Ny Evil Dead-film får biografpremiere - dansker involveret

Der venter meget blod i biografen. Virkeligt meget!
Evil Dead Ash
(© RENAISSANCE PICTURES)

Der er med Evil Dead Rise et nyt kapitel på vej i det dæmonsjaskede filmunivers, der begyndte med Sam Raimis The Evil Dead fra 1981. Siden er det bl.a. blevet til to fortsættelser, en grum gentænkning og en tv-serie, hvor Bruce Campbell vendte tilbage i rollen som Ash.

Denne nye Evil Dead-film skulle egentlig blot være landet på HBO's streamingtjeneste, men grundet ovenud positive reaktioner ved en række testvisninger har man nu valgt at lade filmen få en biografpremiere. Det gælder også her i landet, hvor det blodige kryds i kalenderen skal sættes den 20. april 2023. Det bekræfter Warner Bros.

Filmens instruktør og medforfatter Lee Cronin (The Hole in the Ground) har bl.a. fortalt, at de har brugt intet mindre end 6.500 liter blod i filmen (!). Herudover finder man et dansk islæt bag kameraet, nemlig tonemesteren Peter Albrechtsen, der på Twitter begejstret delte nyheden om, at filmen kommer i biografen. Se tweetet herunder.

 

LÆS OGSÅ: En af nyere tids mest uhyggelige gysere får tre fortsættelser

Bruce Campell vender denne gang ikke tilbage som Ash, men fungerer som producer, mens Sam Raimi både har været med til at skrive filmen og ligeledes producere de blodige løjer.

Alyssa Sutherland og Lily Sullivan spiller to søstre, der genforenes, men snart står ansigt til ansigt med både ækle dæmoner samt en kamp på liv og død.

Selvom 'Evil Dead Rise' måske ikke som sådan er en direkte fortsættelse til de tre første film, der udover 'The Evil Dead' også består af Evil Dead II og Army of Darkness, vil den trække tråde tilbage til dem, men altså ikke til rebootet Evil Dead fra 2013.

'Evil Dead Rise' har dansk biografpremiere den 20. april 2023.

(Kan du ikke se tweetet herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)