Et drønende comeback: Kurt Russells højre hånd vender tilbage i 'Fast & Furious 10'

Rollebesætningen blev lige lidt mere vild
Fast & Furious 8
(© UIP)

Der venter uden tvivl sin del af drønende biler og store eksplosioner, når det 10. kapitel i Fast & Furious-franchisen vender tilbage i form af Fast & Furious 10, der lander i biograferne til næste år.

Nu er filmens rolleliste blevet en tand mere spændende. Scott Eastwood vender nemlig tilbage i det oktan-drevne univers i sin rolle som Little Nobody. Det skriver The Hollywood Reporter.

Første gang vi stiftede bekendtskab med Scott Eastwoods karakter var i Fast & Furious 8 fra 2017. Han spiller her Kurt Russell-karakteren Mr. Nobodys højre hånd.

LÆS OGSÅ: Nyt Fast & Furious-drama: Instruktør forlader optagelserne

Selvom det er småt med information om 'Fast & Furious 10', ved vi dog trods alt noget. Bl.a. vender naturligvis Vin Diesel tilbage i rollen som Dominic Toretto.

Det bliver også til gensyn med Michelle Rodriguez, Tyrese Gibson, Ludacris, Sung Kang og Nathalie Emmanuel i deres respektive roller.

Herudover kan man se frem til, at Jason Momoa deltager i festen som skurk, mens også Brie Larson er ny i franchisen, videre har også Alan Ritchson sluttet sig til produktionen som en af filmens øvrige skurke.

'Fast & Furious 10' har biografpremiere den 18. maj 2023.