Se første foto af ny gigantisk dino fra 'Jurassic World 3' - sammenlignes med The Joker

Det her bæst har du ikke lyst til at møde en mørk aften
Jurassic World: Fallen Kingdom
(© UIP)

Der er en ny og brutal dinosaur i klassen, når Jurassic World 3: Dominion lander i biografen senere i år. Den hedder Giganotosaurus - eller blot Giga. Det skriver Empire.

Den er dog ikke en genmodificeret hybrid, som vi har set det i de to forgange film i form af Indominus og Indoraptor. Derimod er det en videnskabeligt dokumenteret gigant fra den sene kridttid. Se det første billede af Giga nederst i artiklen.

Med andre ord er det et stort rovdyr, hvilket dens navn indikerer. Ikke nok med det, så udtaler filmens instruktør og forfatter Colin Trevorrow sig om det mægtige bæst:

- Jeg ville have noget, der føltes som Jokeren […] Den vil bare se verden brænde.

LÆS OGSÅ: Spilletid afsløret - 'Jurassic World 3' bliver den længste i hele filmserien

Det lader altså til, at vi har en omgang glubsk dinosaur-bersærkergang i vente, når opfølgeren til de fem foregående film i franchisen lander i biografen. Batman dukker dog trods alt nok ikke op.

Steven Spielberg lagde som bekendt ud med nyklassikeren Jurassic Park i 1993. Den blev fulgt op af The Lost World og Jurassic Park III, mens serien fik frisk blod år senere med de nye film i rækken: Jurassic World fra 2015 og Fallen Kingdom i 2018.

Udover franchisens nye ansigter Bryce Dallas Howard og Chris Pratt, så indfinder den originale dino-trio sig også, nemlig Jeff Goldblum, Sam Neill og Laura Dern i deres respektive roller.

'Jurassic World 3: Dominion' har biografpremiere den 9. juni.