Chok: Ny 'Batgirl' skrottet - filmen har kostet over 650 millioner

Superheltefilmen er ellers færdig
Billede
(© Warner Bros.)

Vi har her på kino.dk skrevet flere artikler om Batgirl, der virkede yderst lovende med bl.a. Michael Keaton tilbage som Batman.

Superheltefilmen var sat til at udkomme på HBO Max senere i år - og der har endda været forlydender om, at biograferne kunne komme i spil. Men nu har Warner Bros. vendt 180 grader, og 'Batgirl' er nu skrottet. Det skriver New York Post og flere andre medier.

Filmen er ellers optaget og skulle efter sigende havde kostet selskabet 90 millioner dollars - altså over 650 millioner danske kroner.

Warner Bros. insisterer på, at det ikke skyldes kvaliteten af 'Batgirl', men derimod at produktionsselskabet har valgt at gentænke deres strategi, når det kommer til DC-udgivelser.

Kommende superheltefilm skal nu laves i stor skala til biograferne, og derfor har man valgt at hive stikket på 'Batgirl', der altså var tiltænkt en streamingpremiere.

LÆS MERE: Ben Affleck vender tilbage som Batman én sidste gang!

Rygtet går dog på, at testvisninger af ’Batgirl’ skulle have været skandaløs ringe – hvilket måske kan have givet Warner Bros. kolde fødder.

'Batgirl' har stjernefrøet Leslie Grace i titelrollen, Brendan Fraser som skurken Firefly samt J.K. Simmons som Kommissær Gordon og altså Michael Keaton i sin ikoniske Batman-rolle. Bag filmen står instruktør-makkerparret Adil El Arbi og Bilall Fallah, der ellers har haft stor succes med Bad Boys for Life.

Ydermere har Warner Bros. også valgt at droppe en opfølger til deres animationsfilm Scoob, der også allerede var langt i post-produktionen. Det skulle koste dem 40 millioner dollars.

Det er meget usædvanligt, at man ser et produktionsselskab på den måde skrinlægge så dyre produktioner, når de stort set er færdige. Især i en tid, hvor streamingtjenesterne higer efter eksklusivt indhold.

Tidligere i år udtalte Batgirl-hovedrollen Leslie Grace, at hun allerede havde indledt nogle tidligere diskussioner om en fortsættelse. Så nyheden må komme som et chok - også for hele holdet bag.