Tom Cruise i modvind: Arvinger sagsøger filmselskab for 'Top Gun 2'

Har du fået set opfølgeren til 80'er-klassikeren?
Top Gun: Maverick (Paramout Pictures)
(© Top Gun: Maverick (Paramout Pictures))

Man kan lige nu se Tom Cruise give den fuld gas i Top Gun 2: Maverick i biografen. Filmen er opfølgeren til Tony Scotts 80'er-klassiker Top Gun fra 1986.

Den oprindelige film er baseret på Ehud Yonays artikel 'Top Guns' fra 1983 publiceret i magasinet California. Filmselskabet bag både den oprindelige og nye film, Paramount Pictures, sikrede sig i sin tid de eksklusive filmrettigheder til netop den historie.

Nu har den afdøde forfatters arvinger imidlertid sagsøgt Paramount Pictures. Det skriver Variety.

I 2018 tilbagetog Ehud Yonays arvinger, Shosh og Yuval Yonay, ophavsretten til den originale historie i henhold til paragraf 203 i U.S. Copyright Act, der tillader forfattere at få rettighederne til deres værk tilbage efter 35 år.

LÆS OGSÅ: Top Gun 2' slår rekorder - Tom Cruise får sin bedste åbningsweekend nogensinde

Shosh og Yuval Yonays søgsmål hævder således, at de benyttede sig af netop denne opsigelsesret, og at ophavsretten til 'Top Guns'-artiklen derfor vendte tilbage til dem den 24. januar i 2020.

I det nuværende søgsmål hedder det nu, at Paramount Pictures bevidst ignorerede dette. Læs hele søgsmålet her.

Sagen opstår altså på grund af, at filmselskabet bevidst skulle have undladt at generhverve sig de nødvendige film- og tilhørende rettigheder til Ehud Yonays ophavsretsligt beskyttede historie før færdiggørelsen og udgivelsen af ​ 'Top Gun 2: Maverick'.

LÆS OGSÅ: Alle på nær Tom Cruise og én anden skuespiller kastede op under optagelserne til 'Top Gun 2'

I retssagen hævder de to efterladte altså, at Paramount Pictures distribuerer 'Top Gun 2: Maverick' uden at have en ny licens til at bruge det bagvedliggende materiale i form af artiklen.

Søgsmålet kræver erstatning samt et påbud, der vil forhindre Paramount Pictures i at distribuere 80'er-opfølgeren.

'Top Gun 2: Maverick' gik i produktion tilbage i maj 2018 og skulle oprindeligt udkomme i juli 2019. Fortsættelsen blev som bekendt udskudt helt til i år grundet Corona-pandemien.

Paramount Pictures har kommenteret følgende på sagen: ""Disse påstande er uden berettigelse, og vi vil forsvare os selv med stor styrke."