Cookie- og Privatlivspolitik
Sådan ændrede mødet med gyserlegende dansk instruktørs karriere

Sådan ændrede mødet med gyserlegende dansk instruktørs karriere

Podcast-interview med Martin Schmidt

Stem op!
4
Stem ned!
0
(reset)

I denne sæsons sidste afsnit af vores podcast 'Den varme biografstol', har vi haft den danske instruktør og forfatter Martin Schmidt i studiet.

Schmidt er manden bag de danske 90'er-gys Sidste time og 'Mørkeleg' samt den senere Bag det stille ydre, mens han bl.a. også har instrueret afsnit af serier som 'Rejseholdet', 'Ørnen' og 'Livvagterne'.

Nu er Martin Schmidt aktuel med fiktionsbogen 'Gå stille tal sagte', som han har opfundet sin egen genre til, nemlig en såkaldt filmkrimi. Bogen udspiller sig også i den uhyggelige ende af historiespektret, da man her besøger Retsmedicinsk Institut en sen nattetime, hvor gruen lurer i skyggerne.

Lyt til podcasten med Martin Schmidt her:



I podcasten snakker vi med Martin Schmidt om netop den nye bog, men også diverse anekdoter om bl.a. hans to gys fra 90'erne samt ikke mindst røverhistorier om sit møde med gyserlegenden John Carpenter, som han desuden har skrevet bogen 'Hollywood Outlaw' om.

Mødet med den amerikanske filmskaber - der står bag klassikere som Halloween og The Thing - satte et stort aftryk på Martin Schmidt, hans karriere og måden, han går til det at lave gyserfilm på. Faktisk var John Carpenters gyser 'The Fog' filmen, der tændte instruktørdrømmen:

- For det første er John Carpenter og især hans film 'The Fog' - altså på dansk 'Tågen' - den film, som gjorde, at jeg sad i biografen og havde lyst til selv at være instruktør. Jeg kan lige så tydeligt huske - jeg har nærmest datoen i hovedet - hvor jeg sad henne. Det var bare fantastisk at opleve den film.

- Jeg synes, dialogen var fantastisk og det, at han lavede sin egen musik - og den var sgu uhyggelig, spændende og godt skruet sammen. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan den ville holde i gyserfilmsammenhæng i dag, men mit hjerte er den i hvert fald aldrig kommet ud af.

Der er grumme ting på færde i John Carpenters 'The Fog' fra 1980

Siden da brugte Martin Schmidt flere år på at skrive til sit store filmidol med spørgsmålet, om han måtte besøge ham og måske komme med på nogle optagelser. I 1993 skete der så noget:


- Pludselig en dag i '93, faktisk lige op til at jeg så småt begyndte at skulle arbejde på 'Sidste time', så fik jeg sgu en invitation til at komme over, hvor han var i gang med at filme i det nordlige Californien - et remake af 'Village of the Damned', som ikke blev skidegod, men det var sjovt at være derovre.

- Jeg fik hilst på Superman, Christopher Reeve [der spiller Dr. Alan Chaffee i remaket, red.], og jeg oplevede, hvordan Christopher Reeve, hvordan en skuespiller kan blive enormt uvenner med en instruktør. Der var virkelig dårlig stemning imellem de to.

Christopher Reeve i John Carpenters 'Village of the Damned' 1995

- Christopher Reeve havde sgu sin egen holdning til tingene, og han gad altså ikke alt det, som Carpenter gjorde. På et tidspunkt blev vi bedt om at forlade settet, fordi det var tydeligt, at der var ballade. Så alle skulle ligesom ud - og så kunne de to mænd få lov til at stå og råbe og skrige ad hinanden.

- Så da jeg bagefter spurgte, jeg ved ikke, hvor jeg lige fandt modet fra, "hvad sagde du egentlig til Christopher Reeve?", jeg mener, han er ligesom en kendt skuespiller, og han er Superman - hvad siger man lige til Superman? Jamen, så sagde Carpenter:

- "Jeg sagde til ham, jeg ved godt, at du vil være fucking instruktør, men nu er det altså mig, der er fucking instruktør på den her fucking film, så hvis du vil lave din egen fucking film, så kan du gøre det for dine egne fucking penge, for du gør det ikke med min fucking film." Så han pissede ligesom territoriet af.

Rædselsskrig i Martin Schmidts gyser 'Sidste time' fra 1995

Mødet med Carpenter fik også betydning for Schmidt rent filmfagligt:

- Første gang på 'Village of the Damned' der spurgte han mig meget interesseret: "Jeg kan forstå, du selv skal instruere en film snart, og det skal være en gyser - hvor mange penge har du?", og så siger jeg "Jamen, vi har sådan og sådan", og så siger han "Nå, men det svarer jo så til, hvad jeg havde til 'Halloween'". Altså den første 'Maskernes nat', som jo virkelig blev lavet for nærmest ingen penge, og det fik han jo meget ud af.

- Så sagde han: "Når nu du ikke har flere penge og sådan noget, så har du ikke særlig meget tid til at flytte kameraet rundt hele tiden og dække scenerne ind, som du gerne vil”. Så gav han mig nogle råd til, hvordan jeg skulle prøve at få bevæget skuespillerne i stedet for at bevæge kameraet.

- Det havde jeg faktisk stor glæde af i de der mange scener, der foregår i 'Sidste time's første halvdel oppe i biologilokalet, hvor vi har et cast på syv mennesker, som står og råber og skriger […] Der brugte jeg det enormt meget, for ellers havde vi sgu ikke tid til det.

Lyt til podcasten her:



Du finder også podcast på disse tjenester:

På Spotify
I Apple podcast
Hos Libsyn
På Podimo
Google podcasts
- Og i din podcast-app (Android og iPhone)


BLIV MEDLEM AF VORES FILMFORUM PÅ FACEBOOK HER.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
 
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.