Claes Bang vil gerne hjem til Danmark og lave film - interview med stjernen om udenlandseventyret

Danskeren er aktuel i ny Hollywood-film
Claes Bang i serien Dracula
(© 'Dracula' / BBC / Netflix)

Over de seneste fem år har danske Claes Bang udviklet sig at blive en international stjerne, der har været med i det ene udenlandske projekt efter det andet. Fra 'The Affair' til 'Dracula', mens han har spillet overfor legender som Donald Sutherland, Mick Jagger og Brian Cox.

Lige nu er danskeren med i den store Hollywood-produktion The Northman. I den forbindelse gav den 54-årige skuespiller et meget ærligt interview til os om de hårde betingelser, som vikingefilmen blev lavet under.

'The Northman' med Claes Bang er lige nu aktuel i biografen. Find dine billetter her:

"En helvedes masse døre åbnede sig"

I samme ombæring benyttede vi også lejligheden til at spørge Claes Bang ind til hans vilde udenlandseventyr den seneste håndfuld år:

- Det hele skete med 'The Sqaure'. Den vandt Guldpalmen, og når den vinder palmen, så ser alle den.

- Alle i business ser den, og lige pludselig betød det, at en helvedes masse døre åbnede sig for mig. Og det momentum har jeg besluttet mig for at prøve at få det meste ud af. Så det er jo det, jeg gør, kan man sige. 

- Alle de helt vildt fantastiske muligheder, som har præsenteret sig siden, dem prøver jeg så godt jeg kan at få til at klappe og rode mig ind i de projekter, som jeg synes er interessante og spændende. Og det har ligesom været dagsordenen.

- Det har så betydet, at jeg har været rigtig meget afsted og filmet alt muligt andre steder. Jeg har ikke brugt det meste af min tid hjemme de sidste fem-seks-syv år.

- Det er jo måske muligheder og opgaver, jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville komme i nærheden af eller blive tilbudt. Så det har jo været noget med at smede, mens jernet er varmt og få det bedste ud af det, fortæller danskeren.

Fik lov til at prøve det "sindssygeste pis"

Lige nu er stjernen aktuel i et britisk teaterstykke, der er sat op i London:

- Jeg trængte til at komme ned i skala. Jeg har lavet 'The Northman', så har jeg lavet en serie for BBC, en serie for Apple, og det har været sådan nogle ret store produktioner alle sammen, hvor man har sådan lidt en fornemmelse af, at dem, der for alvor bestemmer, hvad vi egentlig laver, de sidder et eller andet på et kontor i L.A. eller Silicon Valley, eller sådan noget.

- Man mister følingen med processen. Jeg trængte til at være tættere på historien, og så tilbød der sig det her teaterjob i London, som jeg synes virkede virkelig interessant. Derfor er jeg her nu.

Da vi beder danskeren om at reflektere over sin største oplevelse de seneste fem år, er han ikke i tvivl:

- Der er ikke noget, som kommer op på siden af, hvordan det var at lave 'The Square'. Det var som at få lov til at køre Ferrarien af mit job.

- Det har jo også noget at gøre med på hvilken måde, en instruktør arbejder, og der foretrækker jeg helt sikkert at arbejde på den måde som Ruben Östlund ['The Square'-instruktøren, red.] arbejder fremfor den måde som Robert Eggers ['The Northman'-instruktøren, red.] arbejder på. Fordi jeg kan godt lide at blive involveret og at være med til at forme og sætte scenerne.

- Rent professionelt, så fik jeg lov til at prøve det sindssygeste pis ved at få lov til at lave den film. Den var så udfordrende, fordi den er så lang den film, og fordi der foregår så mange ting. Og jeg får lov til at gøre alt med min karakter i den film.

- Jeg føler aldrig, at jeg er blevet respekteret, brugt og udfordret så heftigt som Ruben, han gjorde. Så det er stadig den største oplevelse i hele det her cirkus.

Vil gerne gentage vampyrrolle

Der er dog en anden skuespil-oplevelse udover Guldpalme-vinderen The Square, som ligger Claes Bangs hjerte nær:

- Det var også en heftig ting at lave 'Dracula', fordi det er så ikonisk en karakter.

- Da jeg først havde fået sagt ja til det, tænkte jeg: "Det her kan kraftedeme da kun gå galt". Jeg var bange for, at jeg skulle slå mig på det.

- Men så blev det fandeme jo så intenst at lave, fordi det var med sådan nogle gode mennesker. Og det at prøve at komme med et nyt bud på, hvordan den karakter kunne se ud, hvilket jeg fucking synes, at vi lykkedes med. Jeg er rigtig stolt af den serie.

Mændene bag, Mark Gatiss og Steven Moffat, har tidligere stået bag bl.a. den meget populære Sherlock-serie, der består af fire sæsoner. Derfor er det også nærtliggende at spørge Bang, om han har hørt noget om en sæson mere af Dracula.

- Der har været en masse snak om sæson to. Jeg ved ikke, om der er taget en beslutning om ikke at gøre, og jeg ved heller ikke, om der er taget en beslutning om at gøre det. Jeg tror stadigvæk, at alle har det sådan, at det kunne måske godt ske.

- Jeg tror, at i første omgang spurgte BBC efter 'Sherlock', hvad Gatiss og Moffat så havde lyst til at lave, så sagde de, at de gerne ville lave 'Dracula'. Og så satte de sig ned og skrev en tre episoders ting i samme format som 'Sherlock'. Og jeg ikke tror, at deres tanke nogensinde var - og det kan man også se med den slutning den har - at det skulle blive til en serie i mange afsnit. Jeg tror, det var at gøre det færdig henover tre.

- Men fordi det blev så dyrt, det de skrev, så var BBC nødt til at team op med Netflix for at finansiere. Og man kan ikke lave noget hos Netflix uden, at der blev en option i ens kontrakt på en sæson to.

Danskeren er dog ikke i tvivl om, at han har lyst til at lave mere:

- Jeg vil gerne sende en jobansøgning og sige: "Jeg er fuldstændig frisk på at lave en sæson to, hvis de kan finde på noget godt".

Afviser ikke Danmark

Efter 'The Square' har Claes Bang nærmest udelukkende holdt sig til produktioner i udlandet. Det er derfor nærtliggende at høre danskeren om, hvornår han mon vender hjem til Danmark for at lave film igen:

- Der nogle ting, som hele tiden rører på sig, men der er endnu ikke noget, som har udmøntet sig i noget konkret. Og så har de ting, som er kommet nogle andre steder fra, måske også været den tand mere interessante, og derfor er det blevet, som det er blevet.

- Men jeg vil ligeså gerne lave et rigtig, rigtig fedt projekt derhjemme. Det behøver ikke nødvendigvis at være her i London eller et andet sted i Europa eller USA.

- Jeg prøver virkelig at tillade mig den luksus, at hovedsageligt kigge på indholdet, og de folk, som står bag, og dem som skriver og instruerer osv. Så det er ligesom det, som driver. Og de ting, der har været mest interessante, har bare været andre steder fra. Det er ikke på nogen måde en fravælgelse af at ville arbejde derhjemme, fordi det vil jeg rigtig gerne.

Claes Bang fortæller, at han dog i første omgang tager en mindre pause i maj, hvor han vil nyde det dejlige danske forårsvejr - efter rigtig lang tid i udlandet.

'The Northman' med Claes Bang er lige nu aktuel i de danske biografer. Find dine billetter her: