Legendarisk Marvel-skurk er ENDELIG en del af MCU

Introduceres i 'Black Panther 2'
Billede
(© Black Panther: Wakanda Forever / Marvel Studios)

Med 29 film i Marvels filmiske univers (MCU) er det egentlig utroligt, at vi aldrig er stødt på ham før, for skurken i Black Panther 2: Wakanda Forever er en af tegneserieforlæggets ældste karakterer.

Ikke desto mindre er det først nu, vi kommer til at stifte bekendtskab med Namor the Submariner, der blev introduceret i tegneserieformat helt tilbage i 1939. Det er altså 23 år, før Spider-Man så dagens lys!

Men hvem er ham Namor egentlig? Og hvad ved vi om ham i 'Black Panther: Wakanda Forever'?

Namor er mutant, men længe før der var tænkt på X-Men. Hans far var menneske og skibskaptajn, og hans mor prinsesse i undervandsverdenen Atlantis. Namor besidder superstyrke, evnen til at flyve samt andre undervandsrelaterede kræfter.

 

SE OGSÅ: Arven efter Chadwick Boseman dominerer første trailer til 'Black Panther 2'

Karakteren er ofte blevet skildret som en antihelt, der forsøger at beskytte Atlantis mod overfladens landkrabber. Ofte med metoder, der placerer ham i skurkekategorien, men med en sag, man som tilskuer godt forstår. Lidt ligesom Magneto i X-Men også har forståeligt træk, men anvender alt for ekstreme metoder til at nå sine mål.

Som hersker af Atlantis er han således Marvel-universets svar på Aquaman, der i DC’s superhelteverden dog er mere rendyrket god. Det skal dog siges, at Namor igennem årene har arbejdet sammen med både Avengers, X-Men og andre superheltegrupper, så han befinder sig ofte i antihelt-kategorien.

I den første trailer til 'Black Panther: Wakanda Forever' fik vi det allerførste blik på Namor i MCU. Vi forventer, at Atlantis og Wakanda ender i en eller anden strid, som måske skyldes forskellige perspektiver på den samme udfordring, og at Namor måske kan ende med at slutte fred med wakandagenserne. Men det er bare gisninger.

Den 41-årige mexicanske skuespiller Tenoch Huerta portrætterer The Submariner i den kommende superheltefilm, og mon ikke, han får en større rolle i fremtidige Marvel-projekter?

Tenoch Huerta er kendt fra No Time to Die-instruktøren Cary Joji Fukunagas prisvindende Sin nombre, og fra Netflix-serien Narcos: México.

Black Panther: Wakanda Forever får biografpremiere den 9. november.

 

© Marvel Comics // Forside: Sub-Mariner (Vol. 2) #1 (June, 2007)