Robert Pattinson opklarer årelangt Harry Potter-mysterium

Før Batman var der Cedric Diggory
Billede
(© Warner Bros.)

Den snart The Batman-aktuelle skuespiller Robert Pattinson har på sine kun 35 år allerede haft en spændende og forskelligartet karriere, hvor den brede berømmelse for alvor trådte til med Twilight-filmene. 

Efterfølgende har skuespilleren fokuseret mere på art-house og prestige-projekter, og han har bl.a. medvirket i anmelderroste titler som Good Time

Pattinson havde også bærende roller i både Tenet og The Lighthouse, som ifølge redaktionen på kino.dk var de to bedste biograffilm fra 2020.

Karrieren blev dog allerede skudt i gang i 2005 med Harry Potter og flammernes pokal, hvor Pattinson fik rollen som den charmerende og dygtige troldmand Cedric Diggory. Og det var en stor mundfuld for den på det tidspunkt meget unge skuespiller. Det fortæller han nu til GQ

- Jeg husker den første scene, jeg optog, var i slutningen af den magiske labyrint, og jeg havde aldrig lavet noget med special effects og stunts før. Det var en stor ting på det tidspunkt og føltes meget, meget skræmmende.

Se også: Mads Mikkelsen indtager Harry Potter-universet

- Jeg tror, jeg læste en bog om method acting, og alt jeg fik ud af det var bare at prygle sig selv inden hver eneste scene. Det var i bund og grund det eneste koncept, jeg havde af, hvordan man forbereder sig til en scene.

- Jeg gassede mig selv op, som om jeg var på vej ind i en slåskamp eller noget i den stil før de her scener, hvor jeg skreg ind i en pude og slog mig selv og rev i mit tøj.

- Men jeg havde alle disse sårproteser på, og de smeltede af mit ansigt, og jeg blev nødt til at få lavet min make-up igen. Men jeg havde ingen idé om, hvordan man kom ind i sådan en voldsom, fysisk tilstand.

Harry Potter-fans verden over kunne også endelig få svar på, hvorfor Diggory holdt sin tryllestav på en så markant anderledes måde end sine medstuderende på Hogwarts. Se billedet nederst.

- Jeg husker at holde en stav og tænke, at det føltes fjollet at holde den som en tryllestav. Så jeg holder den som en pistol med to hænder og tror, jeg er med i en Die Hard-film.

- Jeg tror endda, at jeg har et øje lukket, når jeg kigger ned, som om den har et sigte.

Forsalget til 'The Batman' starter på tirsdag kl. 10.