3 årtier efter: Ikonisk katastrofefilm fra 90'erne får endelig en efterfølger

Let’s twist again
Billede
(© Twister / Universal Pictures)

Universal Pictures og Amblin Entertainment havde i 1996 et gedigent blockbuster-hit med Twister, der blev symbolet på en bølge af katastrofefilm fra den periode, og som indspillede 494 mio. dollars på verdensplan.

Nu skriver Deadline, at filmen får en opfølger ved navn Twisters, og at Mark L. Smith (The Revenant) har skrevet et manuskript, som Amblin-boss Steven Spielberg har været så begejstret for, at han har skubbet på for at få processen hurtigere i gang.

 

LÆS OGSÅ: De 10 bedste katastrofefilm

Projektet med 'Twisters' har stået på i nogle år, og først var Joseph Kosinski (Top Gun: Maverick) hyret til at instruere, men pga. sit engagement i en anden, kommende film med Brad Pitt, har han måttet trække sig fra katastrofefilmen.

Nu leder filmselskaberne således efter en ny instruktør. Ifølge Deadline peger pilen mod Dan Trachtenberg (Prey), Travis Knight (Bumblebee) eller Jimmy Chin og Elizabeth Chai Vaserhelyi, der sammen instruerede den Oscar-vindende dokumentar Free Solo.

Angiveligvis skulle Helen Hunt, der spillede den ene hovedrolle i 'Twister' fra 1996, vende tilbage som Jo Harding sammen med en ny skuespiller, der skal portrættere hendes datter. Bill Paxton døde i 2017 og vender naturligvis ikke tilbage i rollen som Jos mand.

Twisters afventer premieredato.