Johnny Depp får sin første filmrolle efter Hollywood-boykot og fyring

Stjernen skal spille fransk playboy-konge
Billede
(© Disney Pictures)

Johnny Depp har ikke haft de nemmeste par år, og stjernen har selv været ude og sige, at Hollywood har boykottet ham efter den vedvarende retssag mod ekskonen Amber Heard.

Det har dermed været småt med nye filmroller for den 58-årige skuespiller, der forrige år blev fyret og udskiftet med Mads Mikkelsen på Fantastiske skabninger 3.

LÆS OGSÅ: James Franco skal afhøres i skandaleramt Johnny Depp-retssag

Men nu er der dog nyt på netop skuespilfronten for Johnny Depp. Han har nemlig landet sin næste rolle - dog ikke i Hollywood.

Det bliver derimod i Frankrig i en film om den kontroversielle, franske konge Louis XV i en endnu unavngivet film af instruktøren Maïwenn, som også selv er at finde på rollelisten.

Louis den 15., der allerede blev konge som 5-årig, er før blevet beskrevet som en "playboy-konge" med mange elskerinder - og det er også det, som Maïwenn efter sigende skal spille, så vi kan gætte på, at det er den periode får en central plads i filmen.

Det forlyder, at filmen indspilles på nationalsproget, så Depp skal måske lige have frisket sit franske lidt op - det burde dog ikke blive et problem for skuespilleren, der tidlige har boet i Paris og været gift med den franske skuespillerinde Vanessa Paradis.

LÆS OGSÅ: Johnny Depp angriber ny Hollywood-kultur: ”Ingen er i sikkerhed”

Johnny Depps seneste film er 'Minamata' om krigsfotografen W. Eugene Smith, der blev indspillet i 2020 og efter flere udskydelser endelig udkom i USA i sidste måned.

At europæisk film fortsat ser en værdi i stjernen, er måske ikke så overraskende, taget i betragtning at han sidste år blev hyldet på filmfestivaler i både Spanien og Tjekkiet.

Film om Louis XV har ingen premieredato.