Skandaleramte Woody Allen er tilbage med ny film: "Ingen kan forhindre mig i at skrive og dermed arbejde"

Indspilningerne starter til efteråret
Billede
(© Fading Gigolo / © Antidote Films )

Så er der nyt fra en af filmverdenens mest kontroversielle instruktører, når Woody Allen snart vender tilbage med sin film nr. 50. Ifølge Deadline forventer Allen at flytte til Paris til efteråret for at indspille sin kommende film, som endnu ikke har fået en titel.

Filmen bliver fransksproget og kommer til at minde om Allens Match Point fra 2005 med Scarlett Johansson i hovedrollen. Allen selv beskriver filmen som en "slags giftig romantisk thriller". Allen har tidligere indspillet den Oscar-vindende Midnight in Paris i den romantiske hovedstad.

Selvom der endnu ikke er frigivet information om filmens plot eller cast, fortæller Allen, at han har hyret sine hovedroller til filmen, selvom han ikke afslører nogen navne.

LÆS OGSÅ: James Cameron forsvarer vild Avatar 2-spilletid: "Gider I lade mig fucking være?"

Siden beskyldninger om seksuelt misbrug fra hans adopterede datter, Dylan Farrow, genopstod i lyset af MeToo-bevægelsen, og senest i HBO-miniserien 'Allen v. Farrow', er Annie Hall-instruktørens karriere stilnet af år efter år. 

Dylan Farrow har i årevis anklaget Allen for at have seksuelt misbrugt hende som 7-årig, mens instruktøren var i et forhold med hendes mor, Mia Farrow. Sagen startede i 1992, da Dylan Farrows læge kontaktede myndighederne, efter Dylan havde fortalt om overgrebet.

Allen er aldrig blevet dømt og afviser stadig beskyldningerne. En anklager afviste at rejse sigtelse mod instruktøren, da beskyldningerne først så dagens lys, da han vurderede, at den dengang kun 7-årige Dylan Farrow var for skrøbelig til at gå igennem en retssag og aflægge vidnesbyrd.

Woody Allen har anklaget Mia Farrow for at træne Dylan til at tro på og fortælle historien om seksuelt misbrug. Han hævder, at Mia Farrow søgte hævn, efter han forlod Farrow for hendes dengang 21-årige adoptivdatter, Soon-Yi Previn.

LÆS OGSÅ: Skuespiller med opsigtsvækkende kritik af Fifty Shades-skaber: "Det var kaos hele tiden"

Allens film er faldet drastisk i popularitet de sidste år, og siden genopståelsen af Dylan Farrows anklager har hverken skuespillere eller distributører ville promovere hans film.

Stjernerne fra 2019-filmen A Rainy Day in New York, Rebecca Hall og Timothée Chalamet, donerede fx begge deres løn til bl.a. Time's Up-bevægelsen og RAINN, der arbejder imod seksualiseret vold.

Den franske publikation Journal du Dimanche har under et nyligt interview spurgt filmskaberen, om han ser beskyldningerne som en forhindring for hans karriere, hvortil han svarede:

- Jeg er forfatter, og ingen kan forhindre mig i at skrive og dermed arbejde. Det garanterer min frihed og uafhængighed.  

Om eller hvornår Allens franske film får premiere vides endnu ikke.