Guide: Vinterferiens film i biografen

Familiefilm, danske film, Hollywood og kvalitet fra hele verden!
Billede
(© Vildmænd © Nordisk Film / Pil's eventyr © UIP / Døden på Nilen © Walt Disney / Spencer © Scanbox)

Landets biografer lokker med et stort og alsidigt udbud af film i årets vinterferie. Vi guider herunder til en længere række af de mange forskellige titler – og der er noget for både voksne, teenagere, børn og de helt små.

Man kan således se alt fra søde animationsfilm og grusomt gys til danske film og action.

Syng 2 / UIP For hele familien

Vinterferien betyder biografbesøg med familien, og heldigvis er udvalget stort.

Den danske science fiction-film Robotbror handler om en pige, der får en robot i gave, som er den nyeste model og ligner en ægte dreng til perfektion. Men kan man overhovedet være venner med en robot? Filmen bygger på børnebogen 'Kan robotter skide?' af Morten Dürr.

Pil’s eventyr foregår i middelalderbyen Roc-en-Brume i Frankrig, hvor den forældreløse Pil bor sammen med sine tre tamme væsler. Pil overlever ved at stjæle mad fra den onde regent Tristains slot, men da hun en dag bliver opdaget, må hun tage på flugt med den klodsede vagt Crobrar og hofnarren Rigoli. Filmen er blevet kaldet ”opløftende original” og scorede flotte anmeldelser af de danske medier.

Syng 2 er naturligvis en efterfølger til 'Syng', hvor vores kære venner skal opsætte en musical i Crystal Tower teatret i den berømte by Redshore City. Det har de fået lov til af Crystal Entertainments nådesløse chef, ulven Jimmy Crystal, på én betingelse: De skal forsøge at overtale verdens mest afsondrede rockstjerne til at medvirke. Filmen har allerede solgt 80.000 billetter i biografen på en uge.

Hvis man er mere til monstre end syngende dyr, er Monsterfamilien - Den uperfekte mission måske noget. Her møder vi den umage familie Wishbone, som skal forsøge at redde to af deres venner, der er blevet kidnappet af en monsterjæger. Det betyder, at familien igen må forvandle sig til de elskelige monstre.

Animationsfilmen Den magiske månerejse handler om drengen Peter, der sætter ud på en magisk rejse for at redde sin lillesøster. Destinationen for rejsen er månen, da lillesøsteren er blevet kidnappet af den onde Månemand. Peter lander på stjerneengen, hvor han møder den søvnige Ole Lukøje, som hjælper Peter med at finde sin lillesøster.

Clifford - den store, røde hund er allerede tidligere blevet filmatiseret, men historien har aldrig været flottere end i den nye film. Her møder vi hunden Clifford, der vokser, når den oplever kærlighed.

I øvrigt kan Jules Verne-filmatiseringen (med dyr) af Jorden rundt på 80 dage ses i udvalgte biografer.

 

Du som er i himlen / Christian Geisnæs Danske film

Vinterferien har flere nye danske film på programmet, og de veksler mellem realistiske dramaer, satiriske komedier, dokumentar og en rom-com.

Priserne har regnet ned over Du som er i himlen på festivaler rundt omkring i verden, og nu står filmen endelig klar til en biografpremiere i hjemlandet. Filmen bygger på bogklassikeren 'En Dødsnat' fra 1912 af Marie Bregendahl og er en realistisk og barsk fortælling fra 1880-tallets Danmark. Den 14-årige Lise bor på en gård med sin familie, men da moren går i fødsel, må den unge pige tage ansvaret for sine søskende.

Rasmus Bjerg spiller i Vildmænd rollen som Martin, som drager til de norske fjelde for at være i ét med naturen. Her møder han hashsmugleren Musa, som er på flugt fra sine rivaler. Snart har de to både politi og barske banditter i hælene i en satirisk komedie om den morderne mands forsøg på at finde sig selv.

Komedien Tag min hånd handler om Maja, hvis liv vendes på hovedet, da hendes mand har en affære. Maja er i frit fald, men forsøger stædigt at genvinde styringen over sit liv. Samtidig med at hun kaster sig ud i at swipe på Tinder og tylle rosé, forelsker hun sig hovedkulds i den 20 år yngre studerende, Andreas. Mille Dinesen spiller hovedrollen overfor bl.a. Ulrich Thomsen.

Danske Andreas Kofoed står bag dokumentarfilmen The Lost Leonardo, som er fortællingen om maleriet 'Salvator Mundi', der har afstedkommet en af nyere tids vildeste kunstbegivenheder og ikke mindst mysterier. For da maleriet, der afbilleder Jesus Kristus, dukkede op ud af det blå på en auktion i 2005, opstod der nemlig tvivl om kunstneren bag værket, som er dateret til omkring år 1500.

 

Uncharted - SF Studios Hollywoods finest

Amerikansk film har under Corona-krisen været relativt fraværende i de danske biografer, men nu er Hollywood ved at vågne op til dåd og byder på en række film med stjerner fra øverste skuffe.

Superheltefilmen Spider-Man: No Way Home kan stadig ses overalt i landet, og 435.000 danskere har allerede set filmen om Peter Parker, der står overfor nogle af sine værste modstandere fra parallelle universer. Tom Holland spiller igen Edderkoppen i filmen, som bygger på Marvels forlæg.

Den nye premierefilm Uncharted har også Tom Holland i hovedrollen, dog som den unge Nathan Drake, der sammen med sin mentor Sully (Mark Wahlberg) tager på et farefuldt eventyr. Filmen bygger på PlayStation-spillet af samme navn, som har solgt i millionvis siden første udgivelse i 2007.

I uge 7 er der premiere på katastrofefilmen Moonfall, og som titlen antyder, handler den om, at Månen er på vej til at kollidere med Jorden. Det vil naturligvis betyde den totale udslettelse for menneskeheden, hvis ikke en gruppe udstødte astronauter formår at redde os alle. Roland Emmerich, der for har skabt bulder og brag i 'Independence Day', 'The Day After Tomorrow' og '2012', instruerer filmen.

Med den femte film i horrorserien, Scream, vender både velkendte ansigter tilbage, og nye personer står klar til at tackle Ghostface. Plottet foregår 25 år efter den oprindelige film fra 1996, og den lille flække Woodsboro er igen centrum for en række brutale mord. En lille gruppe unge er nu Ghostfaces mål.

I Nightmare Alley breder uhyggen sig også i en film noir-inspireret, Oscar-nomineret thriller af Guillermo del Toro. Bradley Cooper spiller Stan, der får job som alt-mulig-mand på et omrejsende karneval i starten af 1940'erne. Han viser hurtigt et talent for at læse mennesker, men det bliver starten på en mørk og farlig rejse, da han slår sig sammen med en mystisk psykolog for at svindle flere af byens velhavende mænd.

Der er også mystik at finde i Agatha Christie-filmatiseringen Døden på Nilen, hvor Kenneth Branagh både instruerer og står foran kameraet som mesterdetektiven Hercule Poirot, der må opklare et mord omrbord på et luksuriøst skib i Egypten.

Er man mere til det romantiske hjørne, fx til Valentines Day, står Jennifer Lopez og Owen Wilson klar med Marry Me. Filmen handler om en popstjerne, der egentlig skulle have været gift på scenen, men opdager, at hendes mand er hende utro. Derfor vælger hun en tilfældig mand fra scenen og gifter sig med ham.

Mesterinstruktøren Ridley Scott har hyret en række af de største navne fra Hollywood, bl.a. Lady Gaga, Adam Driver, Jared Leto og Al Pacino, til sit drama House of Gucci, og i action-boldgaden kan man også stadig se The King’s Man i udvalgte biografer.

 

Drømmemanden / Camera FilmKvalitetsfilm fra hele verden

Gode anmeldelser, priser og dygtige folk foran eller bag kameraet kendetegner filmene i den sidste kategori. Her er film fra hele verden med kvalitet som fællesnævner.

Kristen Stewart fik for nylig en Oscar-nominering for sin helt igennem formidable transformation til Lady Diana i Spencer. Pablo Larraíns drama om en kort periode i den engelske prinsesses liv er en gribende og psykologisk skildring af den populære, kontroversielle figur.

Pig får premiere i uge 7, men man kan glæde sig til den originale fortælling om en eneboer, som får stjålet sin trøffelgris og nu tager på et togt for at få grisen tilbage. Nicolas Cage spiller hovedrollen i den uforudselige film, der rangerer som den højst ratede blandt skuespillerens værker på Rotten Tomatoes med en score blandt anmelderne på hele 97 %.

Fra Tyskland kommer Drømmemanden, som handler om Alma, der takker ja til at tilbringe tre uger med en menneskelignende robot. Det viser sig, at robotten Tom er bygget til at få Alma til at forelske sig i ham. Men kan Alma blive ved med at holde den kølige distance til Tom, mens hans algoritme og deres forhold udvikler sig?

Den islandske film Lamb er en surrealistisk fortælling om parret María og Ingvar, der bor på en afsidesliggende gård i Island, hvor de driver et lille landbrug med får. Efter mange år som barnløse får María og Ingvar sig en dag en utrolig overraskelse i stalden, der ender med, at de to endelig har en lille ny at tage sig af. De islandske fjelde viser sig nemlig at gemme på hemmeligheder, der overgår fantasien.

Dokumentarfilmen Sneleoparden viser naturen på et tibetansk bjerg, hvor landskabet er helt uspoleret. Filmen indeholder et væld af smukke naturbilleder og indeholder musik af Nick Cave og Warren Ellis. Den var nomineret ved årets Cannes Film Festival i kategorien bedste dokumentarfilm og tog prisen hjem for Bedste dokumentarfilm på Santa Fe Independent Film Festival.

Kupé nummer 6 vandt ved dette års Cannes Film Festival Grand Prix-prisen og var nomineret til den Gyldne Palme. Filmen følger en ung finsk kvinde, der forlader sin elskerinde i Moskva og stiger på den transsibiriske jernbane mod den arktiske by Murmansk. På toget, i kupé nummer 6, møder hun en russisk minearbejder og er tvunget til at dele den lange rejse med ham. Deres møde ender dog med at ændre begge personers udsyn på livet.

 

Husk at du altid kan se det aktuelle filmprogram på kino.dk.

God fornøjelse i biografen - og god vinterferie!