2 nye Avengers-film på vej: Især den ene opfylder enhver Marvel-fans største ønske

Superheltegruppens næste opgaver
Billede
(© Marvel Studios)

Nogle af de største nyheder, der kom ud af dette års Comic-Con i San Diego, var den reviderede plan for Marvels nye faser, der bl.a. afslørede to nye Avengers-film i 2025.

Mange Marvel-fans har ventet i spænding på, dels om der overhovedet ville blive afsløret nye Avengers-film, efter studiets chef, Kevin Feige, tidligere har sagt, at der ikke kommer flere efter Endgame, og dels hvad disse skulle handle om.

En af de historier, som mange havde håbet på, er den episke Secret War-fortælling fra 1980erne, ville være udgangspunktet for de næste faser i Marvels store filmiske univers. Og deres ønske er nu blevet opfyldt.

Med titlerne Avengers: The Kang Dynasty og Avengers: Secret Wars indikerer i hvert fald sidstnævnte en bredt anerkendt, epokegørende Marvel-historie.

 

SE OGSÅ: Arven efter Chadwick Boseman dominerer første trailer til 'Black Panther 2'

'The Kang Dynasty' er dog langt fra grebet i den blå luft, men er titlen på en føljeton i 16 dele om den onde Kang the Conqurer, der lykkes med at overtage verdensherredømmet på Jorden. Bl.a. ødelægger han FN’s hovedkvarter.

Vi vidste godt, at Kang (portrætteret af Jonathan Majors) ville spille en stor rolle i de næste faser af MCU, og han er bl.a. også med i Ant-Man and the Wasp: Quantumania for at gøre livet surt for vores mini-superhelte.

Men nu står det altså ret klart, at der er tale om en Thanos-lignende modstander, hvis onde tilstedeværelse figurerer over flere film.

'Secret Wars', der løb fra 1984 til 1985, foregår i det ydre rum, hvor et kosmisk væsen kaldet The Beyonder, samler helte fra Avengers og X-Men på den ene side og deres fjender på den anden side til et storladent slag, hvor vinderen får alle sine ønsker opfyldt.

Føljetonen betød nogle store ændringer for Marvels helte, bl.a. fik Spider-Man sin sorte dragt (der senere endte hos Eddie Brock, der blev Venom), She-Hulk blev en del af Fantastic Four, og Hulk blev sendt tilbage til sit ukontrollerede, vredesfyldte jeg.

Avengers: The Kang Dynasty får premiere den 2. maj 2025, og Avengers: Secret Wars får premiere 7. november 2025. (Formentlig en dag tidligere i Danmark)

Avengers: Secret Wars