Dansker scorer rolle i stor Hollywood-film med Brad Pitt og Margot Robbie

Fra manden bag 'La La Land'
Billede
(© Allied (UIP) / Goodbye Christopher Robins (Fox Searchlight Pictures))

En af næste års mest ventede film er uden tvivl Damien Chazelles Babylon, der fortæller historien om Hollywoods overgang fra stum- til lydfilm i 1920'erne, hvor han vil blande både virkelige personligheder med fiktive karakterer.

Udover at vi altid ser frem til en ny film fra manden bag Whiplash og La La Land, så har 'Babylon' også en yderst prominent rolleliste.

Brad Pitt, Margot Robbie, Tobey Marguire, Olivia Wilde, Samara Weaving og Kathrine Waterston er nemlig blot nogle af de store navne, der medvirker i Hollywood-dramaet.

Men nu har en dansker også fundet vej til rollelisten. Thomas Ernst skal nemlig spille en nordisk karakter ved navn Olaf Ludvigsen. Det bekræfter skuespilleren overfor kino.dk.

 

LÆS OGSÅ: Mads Mikkelsen: Derfor har danskerne så stor succes i Hollywood

Thomas Ernst kan endnu ikke afsløre det store om sin rolle og ej heller, om han skulle dele scener med nogle af filmens store stjerner. Han fortæller dog, at han har været igennem en længere castingproces, men er utrolig glad og stolt over at have landet rollen.

Danskeren kan afsløre, at instruktør Damien Chazelle var en fantatisk og helt igennem professionel instruktør, der før første optagedag skrev en personlig mail til skuespilleren. Ydemere fortæller Thomas, at han fik instruktøren til at grine under optagelserne, da han improviserede. Om dette finder vej til den endelige version af 'Babylon', det må tiden vise.

Den 32-årige dansker er nok bedst kendt for sine hovedroller i Kærestesorger og Hvidsten Gruppen samt optrædener i tv-serier som 'Heartless', 'Hedensted High' og 'GG Horsens'. Han har siden 2018 været delvist bosat i Los Angeles, hvor han er gået benhårdt efter at få hul igennem til en international karriere. Han afslører overfor os, at han tidligere har været til casting på bl.a. 'Modern Family' og 'Space Jam 2'.

Thomas Ernst fortæller også, at han senest har optaget en ny dansk thriller, hvor han indtager hovedrollen.

'Babylon' får premiere 19. januar 2023.