Ulrich Thomsen om den næste Afdeling Q-film: "Der kommer fuld fart på"

Interview med Ulrich Thomsen fra det nye færøske krimidrama ’TROM’
Billede
(© Marco Effekten / Nordisk Film)

Ulrich Thomsen er lige nu aktuel i den danske rom-com Tag min hånd samt den færøske krimiserie TROM, der kan ses på Viaplay.

Vi har i den forbindelse fået en snak med Ulrich Thomsen om aktuelle og kommende projekter, som bl.a. den næste Afdeling Q-film Den Grænseløse.

Kan du fortælle noget om den næste Afdeling Q-film 'Den Grænseløse'?

- Jeg kan ikke sige andet end, at den hedder ’Den Grænseløse’, og den følger den bog, der er skrevet, på godt og ondt. Altså fordi der er ting, man kan lave i bøgerne, som man ikke kan lave i filmen. Men den bliver lavet.

Er der så noget I har taget med jer fra Marco effekten, som I tænker at køre videre med, eller noget I vil ændre på?

- Nu var det jo et reboot, om man så må sige, men bøgerne er jo meget forskellige. I 'Marco effekten' var der meget med Marco, der render rundt i København og gemmer sig og leder. Og det varer næsten 300 ud af 500 sider. Og det kan man ikke i en film. Og sådan er det ikke i denne her. De tager til Bornholm, noget er sket, og der er rimelig fuld fart på fra starten. Den er lidt nemmere at gå til, i forhold til at kunne omsætte den til film.

Så er du jo lige nu biografaktuel i 'Tag Min Hånd'. Hvad fik dig til at sige ja til en romantisk komedie?

- Jamen Lars Kaalund, som er min gamle ven fra teaterskolen, spurgte mig, om jeg ville være med. Og det er da altid hyggeligt – og Mille Dinesen kender jeg jo også fra Sprængfarlig bombe. Så jeg læste manuskriptet, og det er en fin komedie, synes jeg. Det hele behøver jo ikke være sådan noget traumatisk noget. 

Hvad er status på din næste film som instruktør?

- Jeg sidder og skriver nu, stadigvæk. Jeg har besluttet mig for at lave hele filmen i billeder. Jeg har sådan et 3D program, hvor jeg bygger det hele. Så lægger jeg kamera ind, skuespillere og sådan nogle ting, som jeg kan ændre udseendet på.

- Det skal filmes i Italien meget af det, så har jeg været dernede og gennemfotograferet det sted jeg gerne vil filme.

- Filmen handler om to piger, der kaster sig ud i sugardating, men tematisk handler det om alt muligt andet også. Kvinders seksualitet, #MeToo, erotisk kapital, hvad må man og hvad må man ikke, online magt, og mænd der har problemer med det. Forhåbentlig bliver det provokerende.

Ulrich Thomsen har tidligere fortalt os om projeket - se det her.