbet Dahl. Mens det er instruktør Annette K. Olesen (Små ulykker) og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne (Dronningen), som står bag filmen.

 

Fædre og mødreFoto: Nordisk Film 

Fædre og mødre – 3. november

Instruktør Paprika Steen og manuskriptforfatter Jakob Weis følger deres publikumssucces Den tid på året op med den nye spiddende komedie ’Fædre og mødre’.

Filmen følger ægteparret Piv og Ulrik, hvis datter rykker over i en ny skole. En hyttetur arrangeret af klassens forældre venter, og det bliver noget af en oplevelse. Piv og Ulrik står nemlig over for et yderst hierarkisk system med rivalisering, stridigheder og meget forskellige typer.

Men er Piv og Ulrik parate til at gøre, hvad der skal til for at blive acceptere i datterens nye klasse?

’Fædre og mødre’ har en stjernebesat rolleliste med bl.a. Nikolaj Lie Kaas, Rasmus Bjerg, Amanda Collin, Lise Baastrup, Lars Brygmann, Carsten Bjørnlund, Katrine Greis-Rosenthal og Jakob Lohmann.

 

Julemandens datter 3Foto: Scanbox 

Julemandens datter 3 - den magiske tidsmaskine – 10. november

Årets danske julefilm fortsætter fortællingen om julemandens datter Lucia.

Teenageren kommer i denne tredje film på noget af en opgave, da en konfus og ulykkelig rektor på julemandskolen aflyser stormødet – og dermed bringer julen i fare.

Han genoplever et traume fra 1897, og Lucia må derfor nu rejse tilbage i tiden via en magiske tidsmaskine og finde ud af, hvad det hele skyldes.

Blandt de nye ansigter i familiefilmen ses rutinerede Thomas Bo Larsen som den lumske Baron von Ravn.

 

KrysantemumFoto: Nordisk Film 

Krysantemum – 17. november

Det danske drama ’Krysantemum’ fortæller historien om en nordjysk familie, der bærer rundt på et traume, som har splittet dem ad.

Anders har ikke talt med sin far i årevis, men da faren pludselig er i økonomiske problemer, vil Anders hjælpe. Han sælger nemlig ulovligt fyrværkeri i sin fritid – og påtænker nu at sætte salg og produktion op for at redde fødegården.

Det bliver startskuddet til fortællingen om en familie, der skal finde hinanden igen – mens de transportere og sælger det livsfarlige krudt.

’Krysantemum’ er lavet af den debuterende Christian Bengtson, der selv kommer fra Nordjylland og har været inspireret af en virkelig fyrværkeri-ulykke. Morten Hee ses i hovedrollen overfor bl.a. Henrik Birch og Karen-Lise Mynster.

 

Vanskabte landFoto: Scanbox / Snowglobe 

Vanskabte land – 1. december

Stortalentet, den dansk-islandske filmskaber Hlynur Pálmason, er tilbage med sin tredje film efter de prisbelønnede og anmelderroste Vinterbrødre og En hvid, hvid dag.

’Vanskabte land’ udspiller sig i slutningen af det 19. århundrede, hvor en ung dansk præst, Lucas, bliver udsendt til en fjerntliggende del af Island for at bygge en kirke og fotografere menneskene, som han møder på sin vej.

Det bliver en ubarmhjertig rejse, hvor den unge Lucas kommer på sit livs prøvelse, og langsomt mister fatning omkring sin egen virkelighed, sin mission og moral. Især da han ender hos en købmand med to døtre, bliver hans tro og ærbarhed alvorligt testet.

’Vanskabte land’ har allerede fået opmærksomhed i udlandet, og har bl.a. Elliott Crosset Hove, Vic Carmen Sonne og Jacob Lohmann på rollelisten.

 

ØnskebarnFoto: Sine Vadstrup Brooker / Nordisk Film 

Ønskebarn – 8. december

I det danske drama ’Ønskebarn’ følger vi den anerkendte fertilitetslæge Hannah, der selv kæmper med ufrivillig barnløshed.

Hun udfordres af skæbnens uretfærdighed, da hun opsøges af den 46-årige Gry, som stadig er fertil. Trods aldersbegrænsninger vælger Hannah at hjælpe Gry med at få et barn, men det fører til en glidebane af jalousi og magtesløshed. Hannah mister sit moralske kompas, og det får fatale konsekvenser.

Den populære Danica Curcic (Kastanjemanden, Undtagelsen) har hovedrollen, mens Cecilie McNair debuterer som instruktør.

 

Elsker dig for tidenFoto: Niels A. Hansen / SF Studios 

Elsker dig for tiden – 22. december

Makkerparret Jesper og Julie - kendt fra den populære serie ’29’ og dens efterfølgende sæsoner - debuterer som filmskabere med ’Elsker dig for tiden’. En romantisk komedie med et skarpt blik for tiden vi lever i.

Anna er en karrierekvinde, der holder kærligheden lidt på afstand, mens Thomas er en traditionel romantiker på jagt efter den eneste ene. De to finder sammen, og det bliver starten på en parholdsrejse – fra den forvirrende forelskelse til den nådesløse hverdag.

Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag både skriver, instruerer og medvirker i filmen, hvor Julie spiller Anna og Kasper Dalsgaard spiller kæresten Thomas. På rollelisten ses også Sofie Jo Kaufmanas og Olivia Joof.

 

SE OGSÅ: Alle kommende film i biografen