Manden bag Danmarks mest ubehagelige film: "Jeg vil give publikum en kniv i hjertet"

Podcast-interview med Christian Tafdrup om hans nye gyserfilm
Billede
(© Nordisk Film)

Christian Tafdrup kan godt lide at gå til grænsen - og lidt, nej måske faktisk langt over - når han laver film. Hvis man skulle være i tvivl, så kan man blot se hans instruktør-gennembrud, den debatskabende En frygtelig kvinde

Nu er stjernen igen klar til at trække overskrifter og forarge. Hans nye film Speak No Evil er nemlig noget så sjældent som en vellykket dansk gyser, der udfordrer sit publikum.

Den danske instruktør gæster i anledning af premieren på filmen vores podcast, hvor han sidder i Den varme biografstol. Lyt med nederst i artiklen eller på alle podcast-tjenester nu.

'Speak No Evil' handler om en dansk familie bestående af Bjørn, Louise og datteren Agnes, der bliver venner med et hollandsk par, da de er på ferie i Toscana.

Tilbage i Danmark får familien en invitation til at besøge parrets hollandske landsted, hvilket de vælger at takke ja til. Men lige så snart de ankommer, er hyggen fra Italien væk, og den gode stemning udskiftes med grænseoverskridende opførsel.


Foto: Erik Molberg


Danmarks mest ubehagelig film

Christian Tafdrup afslører blandt andet, at hans mål med 'Speak No Evil' har været at lave intet mindre end "Danmarks mest ubehagelige film":

- Det er jo både godt og skidt at sige, fordi, hvad nu hvis det så ikke er Danmarks mest ubehagelige film. Jeg tror, at min bror, Mads, som jeg har skrevet den med, og jeg, vi ville gerne gå langt. Og vi ville gerne skabe en mørk film. Og nogle af de gange, hvor vi tvivlede på det, og andre bad os om at indføre lidt mere håb i filmen, så var det rart at have lavet denne her aftale, at vi skal jo lave Danmarks mest ubehagelige film, så vi bliver nødt til at gå hele vejen.

- Jeg har måske prøvet at bevæge mig lidt ud på dybt vand og lavet en genrefilm. Det er ikke noget, som jeg er specielt vant til, og når du kaster dig ud i at lave en gyserfilm, så skal det jo være lidt vildt. Du skal jo beskæftige dig med store temaer, som ja, fx ondskaben. Og der havde jeg sgu besluttet, at jeg ville gerne prøve at lave en farlig film.

- Jeg er også et pænt, ordentligt, lidt forsigtigt menneske i mit virkelig liv, og så tænkte jeg, hvis der er et sted, hvor jeg kan slå til, så er det da i filmen. Så lad mig da prøve at lave en rigtig farlig film, som måske deler vandene. Det er okay. Men jeg ville gerne gå hele vejen her.

En kniv i hjertet

Tafdrups lyst til at provokere og være kontroversiel kommer fra et ønske om at lave en film, som kan presse publikum og få dem til at tænke - måske endda indrømme noget, som vi ikke er så stolte af om os selv. Noget han selv elsker, når han ser film:

- Jeg kan godt lide at udfordre. Jeg synes, at der er en tendens til, at når man går i biografen eller ser film derhjemme, så er det behageligt. Der er mange film, der er gode, men minder om hinanden. Der er mange budskaber, der bekræfter noget, vi godt ved i forvejen.

- Og jeg elsker selv, når jeg ser film, at jeg nogen gange, og det behøver ikke være fordi, de er ubehagelige, det kan også være fordi de rammer så hårdt, at jeg simpelthen ikke engang kan rejse mig fra sædet, og når creditlisten er færdig og lyset bliver tændt, så sidder filmen i mig, og det gør den også næste dag.

- Jeg ved ikke, om jeg tænkte, at nu ville jeg provokere. Jeg vil udfordre og presse folk, prikke til dem, få dem til at tale sammen bagefter. Måske indrømme noget i sig selv, som de fortrænger eller som de ikke er stolte af. Film, der sidder i én som en krog. En kniv i hjertet. Eller som Lars von Trier engang sagde, ”en sten i skoen”. De film findes der jo ikke så mange af, især ikke i vores del af verden, og hvorfor må de ikke være her? Det ville jeg gerne afprøve, om jeg kunne finde ud af. Det håber jeg, at jeg har kunnet.


Foto: Erik Molberg


En satirisk gyser

Den 43-årige stjerne, der også er kendt som skuespiller, understreger dog, at 'Speak No Evil' er mere end bare ubehageligheder. Den har også et klart satirisk element, som mange måske kan se sig selv i:

- Jeg er blevet bekræftet i fra mange sider nu, at den er meget ubehagelig. Men det jo ikke det eneste, den er, det er også en satirisk film, der kigger meget på menneskelig opførsel, og hvordan vi er i relationer med mennesker, som vi ikke kender.

- Så jeg tror også, at der er plads til at grine og føle sig ramt. Og så har den selvfølgelig en opbygning, der gør, at når vi så når til den sidste del af filmen, så er der nogle barske scener, som ikke er for alle. Derfor kalder jeg det også en gyser, men måske kunne du kalde det en satirisk gyser.

Men hvilke film er det egentlig, at Christian Tafdrup kæmper mod i kampen om at lave "Danmarks mest ubehagelig film". Lars von Trier?

- Er han ikke den eneste, der har lavet ubehagelige film? Han er jo klart en stor inspiration for mig. Ikke specifikt i denne her film, men da jeg ville være filminstruktør, der var jeg meget inspireret af ham og kunne godt lide hans film. Så det er klart, jeg stiller mig på skuldrene af mine idoler. Selvom det er en helt anden slags film.

Lyt til hele interviewet med Christian Tafdrup herunder, hvor han bl.a. også snakker om 'Speak No Evil's store succes i udlandet.

'Speak No Evil' kan ses i biografen nu.


Du finder også podcasten på disse tjenester:

På Spotify
I Apple podcast
Hos Libsyn
På Podimo
Google podcasts
- Og i din podcast-app (Android og iPhone)


BLIV MEDLEM AF VORES FILMFORUM PÅ FACEBOOK HER.