Tre måneder før biografpremieren på 2'eren: 'Avatar 4' er gået i produktion

Nye detaljer fra James Cameron
Avatar: The Way of Water
(© Avatar: The Way of Water / Twentieth Century Studios)

Walt Disney Studios afslørede en masse nyt materiale fra deres kommende film på det nyligt afholdte event D23 Expo i USA. Blandt de mange nyheder om animationsfilm, Marvel og Star Wars, kom det også frem, at filmskaberen James Cameron er startet produktionen af Avatar 4. Det skriver bl.a. Collider.

Nyheden kommer over tre måneder FØR premieren på den længeventede Avatar 2: The Way of Water. Og altså inden 3'eren overhovedet er færdig med at blive indspillet.

 

LÆS OGSÅ: James Cameron sammenligner sine nye Avatar-film med 'Ringenes Herre'

Det er dog ingen hindring for James Cameron, der lige nu er i postproduktion på 2'eren, hvor han på en videoforbindelse fra New Zealand afslørede for D23-deltagerne, at det går godt, og at Weta Digitals effektarbejde ser spektakulært ud:

- Jeg er super spændt på endelig at færdiggøre film nr. 2. Jeg ved, at alle har ventet i lang tid. Forhåbentlig viser vi noget i dag, og så kan I beslutte, om det har været ventetiden værd.

Ved samme lejlighed blev der vist flere nye klip fra 'Avatar: The Way of Water' i 3D, bl.a. den frodige Pandora-verden, de blå Na'vi'er samt en video med Sigourney Weaver som Dr. Grace Augustine og en ophedet diskussion mellem Zoe Saldana og Sam Worthington.

Avatar: The Way of Water får biografpremiere den 14. december i år.

Avatar 3 rammer biograferne den 19. december 2024, mens Avatar 4 har biografpremiere den 18. december 2026.

 

Avatar: The Way of Water

© Twentieth Century Studios